Hvis man er litteraturinteresseret radiolytter, leder man ikke først på P2. Ikke desto mindre er det her, man finder Klaus Rothsteins serie i fem afsnit om den svenske forfatter Victoria Benedictsson og Georg Brandes.
”Det moderne sammenbrud” er titlen, der peger i retning af Benedictssons selvmord en sommerdag i 1888 på værelse 17 på Leopolds Hotel i København. Det understreges af flere af de medvirkende, at det ikke er ulykkelig kærlighed, der driver hende til selvmord. Hun skar halsen over på sig selv med en barberkniv og er begravet under sit forfatterpseudonym Ernst Ahlgren på Vestre Kirkegård i København.
Det er her, Klaus Rothstein begynder sin litteraturdetektiviske rejse, som fører ham vidt omkring. For vidt. Alibiet for tilstedeværelsen af serien på P2 er korte nedslag i nybruddet i musikken, repræsenteret ved Carl Nielsen. Lokkemaden til husarerne blandt lytterne er Victoria Benedictssons selvmord.
Der er mange og interessante spor i fortællingen om den viljestærke Benedictsson, der ville være forfatter, selvom hun havde mange odds imod sig og om Brandes, det moderne gennembruds førstemand. Desværre kommer de ikke rigtigt til forløsning, fordi Rothstein vil så meget. Han holder sig ikke til de fire år i 1880’erne, hvor Brandes og Benedictsson kendte hinanden, men vil fortælle historien om det moderne gennembrud, om Brandes’ berømte forelæsninger i 1871 på Københavns Universitet, om Studentersamfundet, om musikken, der ikke rigtigt var med – og om kvinderne.
Måske spænder Rothsteins tilgang til Brandes også ben for serien og hans egen gode ide med at eftersætte Benedictsson? Rothstein ser tydeligvis sig selv i traditionen fra Brandes og som en del af et fortsat opgør med romantikken, kristendommen og det nationale. Hans beundring for Brandes er utilsløret; han går nærmest i selvsving, da han i sidste afsnit står med en papæske med noget af profetens aske i hænderne. Han kalder det et scoop, litteraturhistorikeren Hans Hertel ”et morsomt fund”.
Rothsteins veneration for Brandes skygger for den selvstændige historie om Benedictsson. Han er på sporet, pirrer nysgerrigheden, men får ikke rigtigt skovlen under, hvad der er på spil, fordi han vil alt for meget. Benedictsson og Brandes er hver for sig en kompliceret mundfuld. Hun flygter fra det fængsel, som kvindeligheden er sidst i 1800-tallet, mens han vil have hende til at være netop kvinde.
Hun holdt fast i ægteskabet som institution, mens han gik ind for seksuel frigørelse. Fremskridtets mand var i øvrigt imod stemmeret til kvinder; han mente, det ville styrke de reaktionære. En svensk romanforfatter kalder Brandes ”sindbilledet på en kulturprofil” og knytter dermed linjen til den moderne kønsdebat. Sammenknytningen af køn, erotik og magt er ikke en opfindelse fra det 21. århundrede. Det spor ville være interessant at få udfoldet rigtigt i lyset af det moderne gennembrud – eller sammenbrud.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.