Henrik Gade Jensen: Mette Frederiksen er den bedste garant for Danmark som nationalstat

Når de borgerlige i dag er ramt af et idépolitisk kollaps, som det vil tage mange år at overvinde, er det en kombination af manglende erkendelse af egne fejl, et stærkt socialdemokrati, som har fundet tilbage til sine rødder, og borgerlige politikeres leflen for en venstredrejet tidsånd, mener sognepræst Henrik Gade Jensen

Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen er i dag den bedste garant for Danmark som en nationalstat med fokus på lov og orden, ret og rimelighed, mens Venstres Jakob Ellemann-Jensen og resten af de borgerlige er nødt til at erkende deres fejl, hvis de skal ud af det nuværende dødvande, mener sognepræst Henrik Gade Jensen (til venstre). – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen er i dag den bedste garant for Danmark som en nationalstat med fokus på lov og orden, ret og rimelighed, mens Venstres Jakob Ellemann-Jensen og resten af de borgerlige er nødt til at erkende deres fejl, hvis de skal ud af det nuværende dødvande, mener sognepræst Henrik Gade Jensen (til venstre). – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Henrik Gade Jensen er blevet beskyldt for meget i løbet af sit liv i Debatdanmark, men aldrig for at være rød lejesvend. Han har været særlig rådgiver for kirkeminister Tove Fergo (V), ansat i den liberale tænketank Cepos og skrevet og redigeret bøger om konservatisme og liberalisme. I dag er han sognepræst på Lolland, hvorfra han med tiltagende vantro kan iagttage det borgerlige Danmarks idépolitiske kollaps.

Så slemt er det blevet, mener Henrik Gade Jensen, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen i dag er den bedste garant for Danmark som en nationalstat med fokus på lov og orden, ret og rimelighed.

Når den liberal-konservative debattør i dag foretrækker en socialdemokratisk regering og spår, at der vil gå mange år, før de borgerlige igen kommer til magten, har det to hovedårsager. For det første har de borgerlige partier været for dårlige til at erkende egne fejl, og for det andet har Socialdemokratiet fundet tilbage til sine rødder. Det første først.

”Hvis de borgerlige skal ud af det nuværende dødvande, er de nødt til at erkende, hvor de har fejlet. Det gælder ikke mindst den række af centraliseringer, især rets- og politireformen og kommunalreformen, som de stod i spidsen for, og som har betydet, at der er blevet meget større afstand mellem den enkelte borger og myndighederne. Det skete ud fra en misforstået, teknokratisk opfattelse af politik, hvor de borgerlige med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen troede, at man kunne organisere og effektivisere sig til et bedre liv.”

Samtidig har det seneste års coronakrise blotlagt, at mange borgerlige tænker for snævert på vælgerne som enøjede, frihedshungrende forbrugere og ikke som borgere i et samfund.

”Det er klart, at man ikke kan vinde en kulturkamp ved blot at komme med kønsløse policy -forslag i en lind strøm. Man skal ud og sætte navn og følelser på det, der rører folk.

Man vinder ingen vælgere ved bare at komme med analyser af, hvordan man skal bruge penge, sænke skatter og genåbne samfundet hurtigere. Men det virker ikke, som om de borgerlige politikere har forstået, hvad det betyder at kunne tale om værdier og følelser, og det gør, at man indsnævrer sine politiske muligheder for at genvinde magten.”

Ifølge Henrik Gade Jensen er det netop Socialdemokratiets evne til at erkende sine fejl, som har lagt grunden til partiets nuværende succes.

”Det helt afgørende i dansk politik i nyere tid er, at Mette Frederiksen som statsminister har erkendt, at den udlændingepolitiske linje, der blev grundlagt under Svend Auken og videreført op gennem 1990’erne og 2000’erne var en fejl. Det har trukket benene væk under de borgerlige, som fabler om anstændighed i en mere og mere ond verden.”

Henrik Gade Jensen hæfter sig ved, at der ikke er tale om tilfældig, opportunistisk nyorientering, men netop en tilbagevenden til de socialdemokratiske rødder.

”Det har gjort stort indtryk på mig at læse Mattias Tesfayes ’Velkommen Mustafa’, som overbevisende argumenterer for forbindelsen mellem Socialdemokratiet før Auken og den aktuelle politiske linje. Den venstredrejning, som Socialdemokratiet indledte i 1970’erne, og som kulminerede under Auken, er bragt til ophør i erkendelsen af, at det var et vildspor.

Går man tilbage til Jens Otto Krag og Per Hækkerup, finder man det samme forsvar for en realistisk politik forankret i nationalstaten, som nu videreføres af folk som Tesfaye, Kaare Dybvad og Rasmus Stoklund. En omfordelingsstat som den danske må altid være lukket inden for en begrænset kontekst, og det var det, man overså i de glade og 1970’ere og 1980’ere, og som mange urbane borgerlige desværre stadigvæk overser.

Den eneste stemme, jeg snart ikke har fortrudt til et folketingsvalg, var på Knud Heinesen, første gang jeg kunne stemme.”

Men når det bliver ekstra svært for de borgerlige at genvinde momentum i politik og i samfundsdebatten i disse år, skyldes det ifølge Henrik Gade Jensen også en række udefrakommende ideologiske strømninger, som samlet set bidrager til en venstredrejning af samfundets institutioner.

