Den engelske professor Mark Galeottis lille bog fra 2019 på 160 sider "We need to talk about Putin" er ikke skrevet til et akademisk publikum, men enhver, der ”er nysgerrig efter at vide hvem denne gådefulde figur er”.
Galeotti har mere end 25 bøger bag sig og en lang karriere som underviser, journalist og konsulent med speciale i russisk historie og samfundsforhold, herunder også kriminalitet. Uddannet som historiker på Cambridge Universitetet.
Bogen bygger på samtaler med repræsentanter for magteliten i Rusland og har til formål at give et nuanceret billede af Putin, der ofte i Vesten, ifølge Galeotti, opfattes som en forenklet karikatur, for eksempel som he-manden i bar overkrop til hest eller som en europæisk ambassadør i Moskva sagde til Galeotti: ”for at forstå Putin, behøver man blot at forstå hans KGB-træning.”
Men meget af det, som Galeotti har fremhævet om Putin, kan her tre år efter bogens publicering fint bruges til at forklare baggrunden for Putins krig mod Ukraine.
Vladimir Putin er født i 1952 og er vokset op i Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg, præget af de store ødelæggelser og ruiner fra Anden Verdenskrigs hårde kampe mod Nazi-Tysklands soldater, der blev slået tilbage i 1942 efter at have belejret byen i otte måneder.
Putin og hans kammerater jagede blandt andet rotterne, der bredte sig i ruinerne og også trængte ind i lejlighederne. Én af Galeottis kilder, en embedsmand i præsidentens administration, mindes en erindring, som Putin har berettet for ham. Putin havde jaget en særlig stor rotte, der stod i trappeopgangen og jaget den op ad trappen og trængt den op i en krog i lejligheden, hvorefter den sprang på ham, så Putin flygtede skrækslagen.
Det interessante ved den historie er, at der er flere tolkninger af den. Embedsmandens, som Galeotti refererer, er at ”Rusland er rotten. Og hvad gør den ganske naturligt? Hvis nogen trænger den op i et hjørne, springer den på dem!”. Andre mener, at Putin har lært af episoden, at han skulle have slået til rotten inden den sprang på ham.
Putin gik allerede som ganske ung målrettet mod at blive ansat i Sovjetunionens hemmelige efterretningstjeneste, det frygtede KGB med rødder tilbage til Zartidens hemmelige politi. Efter en snak med en KGB-officer, der rådede ham til først at få en jurauddannelse på universitetet fulgte Putin rådet, blev ansat i KGB og senere udstationeret til Sovjetunionens ”lydstat” DDR. Her var Putin officer i Dresden, blandt andet med opgaver som industrispionage i Vesttyskland og kontakt og hjælp til RAF, ”Rote Armee Fraktion”, den venstreorienterede terrororganisation i Vesttyskland, der kidnappede og dræbte ledende forretningsfolk og politikere for at destabilisere landet.
Putin er KGB. Men ikke nogen ”James Bond” med erfaringer fra felten. Så det var ikke nogen særlig glorværdig karriere, Putin fik i sine 16 år som officer i KGB's Første Direktorat med speciale i udlandsspionage. Lederen af direktoratet Kryuchov blev senere spurgt om Putin, men måtte indrømme at han aldrig havde hørt om ham. Putin fik aldrig noget lederjob i KGB og blev bag Muren i DDR, så han aldrig kom direkte i kontakt med Vesteuropa. Han nøjedes med at interviewe KGB's aktive spioner i Vesten bag sit skrivebord i Dresden.
KGB-arbejdet satte dog spor hos Putin. I sine erindringer ”Første person” skriver han: ”Jeg var virkelig forundret over hvordan en lille styrke, en enkelt person virkelig kan opnå noget, en hel hær ikke kan. En enkelt efterretningsofficer kunne bestemme skæbnen for flere tusinde mennesker. Det var sådan, jeg så det.”
