Prøv avisen
Kanten

Børneopdragelse er ingen ø

”Tit er det manglende basal opdragelse, der er problemet, og det må man godt tage alvorligt,” lød det fra Mai Mercado på pressemødet. Foto: Søren Bidstrup/ ritzau scanpix

Hvad er det så, der er galt med børn i dag? Det gav børne- og socialminister Mai Mercado (K) sit bud på, da hun præsenterede sit eget indspark til en offentlig debat om en bedre børneopdragelse i Danmark

Intet menneske er en ø udelukkende bestående af sig selv. Alle mennesker er en del af kontinentet, en del af helheden. Omtrent sådan skrev den engelske barokdigter og præst John Donne tilbage i 1500-tallet. Det var – og er – kloge ord, og de siger noget om, at mennesker og deres handlinger aldrig kan forstås isoleret fra resten af samfundet.

I samme ånd kan man sige, at ingen handling er en ø. Når vores børn slår og bider klassekammeraterne, når de ikke kan sidde stille og råber i timerne, når de græder i sengen om aftenen og ikke kan sove, når de holder op med at spise eller helt nægter at gå i skole, skal handlingerne ikke forstås som en isoleret størrelse, der kan analyseres meningsfuldt uden sin kontekst. De er reaktioner på noget, der er galt.

Hvad er det så, der er galt med børn i dag? Det gav børne- og socialministerMai Mercado (K) sit bud på, da hun præsenterede ”Opdragelsesdebatten” – ministerens eget indspark til en offentlig debat om en bedre børneopdragelse i Danmark. På pressemødet åbnede ministeren med at henvise til en undersøgelse fra tænketanken DEA, der viser, at op mod 15 procent af eleverne i børnehaveklasser ikke er rustede til at begynde i skole. Ministeren forklarede, at børnene – ifølge de adspurgte indskolingsledere i undersøgelsen – har en mangelfuld opdragelse i indskolingen og ikke evner at indgå i fællesskaber eller at udvise robusthed og vedholdenhed i leg og læring.

”Tit er det manglende basal opdragelse, der er problemet, og det må man godt tage alvorligt,” lød det fra ministeren på pressemødet. Hvis det blot er det, der er problemet, vil jeg mene, vi er heldigt stillede. Hvis det blot handler om, at børn i dag er mere forkælede, frækkere i skolen og mere selvoptagede end tidligere, og at virussen, som spreder problemet, er noget så basalt som dårlig opdragelse foranlediget af måske curling-forældre, der overbeskytter poderne og er ude af stand til at sætte fællesskabets interesser over deres børns.

Men børnenes tilsyneladende forandrede adfærd skal ses i en større sammenhæng, som også har forandret sig. Et forældrepar arbejder samlet set mere i dag end tidligere, og barnet er længere tid i institutioner med en lavere normering. Kravene til læring er større, og børnene måles mere. Børn er mere eksponerede for andres succes, og normalitetsbegreber bliver udfordret på sociale medier. Velfærdsnettet under os er mere stormasket, og frygten for permanent at miste et selvstændigt levegrundlag er større end før. Det er lettere, også for børn, at være forkerte. Det er rigtigt, at fællesskabet svækkes i disse år, men det er en forkert analyse, at børnene er det ustabile kemiske stof – den svækkende faktor – i fællesskabet.

Jeg synes, det er modigt og godt, at ministeren tager hul på debatten. For selvfølgelig handler børns adfærd også om opdragelse. Men ikke kun. Når nu skoleparathed – eller mangel på samme – var en del af begrundelsen for at starte debatten, kan man derfor spørge, om skolen er indrettet til at være parat til at modtage børn i seksårsalderen. I dag præsenteres børnene i 0. klasse for bogstaver, tal og andre sprog, som naturligt kræver en større koncentration og evne til at sidde stille, end da jeg gik i børnehaveklasse, og årets primære mål var, at vi langsomt skulle lære at række hånden op, stå i kø og indimellem huske at nusse det marsvin, der puslede rundt nede i et hjørne.

Mon ikke skolernes krav har forandret sig lige så meget som børnenes skoleparathed. Selvfølgelig skal vi tilpasse os de livsbetingelser, vi møder. Det gælder også for børneopdragelsen. Men livsbetingelserne skal også tilpasses, så de egner sig til de mennesker, der lever i dem.