I en vis forstand ved vi allerede, hvem der vinder det tyske valg den 26. september. Det kan lyde paradoksalt, for den tyske valgkamp op til forbundsdagsvalget bliver kaldt en af de mest uforudsigelige og kaotiske i nyere tid.
En ny epoke tegner sig i Tyskland, efter at den kristendemokratiske Angela Merkel forlader posten som forbundskansler gennem 16 år. ”Muttis” exit fra tysk politik efterlader ikke alene et kæmpe tomrum i hendes eget CDU, men også en eksistentiel frygt for det gamle folkepartis fremtid. Meningsmålingerne bevæger sig hid og did både for CDU og dets konkurrenter, det socialdemokratiske SPD og miljøpartiet De Grønne. Og selv ikke de skarpeste iagttagere i Berlin har nogen anelse om, hvem der om fire uger vil løbe med valgsejren, danne regering og blive Europas de facto-leder efter Merkel.
Men valget har som sagt en vinder, og det er netop denne vinder, der gør valget så uforudsigeligt. Det kan lyde lidt mystisk, men er faktisk ret ligetil. Det fortæller lektor ved Syddansk Universitet Moritz Schramm, som har skrevet bogen ”Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede”, som netop er udkommet.
”Det er den nye, liberale midte, der vinder valget. Det er de vælgere, der fik Merkel til magten, og det er dem, der afgør den næste kansler. Men vi ved ikke, hvem denne midte beslutter sig for at stemme på. De er blevet sat fri med Merkels afgang, og de forsøger at finde ud af, hvem der nu repræsenterer dem,” siger Moritz Schramm.
Både CDU, SPD og De Grønne kæmper om disse midtervælgere.
”Men ingen ved, hvor de rykker sig hen de næste uger, og det er det, der gør valget så totalt uforudsigeligt.”
Mange danskere har en forestilling om, at den politiske kamp i Tyskland foregår på fløjene, mener Schramm. Det skyldes nok den stærke splittelse under flygtningekrisen i 2015, som resulterede i, at det ret nye, højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD) fik enorm succes og stormede ind i Forbundsdagen som landets største oppositionsparti ved sidste valg.
”Men den politiske kamp i Tyskland foregår ikke på fløjene. Den foregår på midten, og kun dem, der kan binde de stadig mere indflydelsesrige vælgere i den politiske midte til sig, har en chance for at vinde regeringsmagten i Tyskland,” siger han.
Schramm tilføjer, at tysk politik er mere stabilt, end mange danskere tror. Mens demokratiet andre steder er truet, og den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright endda har advaret mod fascismens genkomst, vil Tyskland formentlig frem over stadig stå som ”stabilitetens højborg”.
Den politiske midte i Tyskland vokser, og den flytter sig mere og mere til venstre i det partipolitiske landskab, pointerer lektoren. Han henviser til den tyske sociologi-professor Andreas Reckwitz, som taler om Tysklands nye midte. En ny middelklasse, som er tonet frem især over de seneste fire årtier, og som snarere adskiller sig kulturelt end økonomisk fra den traditionelle middelklasse. Den opfatter sig som verdensåben og vægter selvrealisering og individualitet frem for pligt og fællesskab. Under Merkel har CDU således været med til at indføre mindsteløn og kvindekvoter i bestyrelser, afskaffe atomkraft og tvungen værnepligt og åbne for, at homoseksuelle kan indgå ægteskab. Det er en vælgerskare, som voksede sig stor, men blev ignoreret eller modarbejdet under kansler Helmut Kohls nationalkonservative politik i 1980’erne og 1990’erne. I Danmark ville man nok omtale dem som den kreative klasse, men det er en langt bredere bevægelse end de radikale i Danmark, mener Schramm.
”Det er de vælgere, som Merkel i 16 år har formået at stjæle fra især socialdemokraterne, men som for manges vedkommende nu er blevet politisk hjemløse.”
Det ser skidt ud for de tre kanslerkandidater – CDU’s Armin Laschet, De Grønnes Annalena Baerbock og SPD’s Olaf Scholz – der kæmper om disse vælgere. Hele 45 procent af tyskerne vil ifølge en undersøgelse ikke have nogen af dem som Merkels efterfølger. Hvordan kan det være?
”Det er i høj grad et personproblem. Laschet har ingen karisma. Han bliver set som Merkel-klon, men ingen ved, hvad han står for, og han lader ikke til at have styrken til at samle vælgerne,” siger Schramm.
