”Han ville næppe fryde sig over udviklingen siden først i 1970’erne.”
Ordene står at læse på side 193 i professor i socialvidenskab Jørn Henrik Petersens nye, 600 sider lange biografi om Danmarks første kulturminister, den navnkundige Julius Bomholt (1896-1969). Og de skiller sig ud. Det er nemlig stort set det eneste sted, forfatteren indsniger en vurderende bemærkning. Men undervejs i det omfattende arbejde kom han til at spejle sig i den politiske kæmpe – og følte sig set. Man skal da heller ikke trykke professoren meget på maven for at få udfoldet, hvorfor hverken Bomholt eller han selv har fidus til tidens kulturpolitiske tern: Der mangler etik, livsanskuelse, sans for kulturens betydning. Med andre ord: ånd.
Kristen humanist
Bomholt var en ”socialdemokrat classicus” af den slags, der stod som ledestjerner i Jørn Henrik Petersens barndomshjem, og som fik ham til i gymnasietiden at stifte en socialdemokratisk ungdomsorganisation i Aalborg. Det var i 1961, samme år, som Julius Bomholt indtog det første kulturministerium. 10 år senere var Bomholt død, og Jørn Henrik Petersen meldt ud af Socialdemokratiet.
I næste uge udgiver Jørn Henrik Petersen den første egentlige biografi om kulturens første minister, ”Julius Bomholt. Fra idé til handling”. For Bomholt var undertitlens ”idé” og ”handling” intimt forbundet. Uden idé var handlingen tom, uden handling var idéen gold. Koblingen af de to førte ham langt i en politisk karriere, der forløb over næsten et halvt århundrede. Men den rummede også kimen til hans fald.
Som barn voksede han op i et spartansk fabriksarbejderhjem og fik stor agtelse for arbejderne. I sine unge år kæmpede han intenst for at bedre deres rettigheder og kår og flirtede tidligt med marxistisk arvegods. Men det var som socialdemokrat, han udfoldede sin livsanskuelse – en livsanskuelse med mantraet ”for de andre”, formet af de studier, der gjorde ham til cand.theol. i 1921. Præst ville han nu ikke være, for livsanskuelsen skulle omsættes til virkelighed, og det mente han bedre at kunne gøre som pædagog, folkeoplyser, digter og politiker. Jørn Henrik Petersen kalder ham af samme grund for ”kristen humanist”.
”Bomholts grundsyn minder om den løgstrupske tankeverden: Vi kan ikke overtyde det almindelige menneske om det dogmatisk begrundede kristendomssyn, men vi kan forsøge at give andre sansen for fællesskabet ’for de andre’. Derfor udspringer hans etik af hans grundlæggende kristne synspunkt, livsanskuelsen, idéen. Har man den, svømmer man som en fisk i strømmende vand, uden den forsumper man.”
Og derfor, kan man tilføje, ville Bomholt andre noget. I sine yngre år vendte han sig imod den kulturelle udjævningstanke om, at kultur skulle gøres tilgængelig for alle, for han mente, at det blot ville trække det bedre borgerskabs finkultur ned over hovedet på arbejderne. Men med tiden blødte han op og fokuserede på værdien af ”lødighed” i kulturen. Kultur var kunst, ja, men det var meget mere – et spørgsmål om, ”hvad vi kan gøre for at give menneskenes børn andet og mere end det materielle”, som Jørn Henrik Petersen formulerer det.
Allerede i 1937 havde Julius Bomholt som ungt folketingsmedlem visionært foreslået oprettelsen af et egentligt kulturministerium. 24 år senere blev det til virkelighed. I mellemtiden havde han fundet udfoldelsesmuligheder inden for især social- og uddannelsespolitik og som en markant formand for Radiorådet under og efter Anden Verdenskrig.
Første kulturminister
I 1961 skulle kronen sættes på værket. Men Bomholt var ikke tilfreds med de stumper, statsminister Viggo Kampmann – hårdt presset af Radikale Venstre, der frygtede, at Bomholt blev for stærk – ville stykke et nyt kulturministerium sammen af.
Det skulle ikke leve af nådsensbrød, mente Bomholt, men være en slags superministerium, hvorfra baggrundsstrålingen for al øvrig politisk virksomhed skulle udgå.
Kampmann var ikke uenig. Han havde vundet valget i 1960 med sloganet ”Gør gode tider bedre”, og han forstod, at det ikke kun handlede om velstand, men om velfærd i bredeste forstand. Efter lange forhandlinger endte det med, at Bomholt, med større og mindre lunser fra Statsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Handelsministeriet og Undervisningsministeriet, i september 1961, for præcis 60 år siden, sætte sig for bordenden i det nyoprettede Ministeriet for Kulturelle Anliggender.
”Allerede i 1930’erne arbejder Bomholt for at skabe gode vilkår for den skabende kunst. Alle de initiativer krones med skabelsen af Statens almindelige Kunstfond i 1964. Nu har han skabt noget, der giver den udøvende kunst bedre vilkår og sætter de skabende kunstere fri. Nu er han klar til at tage hul på den næste kulturreform, hvor det handler om at få kulturen helt ud i hjemmene. Det er et dannelsesprojekt, en ide om, at det, som nogen har fået, skal andre også have mulighed for at få.”
Som kulturminister gennemfører han i hastig rækkefølge og med stor forudseenhed en stribe initiativer, der sikrer teatrenes drift, støtter landsdelsorkestrene og sætter biograferne på den politiske dagsorden med det dobbelte sigte at sikre lødigheden og holde udenlandske kapitalinteresser fra døren.
Men én ting havde han ikke forudset: at Viggo Kampmann i sensommeren 1962 måtte forlade statsministerposten grundet både helbredsproblemer og politiske problemer.
