Bogstavtro eller bibeltro: Den lille forskel er temmelig stor

Opstandelsestroen har fra dag ét været kristendommens afgørende punkt. Problemet er, at Kristi opstandne legeme er blevet til et symbol, men det skal også forstås bogstaveligt. Det må selv Per Ramsdal forstå, skriver sognepræst.

Bogstavtro eller bibeltro: Den lille forskel er temmelig stor
Foto: Andreas Praefcke/Wikimedia Commons.

Tak til Lars Sandbeck for indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. januar - på helligtrekongersdag! I dette indlæg føres debatten om folkekirkens opstandelsestro det rigtige sted hen. Debatten for og imod sognepræst Per Ramsdal kan så være anledning til, at vi nu i den danske kirke kan få ført en grundig samtale eller debat om vor kirkes vigtigste trosgrundlag.

Andre får en kæmpeløn for at løse ”problemet” Per Ramsdal. Hvad der er vigtigere, er fundamentet i den kristne tro. Jesu Kristi opstandelse er med et gammelt kirkeligt udtryk ”den artikel, hvormed den kristne tro står og falder”.

Lars Sandbeck peger i Kristeligt Dagblad på forskellen mellem bogstavtro og bibeltro. Gennem de seneste år er det blevet mere og mere klart for mig, at reformatorerne i 1500-tallet begik en fejl, da man forkastede ligestillingen af tradition og skrift.

På grund af middelalderkirkens misbrug understregede reformatorerne Den Hellige Skrifts fortrinsstilling. Sola Scriptura blev det kaldt ”skriften alene”. Men hermed åbnede man også for det, der blev til bogstavtro tolkning og skriftfundamentalisme. Og det har Lars Sandbeck ret i er noget andet end at være bibeltro.

Mange har åbenbart glemt, at kirken kom før skriften, eller som professor Regin Prenter formulerede det: ”Bibelen ligger på alteret, ikke omvendt.”

Det er kirken, der under Helligåndens vejledning har formet Den Hellige Skrift, udvalgt, hvilke skrifter der skulle med og ikke med. Det, som var blevet kristen opfattelse og lære og tradition, fik skriftligt nedslag i de nytestamentlige skrifter.

Den kristne tro har udviklet sig gennem hele kirkens historie, men den måtte aldrig komme i konflikt med det skriftlige materiale og de old-kirkelige trosbekendelser. Heri havde reformatorerne ret. De ”gamle” kirker, den romersk-katolske og de forskellige ortodokse kirker, fastholdt dog sammenhængen mellem tradition og skrift, og derfor kom de aldrig til at døje med den bogstavtro fundamentalisme, som den dag i dag plager de evangeliske kirker. Fundamentalisten tror jo, at Gud ikke har foretaget sig noget siden de nytestamentlige skrifters tid. Så lille er Gud ikke!

Opstandelsestroen har fra dag ét været kristendommens afgørende punkt. Uden den var troen tom, skrev allerede Paulus i den ældste opstandelsesberetning. Og derfor er det så uhyre vigtigt, hvad Lars Sandbeck skriver til sidst: ”Men hvor er den opstandnes krop? Jo, den er i kirken, i menigheden, på alterbordet. Her finder vi Kristi legeme og blod, her møder og ser og indoptager vi opstandelseslegemet, her lytter vi til Ordet, der blev kød i Jesus. Og som nu er legemliggjort i en oblat og noget portvin.

Og alt dette skal forstås helt bogstaveligt. Det er ikke kun symboler. Kristi opstandne legeme er virkelig (om end ikke fysisk) kirken og i koncentreret form brødet og vinen på alterbordet. Dette er kernen i opstandelsesbudskabet.”

Så kan det ikke siges tydeligere! Det er i lyset af dette bogstavelige nærvær i kirken, i ordet, i brødet og vinen, at man kan leve sit kristenliv og dø på det. Alt sammen fordi Kristus stod op af graven, og graven var tom, og disciplene mødte ham, spiste med ham og bragte dette budskab videre. Den tradition er blevet til kirke og til Det Nye Testamente.

Problemet i dag i folkekirken er, at denne bogstavelighed er blevet til symbol. Brød og vin er blevet til tegn på alt muligt andet end den opstandne såsom næstekærlighed, fællesskab og ”feel-good”. Nej, dåb og nadver er et menneskes bogstavelige møde med den Herre, der opstod på den tredje dag.

Den opstandne møder vi bogstaveligt i dåbens vand og i nadverens brød og vin. Derfor og kun derfor findes der stadig en kristen kirke. Det må også Per Ramsdal forstå.