”Baerbock var en stjerne, da hun i foråret blev udnævnt til De Grønnes første kanslerkandidat, og mange CDU-vælgere tænkte ’juhu’ og flyttede sig til De Grønne. Men den 40-årige Baerbock har dummet sig. Hun er blevet beskyldt for plagiat, og mange føler, at hun er for ung og ikke parat,” siger han.
”Scholz kom ud af det blå og er blevet populær, men kun fordi han vinder på de to andres fejl,” slutter han.
Der en dog en mere fundamental forklaring på, hvorfor de tre kandidater fremstår så kedelige for vælgerne.
”Alle tre kæmper om de afgørende midtervælgere, og de er bange for at komme med alt for markante udsagn, der kan skubbe vælgere væk. De tre partier har stadig deres kernevælgere. Kristendemokraterne er bange for at tabe resterne af det gamle nationalkonservative bagland, hvis de åbner sig for meget mod midten. De Grønne vil ikke skuffe deres venstreorienterede kernevælgere, men de vil heller ikke komme med alt for markante venstreorienterede udsagn af frygt for at miste midten. Alle opfører sig defensivt, fordi de er bange for at støde nogen væk,” siger Moritz Schramm.
Men karisma var vel heller ikke ligefrem Merkels stærke side, da hun kom til magten? Mange ved stadigvæk ikke helt, hvad hun står for?
”Merkel udstrålede fornyelse, samtidig med at hun stod for stabilitet og sikkerhed, og det var afgørende for midtervælgerne. Man havde følelsen af, at hun stille og roligt kunne modernisere Tyskland uden at skabe kaos. Laschet udstråler ikke fornyelse. Han har både under coronapandemien og de store oversvømmelser i Tyskland fremstået som en, der ikke har styr på situationen.”
Mange har indset, at Merkel ikke helt har kunnet indfri forventningerne til fornyelse. Men det forbliver hendes største bedrift, at hun har reddet CDU, mener Schramm.
”Jeg har mange gange mødt det synspunkt både hos danskere og tyskere, at Merkel har flyttet partiet væk fra vælgerne, og at vælgerne især under flygtningekrisen stod i opposition til hende, mens AfD nærmest repræsenterede det tavse flertal. Det er forkert. Historisk set vil vi huske Merkel for, at hun flyttede det gamle borgerligt-konservative CDU ind i midten af samfundet og dermed reddede partiet fra undergang,” siger han.
Men der er bred enighed om, at Merkel banede vej for AfD ved at rykke partiet mod midten, ved at sige ”wir schaffen das” og ved at holde grænsen åben for flygtninge?
”Det er rigtigt, at AfD overtog den nationalkonservative fløj, som Merkel efterlod, og stærke kræfter i CDU presser stadig på for en højredrejning i partiet. Men CDU havde ikke andre chancer end at opgive de gamle vælgere for at vinde midten. Og Merkel har frem til i dag været en af Tysklands mest populære politikere.”
Ifølge Schramm tror mange danskere, at en højredrejning i flygtningepolitikken ville gavne de tyske kristendemokrater, som den har gavnet de danske socialdemokrater.
”Men i Tyskland kan man ikke vinde et valg med en meget stram indvandringspolitik,” siger han.
Denne forskel mellem Danmark og Tyskland kan skyldes, at den voksende gruppe af liberale og verdensåbne midtervælgere i Tyskland oplevede massiv politisk modstand fra 1970’erne til 1990’erne. Tyskland har været langt mere konservativt end Danmark, og helt op i 1990’erne anerkendte Tyskland ikke, at man var et migrationsland, og man havde derfor ingen integrationsprogrammer.
”Mange fra den nye midte har opbygget en identitet i modsætning til den dengang så dominerende nationalkonservatisme,” siger Schramm og påpeger, at når De Grønnes Baerbock siger, at Tyskland skal tage imod 50.000 afghanske flygtninge, er det, fordi hun ved, at flertallet er villige til det.
”I Danmark har man snarere i højere grad haft en følelse af, at velfærdsstaten i sig selv var liberal og verdensåben, og det har skabt et nemmere udgangspunkt for at sige, ’nu bliver vi nødt til at sætte grænser, ellers kan det gå galt’.”
Den tyske intellektuelle Henryk Broder sagde her i avisen ved sidste valg, at tyskerne stadig befinder sig i Hitlers skygge, og at flygtningekrisen i 2015 blev en anledning til endelig at kunne gøre en smule bod i forhold til fortidens forbrydelser. Er du enig?
