Bogaktuel forfatter: Danmark er blevet en stat med flere folk

De konfliktlinjer, vi oplever i dag med identitetspolitik, indvandring og islamisme stikker langt dybere end noget, vi har stået i tidligere, mener bogaktuelle Birgithe Kosovic. Enten gifter vi os med hinanden og får en masse børn. Ellers går det ikke. Og jeg ser ikke tegn på, at det er den vej, det går, siger hun

Enten gifter vi os med hinanden, har en masse sex, får en masse børn, spiser hinandens mad, prøver hinandens klædedragter og så videre. Ellers går det ikke, siger forfatter Birgithe Kosovic om problemer med integration og voksende parallelsamfund. – Foto: Politikens Forlag.
Enten gifter vi os med hinanden, har en masse sex, får en masse børn, spiser hinandens mad, prøver hinandens klædedragter og så videre. Ellers går det ikke, siger forfatter Birgithe Kosovic om problemer med integration og voksende parallelsamfund. – Foto: Politikens Forlag.

Når stjernerne lige nu regner ned over Birgithe Kosovics aktuelle dokumentarroman ”Det du ikke vil vide”, er det først og fremmest for den nådesløst ærlige skildring af faderen og af hans vrede, som førte til familiens opløsning. Men under overfladen er bogen også i bredere forstand en samfundskritik, som handler om, hvad der sker, når mennesker og grupper i samfundet ikke længere deler virkelighedsopfattelse og dermed mister evnen til at indgå i et forpligtende fællesskab, påpeger Kosovic.

”Ligesom min far var præget af den frygt- og voldskultur, som var fremherskende på Balkan op gennem det 20. århundrede, har store dele af de ikke-vestlige indvandrere herhjemme også rødder i en frygt- og voldskultur, som i vidt omfang fører til en anden virkelighedsforståelse end hos flertallet af danskere,” siger Kosovic.

Kan du give eksempler på den forskel i virkelighedsopfattelse?

”Dels handler det om, at folk fra volds- og frygtkulturen har en anden mentalitet. Dels handler det om, hvordan den almindelige politiske debat og kamp mere eller mindre frivilligt genererer en fortælling om os-og-dem. I volds- og frygtkulturen er der kun ofre og bødler, og den ene dags offer er den næste dags bøddel i en kamp, hvor det ofte er liv og død, der er på spil, og skal man kunne håndtere dette, kræver det en vredesparathed, og at man kan sætte en ære i at ofre sig for sine egne. Det er en offer-bøddel-mentalitet. Samtidig er det et vilkår for alle stater med flere folk, at de genererer en politik, der forholder sig til, at der er et os-og-dem. På godt og ondt. Men selv når det er med det gode, som med ghettopakken, der trods alt er båret af en intention om at opløse os-og-dem, vil man med offer-bøddel-mentaliteten tolke det som, at man er ofre for staten. Mange vil jo ikke ud af ghettoen. Og samtidig har vi i Vesten selv en dyrkelse af offeret. Det tilfører også næring til den fortælling. Man kan ikke røre ved os-og-dem, uden at det samtidig forstærker os-og-dem. Så man må lade stå til, og så vil den diskrete og frivillige selvsegregering tage til, og så er vi lige vidt. Men sådan er det i stater med flere folk.”

Der er meget vrede i samtiden, der aktuelt er tydelig i identitetspolitiske protestbevægelser som Black Lives Matter, som mange også vil hævde er med til at destabilisere samfundet. Men hvor går grænsen mellem vreden og oprøret som legitim protest og vreden som destabiliserende kraft?

”Det er vanskeligt at skille helt ad. Men det er klart, at den identitetspolitiske bølge og hele woke -bevægelsen taler ind i og er med til at forstærke brudlinjerne i det multikulturelle samfunds konfliktlinjer. Jeg vil sige det sådan, at Danmark er blevet en stat med flere folk. Og her taler jeg ikke om, at folket er en eller anden iboende værdi, som gammeldanskere og indvandrede bærer rundt på. Men derimod at der er nogle træk, som handler om race, om etnicitet, om kultur og religion, om sprog og historie, som kan blive til dybe skel, hvis folk ikke er fælles om dem eller ikke formår at bygge bro. Altså, når forskellene ikke bliver opløst igennem kærlighed og ægteskab, men når folk generation efter generation lever adskilt på basis af disse træk, så giver det nogle meget dybe skillelinjer. Og sammenstødene i en stat med flere folk bliver hårdere, fordi du ikke uden videre kan skifte træk fra den ene kultur til den anden. Du kan ikke både være muslim og kristen. Der er ikke den samme smidighed i det, der skiller og samler folk, som i almindelige politisk uenighed i en stat uden flere folk.”

En debattør som Marianne Stidsen er kommet i strid modvind for at sammenligne den identitetspolitiske bevægelse med terrortruslen fra islamismen. Det lyder, som om du er enig?

”Jo. Altså der er selvfølgelig den væsentlige forskel, at der, så vidt jeg ved, ikke er mange fra woke -bevægelsen, der truer med repressalier af fysisk, voldelig karakter, og det er jo en ret afgørende forskel. Men Stidsen har da en pointe i, at dele af begge bevægelser spiller på at skabe frygt i majoritetssamfundet. For de woke handler det især om at spille på frygten for udskamning. Frygten for at miste sit arbejde eller miste sine venner, hvis man siger, hvad man faktisk mener. Og den frygt skal man bestemt ikke underspille. Den afholder mange fra at tage del i debatten. Jeg husker selv, da jeg første gang markerede mig i samfundsdebatten med et manifest til forsvar for Lars Hedegaard, som var blevet truet på livet. Jeg syntes, det var så ulækkert, at mange mennesker i min omgangskreds stillede sig frem og sagde, det var hans egen skyld, og så ovenikøbet førte sig frem som gode demokrater. Det sagde jeg højt, og efterfølgende blev jeg behandlet som en, der havde fået en dødelig og smitsom sygdom. Det tog mig lang tid at rejse mig igen, og jeg er overbevist om, at mange helst er den oplevelse foruden.”

