”Har du set et dødt menneske?”. Spørgsmålet kommer fra Tommy Heisz, der selv kun har set et eneste dødt menneske i sit liv. Det var hans morfar. Døde mennesker er ikke en del af vores hverdag. Falder et menneske om på gaden og dør, vil liget sandsynligvis blive fjernet inden for ganske kort tid.
For moderne mennesker er døden gemt væk. Men sådan har det ikke altid været. I slutningen af 1800-tallet blev den dyrket og romantiseret. Tommy Heisz er aktuel med en bog om dødsårsager gennem historien, og han mener, vi kan lære meget af vores forfædres forhold til døden.
Hvad har du lært af at arbejde så indgående med døden?
”Jeg har lært noget så basalt som at sætte ord på døden og tale konkret om den. Det er interessant at spørge sig selv, hvad der er ubehageligt ved at blive konfronteret med døden. Når vi giver os selv lov til at dvæle ved døden, når vi også til en anden accept af den.”
Hvorfor er det vigtigt, at vi konfronteres med døden?
”Der eksisterer en kollektiv fortrængning af døden, som betyder, at vi har svært ved at se virkeligheden i øjnene. Vi er ekstremt bange for at tale om døden og ikke mindst acceptere den som en del af livet. Coronakrisen har på mange måder tydeliggjort vores dødsangst og distancering. Døden bliver gjort til det værst tænkelige. Men er den det, når man har haft et godt liv?”.
Du skriver i din bog, at det mest interessante ved døden er det, døden kan lære os om livet. Hvad mener du med det?
”Isoleret set er døden ikke specielt interessant. Jeg synes, den bliver spændende, når den kan fortælle os noget om livet.
I 1700-tallet er der for eksempel mange forfærdelige sager om kvinder, der slår deres nyfødte børn ihjel. Det kan ødelægge deres liv at få et uægte barn.
I sig selv er det tragiske skæbner, men det fortæller også en større historie om et samfund, hvor kvinder var særligt udsatte.”
Hvad kan det lære os?
”Det gør os klogere på almindelige menneskers liv. Historiebøgerne handler typisk om magtfulde mennesker, enevælde, konger og krige. Men det er svært at få et indblik i, hvordan helt almindelige mennesker levede. Det kan vi få ved at studere den måde, de døde på.”
Hvordan var synet på døden før i tiden?
”I slutningen af 1800-tallet var der en meget udadvendt tilgang til døden. Åbne kister var helt normale. Man gik med sørgetøj i det offentlige rum. I pænere kredse begyndte man også at fotografere lig og have fotografierne stående på et hjemmealter. Georg Brandes, hvis datter Astrid døde i 1890 af difteri, pakkede liget ind i et lagen og bar hende ind i en sporvogn for at komme til fotografen. Forestil dig at møde en mand med en død pige i metroen i dag. Man omfavnede nærmest døden. Man romantiserede den. Men der kom et skift i begyndelsen af 1900-tallet, hvor døden i højere grad blev gemt væk.”
Hvorfor stoppede man med at romantisere døden?
”Det hænger sammen med, at videnskaben og den rationelle tænkning vinder frem. Den gamle gennemritualiserede verden, som hang tæt sammen med kirken, var ikke så kompatibel med ophøjelsen af videnskaben og teknologien. I de årtier fik folk nye guder. Maskiner, vacciner og andre menneskeskabte vidundere. Samtidig kom der et meget individuelt fokus på bearbejdelse af følelser, herunder også sorg. Vi skal ’komme videre’, vende tilbage til virkeligheden, når en af vores nærmeste dør. Meget af det, vi også hører i dag. Sådan tror jeg ikke, man ville have sagt i 1800-tallet.”
Kan vi bruge 1800-tallets romantisering af døden til noget i dag?
”Jeg tror, vi kunne få meget ud af ikke at gå og gemme døden væk. Den er uundgåelig. Videnskaben har vist, at lige meget hvor store fremskridt vi gør, kan vi ikke undgå døden. Vi kan højst udskyde den lidt. Præcis det viser vores kamp mod corona også. Vi er så optaget af at forhindre døden, at vi måske glemmer værdien i selve livet.”