Et par dage efter Murens fald var en lille gruppe demonstranter på vej mod Putins KGB-kontor i Dresden og ville ind og se dokumenter. Putin bad straks den sovjetiske hær i DDR om forstærkning. Men fik svaret, at det skulle Moskva godkende og ”Moskva er tavs”. Det fik Putin til at trække sin pistol og på sit gode tysk, som var én af hans kvalifikationer for udstationeringen i DDR, advarede han demonstranterne om, at de ville blive skudt, hvis de trængte ind i KGB-kontoret. Putins beslutsomhed fik gruppen til at fortrække.
Putin så der, at ”Sovjetunionen havde en dødelig sygdom, der ikke kunne kureres – en magtlammelse”. Det er Putin nu kommet sig over med invasionen af Ukraine.
Rusland forbindes ofte med skak, men, betoner Galeotti, Putin er af flere grunde ikke skakspiller, heller ikke i international politik. Han har ingen overordnet strategi og er heller ikke interesseret i at spille efter klare regler som i skakspillet. Han er derimod Judoka, det vil sige aktiv judo-udøver.
Senest har Putin dog fået frataget sit ærespræsidentskab og andre titler af Det Internationale Judo Forbund på grund af ”den fortsatte krigskonflikt i Ukraine”. Men Galeottis tolkning holder dog nok alligevel og går ud på, at Putin er opportunist og hurtigt vil bruge hver fordel, han ser. Herunder bruge modstanderens styrke imod ham. I judo kan en kraftig modstander i ubalance blive væltet af sin egen vægt.
Judotaktikken, som Putin anvender på sine geopolitiske modstandere: Deres økonomiske styrke er ikke nok til at skaffe dem sejren, hvis de mangler viljestyrke, beslutsomhed,tålmodighed, engagement og mod, der er dyder i judo-sporten.
Galeotti har aflagt besøg på VDNKh, en gammel temapark fra Stalintiden, der tidligere fremhævede ”femårsplanernes mytiske succes”. Nu er det ikke femårsplaner Putin samler på, men nedlagte imperier og ”dagens helte” i den russiske historie med en historisk udstilling ”Rusland – Min historie”.
Her er Rurik-dynastiet fra 1500-tallet, de senere Romanov-zarerne med Putins helt Peter den Store og også Sovjetunionen fra revolutionen i 1917 til ”Den store sejr” i Anden Verdenskrig, som russerne kalder ”Den store fædrelandskrig” – det er den, der er mest fokus på i Sovjettiden. Heltene er både Prins Kutuzov, der slog Napoleons hære tilbage i 1812 og Marskal Zhukov, der indtog Berlin i 1945. Galeotti konkluderer, at Putin som en anden dr. Frankenstein søger at samle disse bidder eller ”ligdele” til en ny stor civilisation, - Den russiske verden, ”Russkij Mir”.
Putin er på jagt efter en ny ideologi. Som erstatning for sovjetkommunismen har Putin i de seneste 10 år sammen med den russisk ortodokse kirkes ledere forsøgt at skabe et kulturelt fællesskab.
Det engelske tidsskrift The Economist kalder initiativet en uhyggelig ”krigskult”. Den russisk ortodokse patriark i Moskva, Kiriil, kalder Putin for ”Guds mirakel” og krigen i Ukraine ”en gudelig affære”, mens andre præster taler om ”udryddelse af djævelske infektioner”. I 2020 – 75-året for Den Røde Hærs sejr i Den Store Fædrelandskrig – indviede Putin og Kiriil hærens katedral med mindesmærker for både de russiske invasioner i Georgien i 2008, Krim i 2014 og den voldsomme militære hjælp til Assad i borgerkrigen i Syrien. Yderligere er katedralen holdt i militære khaki-farver og gulvet er lavet af omsmeltede tyske tanks fra Den Store Fædrelandskrig.
Putin har en drøm om Rusland som genrejst imperiemagt i centrum for ”den russiske verden”, der bygger på storheden fra Peter den Stores og zarernes tid. Og med Moskva som ”det tredje Rom” og den russisk ortodokse kirke som åndelig vejleder.
Om drømmen knækker nu eller først senere bliver i høj grad bestemt af udfaldet af Ruslands krig mod Ukraine.