Den 8. februar 2016 offentliggjorde Cepos beregninger, som angiveligt skulle vise, at landets provinskommuner kunne effektivisere deres organisation for hundredvis af millioner, hvis de blot gjorde som Frederiksberg.
Den slags beregninger og sammenligninger er selvfølgelige altid underholdende, men heller ikke meget mere end det. For det er en skrivebordsøvelse, som savner hold i virkeligheden, og som mest af alt viser, at tal og statistik er taknemlige og kan spændes, for hvilken vogn det skal være – også Cepos’.
For Cepos tager fejl, når de mener, at kommunerne alene kan sammenlignes ud fra matematiske formler. Lad os give et par eksempler:
Provinskommuner med store afstande må nødvendigvis have forholdsvis store bilparker til hjemmehjælpen og sygeplejen for at være til stede hos både fru Jensen og hr. Olsen. Bilparken og personalets tid på vejene giver naturligvis helt andre omkostninger end på Frederiksberg, hvor man kan cykle fra den ene ende af kommunen til den anden på fire minutter.
Når der tages hensyn til de store geografiske afstande og mindre bysamfund i provinsen, opleves der store forskelle i elevtallet på skolerne. I provinsen er elevtal på 200-300 pr. skole ikke unormalt. Dette skal holdes op mod Frederiksbergs 400-800 elever pr. skole. De små skoler giver større udgift pr. elev, blandt andet som følge af udgifterne til bygninger, rengøring og øvrig service.
Det bliver sværere og sværere for borgere på overførselsindkomster at finde råd til at bo i Frederiksberg Kommune og andre velstående hovedstadskommuner. Borgere på førtidspension og andre offentlige ydelser presses ud i provinskommunerne.
Og de skal være velkomne, men vi må bare ikke lukke øjnene for, at de større og større ubalancer i beboersammensætningen i Danmark også giver større og større ubalancer kommunerne imellem. I kommuner med en stor andel af udsatte borgere bliver udgifterne pr. borger nu engang større end på Frederiksberg. Sådan er det bare og skal det naturligvis være.
Misforstå os ikke. Vi er glade for at bo og leve i provinsen, med store naturværdier, aktive lokalsamfund og stærke erhvervsliv. Cepos og andre glemmer alt for ofte, at en stor del af den reelle produktion finder sted uden for Valby Bakke. Ja, man fristes til at sige, at hvis bare Frederiksberg havde en produktion og eksport, der tilnærmelsesvis lignede Lollands, Odsherreds eller Vordingborgs, ville vi alle være meget rigere.
Vi anerkender også, at kommuner omkring og i hovedstaden har deres udfordringer, for eksempel i forhold til trafik og luftforurening, mere kriminalitet og så videre. Vores budskab er derfor ikke, at vi alle skal være ens, eller at vi skal have særbehandling, men at vi skal have lige og rimelige muligheder for at give vores borgere god service, og at rammerne og betingelserne for udvikling, job og uddannelse er ens – hvad enten du bor på Frederiksberg, i Nykøbing eller i Nakskov.
Det er derfor nødvendigt, at der gøres op med den nuværende kommunale udligningsordning og hovedstadsudligningen. Det kommunale udligningssystem skal give kommunerne samme muligheder for at stille kommunale ydelser til rådighed for deres borgere. Det er ikke tilfældet i dag.
Holger Schou Rasmussen (S), Knud Larsen (V) og Thomas Adelskov (S) er alle borgmestre i henholdsvis Lolland Kommune, Vordingborg Kommune og Odsherred Kommune