Det er svært at finde på narrestreger om Gud, der virkelig kan provokere mere end to en halv selvudnævnte kristelige stridsmænd og en vildfaren biskop.
Men Trille gjorde det dengang i 1970’erne, da hun sang visen om ”ham Gud” med ”Øjet i det høje”, der lurede på hende, når ikke hun sov med hænderne over dynen.
Så var der Jens Jørgen Thorsen, der tegnede Kristus med et erigeret lem på en mur i Birkerød. Og 600.000 kroner fik han af Det Danske Filminstitut til at lave en fræk film med frelseren i hovedrollen. Og for godt 10 år siden producerede Coop Danmark nogle kitschede badesandaler med Jesus-motiver.
Nu er Vorherre hverken sovekammermoralist eller seksualforskrækket, og han føler sig nok ikke trådt under fode, men alligevel hylede nogle fornærmede danskere og et par biskopper op om blasfemi.
Men hverken Trille, Thorsen eller Coop Danmark blev dømt efter straffelovens paragraf 140, den såkaldte blasfemiparagraf. Heller ikke kunstneren Søren Mosegaard, der for rullende kameraer brændte en bibel (sponsoreret af DR), fik en dom. På trods af anklager og politianmeldelser.
Nej, selvfølgelig blev de ikke dømt – uanset hvad man så mener om den barnlige og ligegyldige provokation.
For i kristendommen er mennesket ikke Guds væbner. Langfredag havde man heller ikke en blasfemiparagraf, som Pilatus kunne henvise til. Men det gik sin gang – og det gik, som det skulle ifølge Guds frelsesplan.
”Foragtet, vi regnede ham ikke for noget”, skrev profeten Esajas (Es. 53, 3), og Gud udsatte sig selv for menneskets hån, spot og latterliggørelse. Han lod sig spytte på, piske og dræbe, mens han hang dér på korset og langfredagsmørket sænkede sig over Jorden og menneskets ugerninger. Gud er ikke sårbar, men uafhængig af tilhængere og forsvarere – hvem skulle forsvare ham? For som Kaj Munk skriver, er ”Bibelen en hensynsløs ærlig bog”, der skildrer ”menneskets natside”.
I Guds store fortælling med os, går mennesket ikke ud som en anden Sancho Panza og fører Guds sag. Nej, men som et selvoptaget, genstridigt væsen, gør mennesket oprør mod Gud – forråder og fornægter. Vi er ikke troshelte, men skyldige mennesker, som Gud tog til nåde, og vores skyld tog han på sig. Derfor er mennesket ikke i en position, hvor vi kan forsvare kristendommen. Som om vi er bonkammerater med Gud. For det ”Christelige behøver intet Forsvar, er ikke tjent med noget Forsvar”, skriver Kierkegaard (i ”Christelige Taler”).
Det er det mest underfundige forræderi at ville forsvare kristendommen, for kristendommen er angribende – den afslører mennesket og alt det, mennesket er. Hvordan kan synderen så begynde at forsvare kristendommen?
Med andre ord findes der ikke ét eneste argument for, at straffelovens paragraf 140, blasfemiparagraffen, skal bevares. Når man vel at mærke har i mente, at Danmark er et kristent land. Det skal vi huske, også når det drejer sig om islam og Koranen.
Til trods for, at islamisterne råber, at Gud er stor, ”Allahu akbar”, må det være en noget sølle Gud, siden han har behov for menneskets forsvar. I islam er mennesket ikke indskrevet i en kærlighedsfortælling med Allah, hvor han tager menneskets synd, skyld og uhumskheder på sig. Allah anklager og forsvarer ikke sit menneske – han fører ikke menneskets sag, som Guds søn gjorde fra korset på Golgata. Nej, mennesket må forsvare sig selv og Allah for derved (måske) at finde nåde for hans blik.
Derfor er blasfemiparagraffen i virkeligheden en islamparagraf. Og der ligger stor symbolværdi i at ophæve den. Ikke bare fordi den er uforenelig med ytringsfriheden, men fordi det er en paragraf, der udelukkende beskytter islam.
Dermed ikke sagt, at det er sympatisk at brænde bøger af – hverken Bibelen eller Koranen. Men vi må ikke som domprovst Anders Gadegaard vende på en tallerken, så snart det drejer sig om islam. Engang mente Gadegaard fornuftigt, at paragraffen var overflødig (da drejede det sig jo bare om kristendommen), men når en mand har brændt Koranen af i sin baghave, er paragraffen sjovt nok ”god præventiv” (”Reporterne” i Radio24syv den 26. februar). For at kristendommen ikke skal have forrang i Danmark eller hvad?
Og DR illustrerede koranafbrændingen med en bibelafbrænding, for ifølge DR Danmarks direktør, Anne-Marie Dohm, ”giver det bare ikke mening at vise den”.
Sig mig, viste DR ikke Trille, Thorsen og Mosegaards brændende bibel?
Det er en ærlig sag at skælve af frygt for islamistiske repressalier, men islam må ikke få særbehandling og indflydelse på, hvordan vi indretter det civile samfund. Derfor skal Christiansborg-politikerne have deres kristne åndelige arv i frisk erindring – når de lovgiver om bederum, symbolpolitiske imampakker og omskæring – og så forhåbentlig få afskaffet den blasfemiparagraf.