Prøv avisen
Debat

Er krænkede følelser vigtigere end frihed?

"Vi har også en grundlovssikret religionsfrihed, vi må tro på, hvad vi vil. Men alle må så også tåle kritik af deres anskuelser, uanset om de er politiske eller religiøse. Det en følge af vore frihedsrettigheder," siger Peter Skaarup.

Ikke at lade Muhammed-tegningerne indgå i undervisningen svarer til, at eleverne ikke må se film fra terrorangrebet i New York den 11. september 2001, skriver Peter Skaarup, Dansk Folkeparti

”Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker,” skrev Heinrich Heine i 1821, og det citerer Kristeligt Dagblad på lederplads i avisen i fredags. Den tyske forfatter fik jo profetisk ret, eftersom nationalsocialisterne godt et århundrede senere gjorde netop det: brændte bøger og derefter mennesker.

Kristne inkvisitorer havde dog allerede mange århundreder før lystigt brændt kvinder, kættere og andre, de ikke kunne lide, levende på bål efter bål, så Heine kiggede ikke ind i fremtiden, men konstaterede blot, at også hans fortid havde såvel brændte bøger som brændte mennesker på samvittigheden.

Kristeligt Dagblad bruger så den udmærkede historiske redegørelse til sit fortsatte forsvar for, at et af fossilerne i dansk lovgivning, blasfemi-paragraffen, skal bevares, og i den forbindelse jubler lederskribenten over regeringens beslutning om ikke at fjerne det mildest talt utidssvarende fortidslevn fra dansk ret.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Det er ikke et mål i sig selv at spotte nogens tro. Hverken deres religiøse tro, deres politiske overbevisning eller for den sags skyld troen på julemanden. Men det må følge af vore frihedsrettigheder, at vi har lov til at sige, skrive og tegne det, vi vil. Også selvom nogle vælger at føle sig krænket.

Fredag morgen så jeg kortvarigt et indslag i morgennyhederne om Muhammed-tegningerne. Man drøftede i ramme alvor, om skolelever som led i undervisningen i Muhammed-krisen 2005-2006, en jo skelsættende begivenhed i nyere dansk historie og selvforståelse, skulle se tegningerne.

Hvad for noget? Ja, sørme skal de da se tegningerne! Tegningerne var og er i dansk sammenhæng harmløse, sjove tegninger endda med et glimt i øjet. Og Danmark er, hvor vi er. Vi er ikke i en ørken i Mellemøsten, hvor en flok skingrende skøre terrorister begraver børn levende, korsfæster eller halshugger modstandere og hærger museer og kulturværdier, hvor de kommer frem.

Ikke at lade Muhammed-tegningerne indgå i undervisningen svarer til, at eleverne ikke må se film fra terrorangrebet i New York den 11. september 2001, fra Danmarks besættelse eller billeder af Adolf Hitler, når man behandler de emner. Alene diskussionen er absurd, men et illustrativt eksempel på, hvad der sker, hvis vi igen skal ligge på maven for religiøse følelser.

Vi er i Danmark, hvor man med lige så god ret som en religiøs tro kan have en politisk overbevisning. At man tror på Jesus, Muhammed eller Buddha, giver ikke den pågældende flere rettigheder her i landet end den, der vælger at være politisk religiøs som kommunist eller for den sags skyld den, der med næsten missionsk iver afviser al tro og tidligt og silde gerne pådutter alle os andre sin nærmest religiøse tro på ikke at tro.

Derfor er det helt forkert at bevare en antikveret lov fra 1866, der lige præcis begrænser friheden til at sige, hvad man mener om andres tro eller mistro. Blasfemipragraffen begrænser friheden, hvor den 17 år ældre grundlov søger at udbrede den.

Den nyvalgte formand for beboerbestyrelsen i Islandshøjparken i Nivå i Nordsjælland er medlem af den ekstreme islamiske forening Hizb ut-Tahrir. Han har udtalt, at han ikke tror på demokrati og frihedsrettigheder.

Mennesker skal ikke lave love, mener han, der åbenbart tror, at hans Gud har dikteret Koranen for 1400 år siden, og at samme bog derfor skal følges til punkt og prikke nu her i 2015.

Hvis han er krænket over vores kritik af hans måde at tro på, hvis han føler sig krænket af kritik af hans hellige bogs indhold, eller hvis han misfornøjes af de danske frihedsrettigheder, så har vi da et råd til ham og hans meningsfæller: forsvind!

Ud af landet! Tag et sted hen, hvor jeres hellige bog er lov, hvor kvinder stenes, kristne forfølges, og jøder slet ikke kan bo.

Og heri er hele pointen: I Danmark er det fuldt lovligt at være nazist eller kommunist, uagtet at disse beslægtede ideologier har millioner af menneskeliv, racisme og diskrimination, krige og revolutioner på samvittigheden.

Vi har også en grundlovssikret religionsfrihed, vi må tro på, hvad vi vil. Men alle må så også tåle kritik af deres anskuelser, uanset om de er politiske eller religiøse. Det en følge af vore frihedsrettigheder.

Og derfor tager Kristeligt Dagblad sammen med regeringen helt fejl: Blasfemi-paragraffen er ikke til gavn, den er til skade.

Peter Skaarup er medlem af Folketinget og gruppeformand for Dansk Folkeparti

Redaktionen svarer: Lederen, som Peter Skaarup kritiserer, forholdt sig til Straffelovrådets rapport om blasfemiparagraffen i straffeloven. Straffelovrådet argumenterer for, at blasfemiparagraffen ikke begrænser kritik af religion eller satire om religion, men formentlig alene vil kunne bruges til at straffe mennesker, der som provokation skænder Koranen, Bibelen eller andre helligskrifter for eksempel ved afbrænding. Lederen forsvarede blot det synspunkt, at en sådan skænding stadig skal være forbudt.