”Så kommer Jens Otto Krag og kvæler Bomholt. Hvis jeg skal være lidt grov, er den anden del af Bomholts kulturreform derfor aldrig blevet til noget.”
Det var den del, der handlede om at få kulturen ud til folket, men det hjul stak Krag en kæp i.
”Det var Jens Otto Krag, der indførte, hvad vi senere har kaldt regnearkspolitikken, hvor alt måtte underlægges hensynet til betalingsbalancen og den økonomiske vækst. I den situation måtte kulturpolitikken holde for, og Kulturministeriet rykkede fra at være et foregangsministerium til at være røven af fjerde division,” forklarer Jørn Henrik Petersen med henvisning til den såkaldte kulturpause, som Krag dikterede i begyndelsen af sin regeringstid. Superministeriet viste sig som et fatamorgana, der forsvandt efter blot et år.
”Det er et af de socialdemokratiske grunddilemmaer: Valget imellem med al magt at fremme den økonomiske udvikling og den materielle velstand, og så at nå frem til at ville give folk noget andet og mere lødigt.”
Bomholt var idébåret og var isnende klar i sin vurdering af behovet for ”lødig underholdning”, men Socialdemokratiet har ifølge Jørn Henrik Petersen brugt de seneste 60-70 år på ikke at kunne finde sine ben i skismaet mellem velstand og kultur.
”Socialdemokratiet har aldrig kunnet finde balancen. Derfor ser man, at kunstnere igen og igen fremhæver Bomholt, for han ville noget med kulturpolitikken. Da han bliver folketingsformand i 1964, smider han som det første Agnes Slott-Møllers malerier ud fra Christiansborg og erstatter dem med værker af blandt andre Richard Mortensen. Det er et flot billede på det socialdemokratiske skisma. Ser man på de billeder af Jacob Brostrup, der for nogle år siden kom op i det socialdemokratiske gruppeværelse, fik man en stribe selvforherligende partiportrætter. Bomholt ville have skreget, hvis han havde set sådan noget bras blive hængt op.”
Den misrøgtede arv
Siden Bomholts død i 1969 har Socialdemokratiet haft Statsministeriet i omtrent 25 år, Kulturministeriet mindre end halvt så længe. Og kun seks år siden 1980. Det siger alt om, at Krags regneark har vundet over Bomholts livsanskuelsesprogram, mener Jørn Henrik Petersen.
”Kulturministeriet er ikke et ministerium, man kæmper for. Når Bomholt blev så stor, hænger det sammen med, at han forud gennem 30 år havde beskæftiget sig med kultur i bredeste forstand. Så det var en genuin kulturpersonlighed, en åndsskikkelse, der indsattes i Kulturministeriet.”
Både den nyligt afgåede kulturminister, Joy Mogensen (S), og den netop tiltrådte, Ane Halsboe-Jørgensen (S), er langt mere ubeskrevne blade i kulturpolitikken. Og Joy Mogensen overspillede ikke ligefrem kulturens betydning, da hun et par uger inde i den første coronanedlukning kaldte det ”upassende” at tale kulturens sag under de for vort land så vanskelige forhold.
”Bomholt ville have sagt, at netop i den situation, hvor folk bliver bundet på hænder og fødder, gælder det om med alle tænkelige midler at fremme mulighederne for at iværksætte kulturpolitiske foranstaltninger. Han ville have stået i første række blandt dem, der ville løsne restriktionerne for kulturlivet hurtigst muligt. Han ville ikke have stået med hatten i hånden og ventet på, at den ene eller anden styrelse var kommet med noget. Det ville være nu,” siger Jørn Henrik Petersen og slår en knyttet næve i hånden, ”du skulle prøve at fremme kulturen. Kriser er vejen, ad hvilken du kan sætte noget nyt igennem og styrke bevidstheden om alt det, kulturen kan give.”
Sådan gik det som bekendt ikke, og det mener Bomholts biograf skyldes, at regeringen mangler livsanskuelse.
”Politikere går der 13 af på dusinet, men Bomholt var en ener, der ville noget med de her ting. Hans etik var afledt af hans livsanskuelse og formulerede idéen, det midtpunkt, hvorfra alt andet strømmer. Det er dér, forfaldet siden er sket,” siger han.
Dagens Bomholt
Man kunne gøre et lille tankeeksperiment: Hvad nu, hvis Joy Mogensen ikke var blevet afløst af Ane Halsboe-Jørgensen, men af en genopstanden Bomholt – hvordan ville det så kunne mærkes?
Jørn Henrik Petersen tænker sig kort om, inden han modfaldent svarer:
”Jeg er ikke sikker på, at vi ville kunne mærke så forfærdelig meget, for det at argumentere ud fra en etisk position ville være som at tale russisk i det danske folketing. Alfa og omega for regeringen er blevet finanspolitisk holdbarhed. Den, der står op og siger, at den centrale dimension i politik er godhed, han vil blive grinet ud. Man vil tro, han er gal, og slå ham i hovedet med syv regneark og fortælle ham, at han ikke har forstået en hujende fis.”
På den måde er Bomholt reduceret fra at være kulturens førstemand i midten af sidste århundrede til at indtage en slags narrerolle i dag. Men han havde ret, mener Jørn Henrik Petersen.
”Jeg er lige fyldt 77, og jeg føler, at Bomholt repræsenterer det Socialdemokrati, jeg er vokset op med, og som virkelig ikke var det åndløse ’økonomernes paradis’, det er i dag. Det var et parti båret af en søgen efter retsindighed, hensyntagen og lignende grundværdier: ’For de andre’.
Socialdemokratiet er historisk set et etisk funderet parti, men hvor i alverden den etik er blevet af, ved jeg ikke!”.