”Det er rigtigt, at arven efter nazismen spiller en rolle i Tyskland, og at man føler et ansvar for at lære af historien og gøre det bedre. Men i modsætning til Broder mener jeg, det er vrøvl, at tyskerne er tynget af skyld efter nazismen. Undersøgelser viser, at kun fem procent føler skyld. Hele velkommen-kulturen i 2015 blev for mange snarere en anledning til at vise et andet tysk ansigt end den konservatisme, som havde præget landet i årtier. På den måde kan man sige, at flygtningespørgsmålet blev et opgør med fortiden.”
Man kan godt få det indtryk, når man læser din bog, at de liberale kræfter har sejret, og at alt er fryd og gammen?
”Der er stadig en mere traditionel middelklasse, som udgør 25-30 procent af befolkningen, og den forsvinder naturligvis ikke, blot fordi den nye midte dominerer. Den er værdimæssigt langt mere konservativ og stabilitetssøgende, og den føler sig kørt over af globalisering og kønskorrekt sprog og grøn omstilling.
Den er af gode grunde skeptisk over for den nye midte, og den vil blive ved med at være frustreret. Nogle af dem stemmer på AfD, og partiet har muligvis et potentiale på næsten 20 procent af stemmerne, men de er langt fra at repræsentere et flertal. Det er et problem for demokratiet, at et så stort mindretal tydeligvis står et helt andet sted end resten af befolkningen,” siger Schramm og henviser til, at AfD formentlig snart vil blive overvåget af den tyske efterretningstjeneste efter mistanke om højreekstremisme.
”Men den nye midte har også et ansvar for at bevæge sig væk fra individualismen og skabe nye fællesskaber, også med de grupper, der føler sig hægtet af udviklingen. De Grønnes medformand Robert Habeck opfordrer netop den nye midte til at tage mere fælles ansvar, fordi den har vundet så mange privilegier i form af gode uddannelser og jobs,” siger han.
Er det ikke et demokratisk problem, at de øvrige partier vil holde AfD uden for indflydelse, når partiet repræsenterer så mange tyskere?
”Du præsenterer af gode grunde et meget dansk perspektiv, hvor jeg som tysker finder det mindre problematisk, at man ikke vil give et parti på den yderste højrefløj indflydelse. Et samarbejde med AfD er af strategiske grunde udelukket for alle andre partier. AfD’s positioner er ikke spiselige for midtervælgerne. Det skaber derfor råb og skrig og rædsel i CDU’s ledelse, hver gang en af deres mere yderliggående politikere lufter idéen om et samarbejde. De er med rette bange for at miste midtervælgerne.”
De Grønne har gode chancer for at komme i regering efter valget – enten sammen med CDU eller SPD. Men hvor befinder partiet sig egentlig politisk? Man fejltolker dem ofte i Danmark som en slags Enhedslisten, mener Schramm.
”Men de har den seneste tid flyttet sig markant mod midten, og sociologisk vil jeg sige, at de er et borgerligt parti. Deres vælgere er i overvejende grad veluddannede og akademikere, på tysk Bildungsbürgertum, det dannede borgerskab. I Sydvesttyskland er de ligefrem konservative. De har en venstreorienteret flygtningepolitik, men er ikke noget venstrefløjsparti i traditionel forstand. Det er ikke autonome, der er ved at overtage i Tyskland. Det er den moderate midte.”
Hvem så du gerne som kansler?
”Jeg afslører ikke, hvem jeg stemmer på. Men som politisk iagttager synes jeg, at det er interessant at følge De Grønnes politiske projekt, hvor især ledelsen har forsøgt at favne uoverensstemmelser frem for at tryne modstanderen. Det er en meget bevidst, delvis ny tilgang til det politiske, og det ville være spændende at se et samarbejde mellem De Grønne og CDU. Men bliver CDU-formand Laschet valgt til kansler, vil jeg vædde på, at De Grønnes Robert Habeck om fire år bliver kansler. Digitaliseringen halter, klimapolitikken er ikke for alvor sat i gang. Længslen efter fornyelse og modernisering forsvinder ikke, og jeg tror ikke, Armin Laschet kan indfri den.”
”Jeg afslører ikke, hvem jeg stemmer på. Men som politisk iagttager synes jeg, at det er interessant at følge De Grønnes politiske projekt, hvor især ledelsen har forsøgt at favne uoverensstemmelser frem for at tryne modstanderen. Det er en meget bevidst, delvis ny tilgang til det politiske, og det ville være spændende at se et samarbejde mellem De Grønne og CDU. Men bliver CDU-formand Laschet valgt til kansler, vil jeg vædde på, at De Grønnes Robert Habeck om fire år bliver kansler. Digitaliseringen halter, klimapolitikken er ikke for alvor sat i gang. Længslen efter fornyelse og modernisering forsvinder ikke, og jeg tror ikke, Laschet kan indfri den.”