”Kan vi øge dosis? Jeg har stadig følelser,” siger en patient til sin læge i en humoristisk tegning af Alex Gregory bragt i The New Yorker. For følelser er noget rod. Vi må se at få dem afskaffet, for de hindrer en gnidningsfri performance i hverdagen.
Afskaffelsen af psyken kalder jeg indtil videre den tanke, at vi som samfund og individer behandler os selv og hinanden som maskiner, der har det fortrin, at de altid fungerer gnidningsfrit, fordi de ingen psyke har.
Blandt mere end 30 mulige grunde til børns og unges mistrivsel, som jeg i et igangværende projekt indtil nu har samlet, skiller afskaffelsen af psyken sig ud, for så vidt jeg ved, er den ikke tidligere blevet nærmere beskrevet.
Der er mange strategier, som for mig at se bidrager til afskaffelsen af psyken. Omtalen her omfatter et udvalg.
En af strategierne er den såkaldte new public management, altså at gøre samfundet til en højeffektiv samlebåndsfabrik, hvor vi mennesker passer ind som velsmurte tandhjul. Strategien forudsætter, at vi altid er på toppen, og at vi holder op med at tænke selv og få idéer.
Konkret sker det for eksempel ved, at vi laver læreplaner for selv helt små børn og forfølger mål i daginstitutioner og skoler i stedet for at lade os opsluge i ukontrollerbar, selvforglemmende virksomhed – fra spædbarnets første undersøgelser af verden til barnets, den unges og den voksnes fordybelse i fodbold eller matematik.
En anden, beslægtet strategi er konkurrencesamfundet, hvor vi konstant er på og måler os i forhold til andre. Alle, der vil være noget, skal være den, der klarer sig bedst, socialt, fagligt og materielt, så vel som med sit udseende og gennem unikke oplevelser.
Strategierne giver ikke er plads til, at psyken slår de almindelige knuder, eller til følelser og tanker, der ikke nyder høj efterspørgsel.
En tredje strategi består i, at vi opsøger psykiatriske diagnoser, som navngiver de symptomer eller den neurodiversitet, der forstyrrer en velsmurt funktion. Diagnoser som adhd og autisme forlanger alene, at lægen forholder sig til symptomer, og ikke, at hun eller han også forholder sig til, hvad symptomerne kan skyldes. I særdeleshed regnes der ikke med, at mennesker kan reagere med symptomer på deres psykosociale og samfundsmæssige vilkår. Psyken er taget ud af ligningen.
Når diagnosen er stillet, dæmper eller fjerner vi symptomerne med medicin. Desuden anvender vi piktogrammer og stopure, der skaber en klar og forudsigelig struktur, og høreværn, som begrænser lydindtryk. Håbet og ambitionen er, at symptomerne kan fjernes uden om psyken.
En fjerde strategi er digitaliseringen, hvor vi hellere bruger skærmkontakt end "gammeldags" kontakt, og hvor skærmaktiviteter som spil, Tiktok og Youtube fjerner kedsomhed, mildner frustrationer og smerte og befrier os fra selv at tage initiativer. Håbet er, at aktiviteterne fjerner alt psykisk besvær.
En femte strategi består i at lytte til barnet og tage det alvorligt i betydningen: at rette sig efter det. Strategien udspringer af en sund, demokratisk tendens, og vi bruger den i bedste mening. Men den indebærer risiko for, at vi ikke tager børn alvorligt, som i dette eksempel.
Et barn siger, at det har ondt i maven og ikke vil i skole. Forældrene reagerer, som om barnet virkelig har ondt i maven, og det i en grad, så det hindrer skolegang. De lader barnet blive hjemme.
Det virker umiddelbart omsorgsfuldt. Men det medløb, som forældrene derved – i bedste mening – giver barnet, indebærer, at de behandler det som en maskine. For de tager ikke højde for andre mulige forståelser, for eksempel den mere modsætningsfulde, at barnet egentlig gerne vil i skole, men er bekymret for, at et uvenskab fra dagen i går vil gøre dagen i dag dårlig.
