Noget tyder på, at det 21. århundredes kønspolitiske avantgarde er begyndt at dyrke de samme stridigheder, som hjemsøgte de gammeldags progressive på 1970’ernes venstrefløj.
Den splittedes i fraktioner, der skældte hinanden ud for ikke at være revolutionære på den rette og mest radikale måde.
Det samme gør sig nu tilsyneladende gældende på kønskampens område, hvor de klassiske bøsser og lesbiske må se sig overhalede af repræsentanter for stadigt nye og usete kønsidentiteter. Og de vil ikke nøjes med at danne nye nuancer i regnbuens banner, men vender sig forbitret mod de gamle frontkæmpere, som nu pludselig betragtes som håbløst konservative. Det er høg over høg, og revolutionens børn æder hinanden.
I Die Zeit beskrives tilstandene i de tyske queer- eller trans-miljøer af Peter Rehberg, der er tidligere chefredaktør for Männer, et magasin om og for homoseksuelle.
Efter den klassiske kønskamp, hvor antallet af køn endnu var overskueligt, kom vildere tider:
”Egentlig var ’queer’ det sidste trylleord, hvortil der klæbede en rest af frihedsløftet fra 68. På vingerne af Michel Foucaults historiske analyse af seksualitetens historie og Judith Butlers opfattelse af kønnet som et valg, formåede queerkritikken at bryde indespærring af køn og seksualitet for i stedet at hjælpe kærlighed og begær til deres ret. Vore kroppe skulle bevæge sig i nye, uanede baner og ikke længere tages til fange af så fantasiløse konstruktioner som det mandlige og det kvindelige, heteroseksualitet og homoseksualitet.”
Det drejede sig ikke kun om den private lykke, men om en helt ny politik. Men friheden blev en illusion. Queer-scenen er ikke noget kulturelt laboratorium for eksperimenter, klager Rehberg, men et autoritært miljø, der overvåges af ”det queer-feministiske gender-Stasi”. Det er tilsyneladende især kvinderne – hvad de så ikke længere må kaldes – som spiller med musklerne.
Queer er egentlig ingen identitet, men snarere alle identiteters opløsning, betoner Rehberg. På engelsk betyder ordet ”skæv” eller ”på tværs”, men miljøet stiller nu samme stramme krav til opførsel og ytringer, som angiveligt prægede den kultur, man rebellerede imod. Et bistert sprogpoliti reagerer ved mindste forkerte betoning eller optræden. For nylig fik således punkbandet Feine Sahne Fischfilet trukket stikket under en koncert til en queer-festival, fordi deres svedende trommeslager smed skjorten. En mands blottelse af bar overkrop anses for en patriarkalsk voldshandling.
Peter Rehberg må nu opleve, at bøsser og lesbiske regnes for bornerte. De står for en ”homo-normativitet”, ja, queer-folket taler på det seneste også om deres ”homo-nationalisme”. De mener at se en begyndende islamofobi skyde frem, ja, på den queer-feministiske scene regnes islamofobi nu for et større problem end homofobi.
”Den seksuelle revolutions lystfyldte, undergravende helt er pludselig blevet til AfD-bøssen”, sukker Rehberg, med henvisning til det nye, indvandringskritiske parti i Tyskland.
Af frygt for deres fremtid i Europa er nogle homoseksuelle faktisk begyndt at drøfte den muslimske opfattelse af dem.
Transmiljøerne drømmer om den queer-seksuelle uskyldsengel, der engang skal overvinde al racisme, sexisme, homofobi og transfobi, skriver Rehberg. Og som altid, når idealet bliver renheden, breder der sig en inkvisitorisk atmosfære. Deraf også kravene om de såkaldte safe spaces, ideologiske wellness-arealer, hvor intet urent og patriarkalsk må trænge ind.
I det tyske magasin Cicero skriver filosoffen Alexander Grau også om queer-bevægelsen. Dens opkomst er logisk nok, mener han.
”Det senmoderne individ, der er sporet ind på selvrealisering, vil ikke vide af grænser. Allermindst så tilfældige som kønnets. For grænser er den største skandale i et samfund, der er fikseret på selvets udfoldelse og iscenesættelse.”
Man sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af biologiske køn og forsøger at ”afsløre” dem som sociale konstruktioner. Den virkelige verden må underordne sig individets indre forestillinger og ønsker. De er altings målestok i den naivt-narcissistiske velstands-borgers jagt på lykken, hedder det.
Pyntet op som videnskab proppes disse idéer i de universitetetsstuderende, skriver Grau, og de mest konforme finder ansættelse, hvor man kan klare sig med brokker af teorier: i kunst-, kultur- og medieindustrien. Herfra præger de løbende meningsdannelsen med den nye gender-jargon. Modsætter man sig dens påstande, kaldes man intolerant og diskriminerende, skriver filosoffen. Han slutter:
”’Den samfundsmæssige væren bestemmer bevidstheden’ skrev Karl Marx. Sådan set er gender-moden kun det logiske produkt af de sociale og økonomiske udviklinger de sidste årtier. Tilsvarende må man frygte for, at kun en større krise kan befri os fra den igen. Dystre udsigter.”
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den inter-nationale værdi- og religionsdebat.