Så du forstår den politiske korrekthed som en slags social kontrol blandt middelklassen og det bedre borgerskab?

”Jo, helt klart. Der er i dag en meget stor bevidsthed om, hvem man associerer sig med. I begyndelsen af debatten om ytringsfrihed syntes mange, at det med ytringsfrihed mest var for fascister og racister, og hvis Dansk Folkeparti kunne gå ind for den slags, måtte man jo være gal at støtte det. Hvor man tidligere, for 50 eller 100 år siden, var meget blufærdig i forhold til sin krop, i forhold til sociale omgangsformer og sin offentlige fremtoning, så er vi i dag meget blufærdige med, hvem vi bliver associeret med. Hvis vi laver en selfie med de rigtige, så får vi flere likes. Og hvis vi laver en selfie med de forkerte, så får vi problemer. Det siger noget om, hvordan vi er i færd med at segregere os selv, og det siger noget om den flokmentalitet, hvor mange er bange for at blive udskammet.”

Historisk set har Danmark brystet sig af at være et konsensusdemokrati, hvor man nok kan skændes højlydt, men også drikke en pilsner sammen bagefter. Er det den samtale- og debatkultur, der for dig at se er på spil i disse år?

”Ja, for mig at se er de konfliktlinjer, vi oplever som en stat med flere folk langt dybere end noget, vi har stået i tidligere. Det stikker dybere end i 1960’erne og 1970’ernes problemer med kommunisme og radikalisering på venstrefløjen, hvor bølgerne også gik højt, men hvor meget også handlede om mere abstrakte forhold som klasse og samfundssyn. De kulturelle og religiøse konfliktlinjer, vi oplever i dag, er langt vanskeligere at overvinde og nærværende i det offentlige rum. Som en stat med flere folk befinder vi os i en latent krisetilstand, hvor brudlinjerne altid truer med at blive til kløfter. Alle konflikter, der ikke handler om religion og kultur, vil kunne ende med at handle om det. Se bare på covid-19. Krisen er radikal, og den er blevet et grundvilkår.”

Du lyder ikke optimistisk?

”Nej, jeg tror desværre, at fordi vi i det meste af Vesten er blevet stater med flere folk, så bliver samtalen også vanskeliggjort, og det vil føre os frem mod mere splittelse. Selvom jeg er stor tilhænger af den frie, åbne debat og samtalens mulighed, så tror jeg, at det også her vil vise sig som et vilkår, at de forskellige grupper er så fastlåst i egne lejre, at vi ikke kan oplyse eller samtale os ud af det.”

Men samtidig har vi endnu i en dansk sammenhæng en forholdsvis stærk majoritetskultur, som i modsætning til landene omkring os har evnet at tale højt om problemerne, og hvor det store flertal også tager afstand fra de identitetspolitiske tanker fra Eskimo-is til særrettigheder – giver det ikke håb?

”Jo. Jeg tror også, at velfærdsstaten vil afbøde mange konflikter. Hvad angår woke -bevægelsen er der jo tale om en forholdsvis privilegeret klasse, som nok taler nogle konflikter op retorisk, men selv har masser af muligheder i samfundet. Med parallelsamfundene er det sværere, selvom velfærdssamfundet også der vil kunne afbøde nogle ting, fordi mange trods alt bliver samlet op. Men jeg frygter, at velfærdssamfundet gradvist bliver eroderet, fordi gammeldanskere i længden ikke vil betale skat til velfærd, der fortrinsvis går til nydanskere. Vi ser argumentationen allerede nu, og det vil også få konflikterne til at blive hårdere. Vi vil se tydeligere, at vi ikke tilhører samme gruppe, og at den ene gruppe ikke vil den anden gruppe det godt – og vice versa. Det er ekstremt farligt.”

Der er jo desværre også rigeligt med historiske eksempler på, at den integration ikke er lykkedes. Men den halve million muslimer, som allerede bor her, kommer jo ikke til at rejse andre steder hen, så det er vel en bunden opgave. Gør vi som samfund nok for, at det lykkes?

”Nej, men enten så gifter vi os med hinanden, har en masse sex, får en masse børn med hinanden, spiser hinandens mad, prøver hinandens klædedragter og så videre. Ellers bliver det værre. Og jeg ser ikke tegn på, at det er den vej, det går. Tværtimod. Indtil nu har vi bare undladt at gifte os med hinanden, men nu begynder vi også at se, at de unge ikke gider at gå i skole med hinanden.

Gruppen af indvandrere, der ikke kunne drømme om at sætte sig i familie med en dansker, vokser. Det kan du se på antallet af tørklæder. Tørklædet kan betyde mange ting, men der er en ting, som det altid betyder: Jeg gifter mig ikke med en dansker.

Jeg har i hvert fald til gode at se en kvinde med tørklæde gå hånd i hånd med en ikke-muslim. Alle forskelle til trods imellem dem, der bærer tørklæde, så er der én ting, det altid betyder: Det er en de facto hævdelse af, at man tilhører en anden, adskilt gruppe, og at Danmark skal være en stat med flere folk. Og jeg mener faktisk, at hvis man ikke kan finde ud af at være i familie med en dansker, hvis der ikke er en eneste, du kan leve sammen med, uden at de skal konvertere og alt muligt, så kan du heller ikke kalde dig selv for dansker. Og enhver, der ikke bliver bange ved synet af den stigende selvsegregering, vil jeg kalde for naiv.”