Mai Mercado: God kvalitet handler om langt mere end hænder

Minimumsnormeringer lyder fristende, men kvaliteten ligger nu engang ikke i antallet af hænder, mener børne- og socialminister Mai Mercado

Hvert år investerer vi som samfund 30 milliarder kroner i dagtilbuddene, hvilket placerer os i topfem af lande, der bruger mest på dagtilbud, skriver Mai Mercado, der ikke ser behov for en minimumsnormering.
Hvert år investerer vi som samfund 30 milliarder kroner i dagtilbuddene, hvilket placerer os i topfem af lande, der bruger mest på dagtilbud, skriver Mai Mercado, der ikke ser behov for en minimumsnormering. Foto: jens Dresling/Polfoto.

Jeg kan godt se, at FOLA’s forslag om minimumsnormeringer for mange kan lyde umiddelbart fristende.

Hvis vi vælger at bruge 1,5 milliarder kroner pr. år på at indføre minimumsnormeringer, vil det i praksis betyde omkring én medarbejder mere pr. institution.

Det synes jeg både er rigidt og mange penge. Jeg mener, at kvalitet handler om langt mere end hænder. Det handler om dygtige pædagoger, der kan støtte børnene i selv at tage flyverdragter på i garderoben, og det handler om kun at holde de møder, der giver øget værdi til den pædagogiske praksis. Det handler også om at reducere i antallet af skemaer fra kommunens side og god faglig ledelse. Og det handler om at skabe en tryg frokostsituation hos dagplejeren.

Jeg mener, at kommunerne er de bedste til at vurdere, om der er behov for ekstra hænder. Det er jo netop dem, der ved, om en konkret vuggestue eller børnehave har mange udsatte børn eller er ramt af flere langtidssygemeldinger blandt personalet. Og jeg forventer naturligvis, at kommunerne tager dette ansvar alvorligt og sikrer gode og trygge miljøer, hvor vores børn både kan lære og lege.

Lad mig også slå fast, at regeringen prioriterer området højt. Hvert år investerer vi som samfund 30 milliarder kroner i dagtilbuddene, hvilket placerer os i topfem af lande, der bruger mest på dagtilbud.

Vi har i regeringen derudover øremærket 580 millioner kroner til området, som skal omsættes i et udspil til foråret. Jeg vil derfor fortsætte dialogen med forældre og andre i sektoren om, hvordan vi sammen løfter kvaliteten bedst. For det er helt centralt, at børnene får trygge og stimulerende dage i gode dagtilbud.

Mai Mercado (K) er børne- og socialminister.