Medløbet er potentielt et lille svigt af barnet, for medløbet lukker af for, at forældrene opdager, hvad der eventuelt er i spil bag udtrykket: ”Jeg har ondt i maven. Jeg vil ikke i skole.” Står det lille svigt ikke alene, men udgør det et mønster, bliver det til et lidt større svigt. Med tiden kan det blive så stort, at barnet slet ikke går i skole, som det sker for et stigende antal børn i disse år.
I dag er der mange børn, som gennem de voksnes velmente medløb lærer, at mærker man, at man ikke har lyst til et eller andet, eller føler man sig sløj, utilstrækkelig, trist, usikker eller bange, så må man godt trække sig tilbage fra verden.
På kort sigt er det dejligt for barnet at krybe i læ. På længere sigt bliver resultatet imidlertid let det modsatte: De ubehagelige tanker, fornemmelser og følelser vedligeholdes, de forstærkes i mange små skridt, og de fæstner sig efterhånden solidt i barnet. Man ser en sådan meget gradvis udvikling fra ganske små problemer til store problemer, når man dykker ned i det enkelte barns historie.
I stedet for medløb er der brug for, at vi giver børn et modspil, hvor vi forsøger at forstå psyken – for eksempel at forstå, om mavesmerter kan være udtryk for andet end mavesmerter.
Det indebærer en genopdagelse af psyken. Genopdagelse, for i 1900-tallet havde man blik for psyken. Særligt efter 1945, hvor en ny børnepsykologi brød frem skabt af psykologer og læger i den dengang nye børnepsykiatri.
Der er desuden brug for, at vi opdager psyken på ny. For i takt med at stigende velstand har gjort overlevelse til et stadig mindre problem, sker der en fortsat demokratisering af samfundet. Aktuelle eksempler er børns inddragelse, MeToo-bevægelsen og flydende køn. Det fører til, at psyken fylder mere: Vi bliver mere optagede af, hvordan vi har det med os selv og hinanden. Således medfører velstand og demokratisering – med et kluntet udtryk – en fortsat psykiskgørelse af os.
Nyopdagelse af psyken består i at blive opmærksom på, at den fortsatte psykiskgørelse fordrer, at vi bliver mere opmærksomme på, at alt, hvad børn (og vi andre) gør og udtrykker, kan være medskabt af tanker og følelser, der befinder sig i det skjulte, men har brug for at blive hjulpet frem i det åbne og forstået – som et barns bekymring for, hvad et uvenskab betyder for den følgende skoledag.
Med en sådan forståelse kan det være udviklende at puffe barnet fra eksemplet i skole, så det kan finde ud af, om bekymringen er begrundet. Eller forståelsen lægger op til, at forældrene gør andre ting, før problemet vokser sig større.
Forskere forudsiger, at rovdriften på naturressourcerne kan nå et punkt, hvor det hele tipper og udviklingen ikke længere kan vendes, hvorefter det går stejlt ned ad bakke med klimaet. Kan vi udelukke, at der gælder noget lignende for rovdriften på menneskets psykiske ressourcer?
Jeg ser for mig, at new public management og konkurrencesamfundet fortsætter i de kommende år, og at digitaliseringen forstærkes. At flere reagerer med symptomer, og at vi får en større psykiatri. At der dernæst kommer et forøget pres på psykiatrien, så den igen må gøres større. At der udskrives mere medicin og iværksættes flere pædagogiske foranstaltninger, men at antallet af børn, der mistrives, alligevel stiger. En stigende andel af dem bliver hjemme i stedet for at gå om bord i verden. Forældrene går så også derhjemme på lønkompensation – og så videre, indtil det måske tipper.
Er det sortsyn, og findes der i så fald medicin mod det? Eller er der mon en realisme i overvejelserne?
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.