Det er en velsignende tendens, at en naturvidenskabelig forsker Mette Ebbesen (ME) tager den bioetiske forskning og de etiske konsekvenser op til overvejelse i sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 5.januar.
ME sætter et par påstande op, som er belærende for almindelige mennesker i forhold til det naturvidenskabelige område - f.eks. forskellen mellem forskning i embryonale stamceller og forskning i stamceller fra navlestrengsblod. Og det viser sig i denne indsigt, at forskning i de embryonale stamceller ikke er så storartet, som almindelige mennesker kunne gå og tro. Der findes en bagside af medaljen. Der må siges at være noget af en indrømmelse fra en naturvidenskabelig forsker.
Den store indvending i forhold til ME's indlæg er imidlertid adkillelsen mellem en naturvidenskabelig og en etisk/religiøs argumentation. De etiske/religiøse argumenter må ikke forblænde de rent naturvidenskabelige argumenter, og »man skal passe på ikke at tolke empiriske naturvidenskabelige data i lyset af ens religiøse overbevisning«, skriver ME.
Hvem definerer på denne måde, at den naturvidenskabelige forskning er overlegen i forhold til den etiske/religiøse (teologiske) tolkning? Gemmer ME i virkeligheden på en oldnordisk frygt for en fundamentalistisk religiøs overbevisning? Etik og religion er jo langt mere end fundamentalisme, og religionen kunne virke som en regulator for den naturvidenskabelig fremmarch.
For hvem er det, der bestemmer, at vækst og fremgang skal være definerende for vores menneskesyn og verdenssyn? Måske kunne naturvidenskaben give plads til en religiøs/etisk tolkning, hvor mådeholdenhed på det naturvidenskabelige område kunne blive en dyd.
Der må da findes en del mennesker i denne verden, som mener, at livet (lige fra undfangelsen) er helligt i sig selv. Det mener jeg i hvert fald, og jeg betragter ikke mig selv som fundamentalist - hverken fagligt eller i mit religiøse liv. Men jeg kender en anden historie om mennesket, end den naturvidenskaben kender, og den åbner op for ydmyghed og mådeholdenhed over for menneskets udfoldelser.
Dernæst mener jeg i bund og grund, at både ME's skelnen mellem en relativ og en absolut respekt for menneskelivet er grundet religiøst. ME derimod mener, at den absolutte respekt er grundet i en etisk/religiøs indstilling, og den relative respekt er grundet i en verdslig eller naturvidenskabelig indstilling.
Den relative respekt ligger vægt på »forpligtelsen til at yde godgørenhed over for alvorligt syge mennesker«. Det sidste ligner noget, jeg kender fra min egen livsindstilling, og det er »du skal elske din næste som dig selv«. Budet om at elske sin næste får sit lys fra det første bud, som er den absolutte respekt for Skaberen og skabningen.
Dermed ikke sagt, at forskning i embryonale stamceller på forhånd er udelukket, for der gives i den kristne livstolkning ingen svar på forhånd. Svarene gives i dialog med Skaberen, næsten og verden omkring. I det mindste åbner den kristne livstydning op for spørgsmålet om, det overhovedet er i orden med stamcelleforskningen, hvorimod naturvidenskaben i ME's udgave dikterer oppe fra og ned.
Det er jo hvad ME i virkeligheden tror den religiøse/ etiske livstolkning står for. Lad os få dialogen i gang, og den er i gang mellem dygtige naturvidenskabsfolk og teologer og filosoffer.
Eva Graabek,
cand.theol.,
Peter Fabersvej 7,1.tv.,
Århus V