”Den omsiggribende politiske korrekthed, som har fået ekstra vind i sejlene med identitetspolitikken, har indskrænket manøvrerummet i den politiske debat. Der skal næsten ingenting til at blive kaldt for nationalistisk, racistisk, stokkonservativ eller det, der er værre. Samlet set er der tale om en markant venstrehegemonisk tendens, som præger stort set alle samfundsinstitutioner, fra universiteter til skoler, organisationer, kirken og medierne. Og synes at blive statsbærende i EU. Det har gjort det sværere for borgerligheden at markere sig. Det borgerlige Danmark er sat skakmat – uden at det ved det.”

Men er det ikke muligt at gå kontra og udfordre den udvikling? Befolkningen som flest gider jo ikke identitetspolitisk halløj?

”Jo, måske. Men der er alligevel en politisk afmagt over for venstredrejningen. Selvom man kan skrive kritisk om Kunstakademiet, universiteterne eller DR, så ændrer det ikke disse institutioners bias i stadigt mere venstreorienteret retning. Det er en ideologisk vind fra den identitetspolitiske venstrefløj, som er meget, meget kraftig, og som fører til en apati og resignation fra de bløde, borgerlige hjerter. Jeg oplever hegemonien på eksempelvis universiteterne som langt mere massiv, end den var i 1970’erne, hvor der rigtig nok var meget marxisme, men hvor der også var nogle fossiler, som tænkte dybere og ud fra et andet perspektiv. Det blev min redning dengang. De er væk i dag. Der er intet tilbage af det, der peger bagud på de substantielle klassiske værdier.”

Hvis du har ret i, at venstredrejningen nærmest fungerer som en centrifugalkraft, der trækker samfundet i en bestemt retning, er det vel i praksis udryddelsen af det borgerlige standpunkt, som vi kender det?

”Ja, men det er jeg også alvorligt bange for. Den borgerlige verden er faldet sammen som et korthus ligesom ved Første Verdenskrig. Jeg er stor tilhænger af den britiske sovjetforsker Robert Conquest, som har formuleret en række lovmæssigheder for samfundsudviklingen i det moderne.

En af dem går på, at alle institutioner i et frit samfund altid over tid vil blive venstreorienterede. Hvad enten det er foreninger, sportsklubber eller skoler. For hvis de bliver stillet over for valget mellem krig eller fred, ondt eller godt, racisme eller næstekærlighed, forurening eller bæredygtighed, vil de altid falde ud i venstreorienteret retning. Eller vægte sindelaget at ville det gode, værdierne, højere end konsekvensen på lang sigt. Borgerlige mennesker agerer som SF’ere i enkeltsager. Det gælder også kirkerne, som det ses tydeligt i Sverige og Tyskland, hvor de sender redningsskibe til Middelhavet.”

Men i Danmark virker det alligevel, som om der er en modstandskraft, der i hvert fald forsinker udviklingen?

”Ja, men det skyldes netop Socialdemokratiet og Mette Frederiksens realisme, som faktisk går imod venstredrejningen. Hvad de borgerlige ikke formår. De lider kollektivt af Birthe Rønn Hornbech-syndromet, hvor man hele tiden har behov for at løfte fanen for retssikkerhed og frihedsrettigheder, et blindt principrytteri, men savner realismen og modet til at tage sig af de virkelige problemer.”

Hvorfor er det ikke muligt for de borgerlige partier at slå ind på det, du kalder den ”socialdemokratiske realisme”?

”Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, det kan have at gøre med, at borgerlige har permanente skyldsproblemer, de er bange for fortidens skygger og for at blive kaldt autoritære. Så de bruger deres frihedsparoler for at undgå at bruge statens myndighed. Socialdemokratiet derimod har historisk dna til at bruge statsmagt, uden skyldfølelse.”

Handler det også om, at tryghed og sikkerhed er blevet en stærkere politisk kapital end frihed?

”Ja, det tror jeg i høj grad er tilfældet. Som jeg ser det, har vi frihed nok i Danmark, alt for mange, der tager kviklån eller føder børn, de ikke kan opdrage. Det er mere retsordenen, der halter, evnen til at markere, hvad der gælder i Danmark, som betyder noget. Her har Socialdemokratiet viljen til at handle. De borgerlige er ikke engang begyndt på selvransagelsen.

En anden forklaring er, at borgerlige mennesker i tiltagende grad indretter deres private tilværelse efter forholdene – sætter børn i privatskoler, bosætter sig væk fra sociale boligområder i deres egne ghettoer, investerer selv deres private formuer og mestendels arbejder i den private sektor. Her tænker socialdemokrater mere statsligt og nationalt og er optaget af hele Danmark. De kan og vil ikke leve med en underklasse af socialt udsatte og indvandrere – det kan Jakob Ellemann-Jensen (V) godt leve med.

På Lolland har halvdelen af indbyggerne ikke deres egen læge – som om vi bor i et u-land. Det virker ikke til at berøre den urbane, borgerlige klasse. Ligesom de borgerlige partier følger den førhen borgerlige presse og tror, at kritisk journalistik er det samme som venstreorienteret. Det ser man blandt andet i tidligere borgerlige medier som Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten, som også er præget af denne leflen for tidsånden, når de eksempelvis kritiserer Mette Frederiksens rejse til Israel eller sunde EU-skepsis. Det vil en borgerlig avis da aldrig have kritiseret for 20 år siden.

Men godt, at vi har en statsminister, der tør gå egne veje. Det kan blive Danmarks redning.”