For nylig diskuterede man fænomenet borgerlig begravelse i en radioudsendelse på P 1. Tilstede var en borgmester, Anker Boye (S), en religionssociolog og en bedemand. De to sidste husker jeg ikke navnet på.
Pointen i udsendelsen var, at man ligesom ved en borgerlig vielse skulle tilbydes en borgerlig begravelse. Det kunne eventuelt være borgmesteren, der foretog handlingen. Boye tilbød sig. I stedet for ritualet med de tre gang jord, skulle det være tre gange samfund, sagde han: Født til samfundet, levet i samfundet og dør i samfundet. Både religionssociologen og Boye mente, at det kunne være en god ide. Vi lever jo i et multireligiøst samfund. Så ateister skal også have en chance for at få et ritual. Og ritualer har vi ifølge begge behov for ved de væsentlige overgange i vort liv: dåb, konfirmation, vielse, begravelse.
Bedemanden var skeptisk. Han mente ikke, at det ville blive nogen succes. Langt de fleste ville alligevel anvende kirken, sagde han, selv de mest forbenede ateister. Og jeg tror, han har ret. I tolerancens navn kan det måske være udmærket med et sådan ritual. Men spørgsmålet er, om det vil blive brugt.
Man mærkede da også i udsendelsen en vis forlegenhed over at skulle definere et specielt borgerligt ritual til begravelser. Det gjaldt både for borgmesteren og religionssociologen. Og forlegenheden er forståelig. Hvordan skal man overhovedet konstruere et ritual, som virker efter hensigten? Det kan lade sig gøre i forhold til en vielse, det kan måske også lade sig gøre i forhold til en konfirmation, selvom det virker mærkeligt, for kan man bekræfte noget, der ikke er og ikke har fundet sted, men til en bisættelse eller en begravelse vil det blive tyndt og usammenhængende og virke tilfældigt. Det gælder også for en barnedåb.
Hvad skulle man for øvrigt synge til en borgerlig begravelse? Hvilke tekster skulle man anvende? Hvilket rum skulle det forgå i? Hvilken liturgi ville man have? Ville man blot tage den kirkelige liturgi og strege alle de steder, hvor der tales om Gud, Jesus, opstandelse, evigt liv, himmelsk rige og så videre ligesom man gør med en vielse? Eller ville man opfinde en hel ny liturgi? Ville man bruge "Højskolesangbogen"? "Den lille røde"? Kim Larsen? Hvad med "Altid frejdig, når du går", går den?
Og hvad skulle borgmesteren egentlig sige? Den med de tre gange samfund? Holder den? Hvad skulle han sige til de efterladte? Hvordan skulle han kunne forløse eventuel sorg og smerte uden at bibringe de efterladte et håb? Og kan man overhovedet tale om håb uden at tale religiøst? Og så til en begravelse? Og hvad hvis det er et barn eller ungt menneske, der skal begraves, hvad skal man så sige?
Og er der ikke forskel på ateister? Vil de radikale begraves på samme måde som dem fra Socialdemokraterne? Og hvad med dem fra Enhedslisten, kan de blive enige med de andre om ritualets udseende, struktur og ordlyd? Vil det hele ikke ende med langsomt og sikkert at skride fra hinanden? Spørgsmålene hober sig op – og forlegenheden tiltager.
Set fra et kirkeligt synspunkt er der altså intet at frygte. Vi får ikke uden videre konkurrence, når det gælder begravelser og bisættelser. Selv ateister vil begraves i kirken og med en præst til stede. Ene og alene fordi vi er bedst til det. Det er svært at opfinde nye ritualer, specielt når det, vi har i forvejen, er fortrinligt. Både for den troende og ikke-troende.
Anders Kjærsig,
sognepræst,
Nr. Søby Præstegård,
Årslev