I dag skal der i det britiske parlament tages stilling til den aftale, der i torsdags faldt på plads mellem EU og Storbritannien. Vi kan muligvis komme et skridt videre i den Brexit-føljeton, der blev indledt, da briterne i juni 2016 stemte ja til at forlade unionen, og særligt interessant bliver det at få mere klarhed over, hvad premierminister Boris Johnson egentlig kan.
Set gennem den danske mediemaskine har han indtil videre primært været fremstillet som en klovn. Han er blevet beskrevet som en slags miniudgave af den amerikanske præsident Donald Trump, og de to er blevet nævnt som makkerparret, der symboliserer den vestlige verdens populistiske forfald.
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er fortaler for dette synspunkt, og modtager man sin primære viden om Boris Johnson gennem dansk nyhedsformidling og de mange kommentatorer, er det billedet af endnu en utilregnelig sjover, man sidder tilbage med.
Samtidig har man også fået det indtryk, at Brexit ikke kan blive til andet end ulykke for Storbritannien, og torsdag eftermiddag på TV 2 News blev man i debatpanelet enig om, at dagen var tynget af melankoli.
Sagen er vel, at det fortsat er svært at kortlægge følgerne af Brexit, men i den store selvfølgelige EU-opbakning, der præger båder DR og TV 2, er det småt med stemmer, der også forsøger at anskue Brexit i et opbyggeligt skær. Det kunne ellers være interessant set i lyset af den voksende erkendelse af betydningen af de europæiske landes selvbestemmelse, og det er stadig muligt, at Brexit-fortællingen med tiden vil demonstrere, hvordan en nationalstat kan generobre suverænitet.
Glæden over i så fald at se England gøre dét vil for mig være større end melankolien over, at landet ikke længere er med i EU, hvilket stod mig ekstra klart under et besøg i England i sidste måned.
Blandt andet kørte vi igennem en middelstor by nær Leeds, hvor man stort set ikke så en eneste etnisk englænder på gaden, og i en epoke, hvor så mange har antaget, at nationalstaten enten er af det onde eller gradvist blot vil dø, kan en ny engelsk selvstændighedsfølelse måske bane vej for en mindre ensrettet tænkning. Samt en større forståelse for, at den globale udvikling og den store indvandring også i de europæiske befolkninger afføder skepsis.
For nu at sige det pænt. Der er endnu langt til en fuldendt gennemførelse af Brexit, men allerede nu kunne det være passende med en mere nuanceret medie-dækning. Der er blevet grinet meget af intern strid og kolerisk omgangsform i parlamentet i London, men vi bevidner jo faktisk et ærefuldt gammelt demokratis kamp for at genvinde balancen i en tid, hvor befolkninger overalt i Europa forsøger at stadfæste en identitet.
Også her til lands. Allerede torsdag eftermiddag var tonen da også en smule forandret, da Boris Johnson i TV 2-panelet blev udråbt til den store politiske sejrherre og som det vigtigste omdrejningspunkt i England i dag. Der blæser en lille ny vind. Der er håb.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.