Brasilien i førertrøjen. Dansk eksport stiger overraskende meget

Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF)
Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF). Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Nu og da bliver man positivt overrasket heldigvis. Det seneste år har mine embedsmænd fortalt mig, at eksporten til Brasilien i 2012 var nødlidende. I lyset af landets lave vækst måtte jeg indstille mig på, at eksporten til landet kunne falde med helt op imod 15 procent.

Men da de sidste tal for Danmarks eksport af varer i december måned tikkede ind, var bundlinjen alligevel en vækst på hele 25 procent. Omregnet i kroner og øre svarer det til en eksport på 5,7 milliarder kroner. Stigningen bliver endnu mere imponerende i lyset af, at eksporten til Brasilien i både 2010 og 2011 steg med knap 50 procent.

Hvordan har det været muligt at øge eksporten til Brasilien så meget i et år, hvor den brasilianske vækst kun akkurat nåede over en procent?

Millioner af brasilianere er de seneste år rykket op i middelklassen, der nu udgør over halvdelen af landets cirka 200 millioner indbyggere. De stiller nye og større krav, blandt andet til landets sundhedssektor. Det har skabt et langt større marked for dansk udstyr og farmaceutiske produkter for eksempel høreapparater fra Oticon og insulin fra Novo Nordisk.

UDVIKLINGEN BETYDER også, at den brasilianske regering investerer langt mere i vedvarende energi. Det har givet nye muligheder for virksomheder som LM Energy Systems og Vestas.

Netop eksporten inden for sundhed og udstyr til blandt andet energisektoren er med til at forklare det seneste års markante vækst.

Men det er ikke kun store virksomheder, der har gjort det godt på det brasilianske marked. Også mindre virksomheder har haft succes. It-virksomheden Danmagi har stor succes med at levere løsninger, så hotelgæster ikke længere bliver kastet af internettet. Og iværksætteren Scandinavia Design sælger højkvalitetsprodukter til den mest købestærke del af den brasilianske befolkning i São Paulo.

LÆS OGSÅ: Positiv særbehandling af sorte splitter Brasilien

Selvom 2012 endte godt, er der ingen tvivl om, at det brasilianske marked for mange danske virksomheder fortsat er vanskeligt. Regeringens mål om at fordoble eksporten til Brasilien i 2016 kræver derfor en stor, fortsat og ihærdig indsats og det er et mål, der kun kan opfyldes i et tæt samspil mellem det private og det offentlige.

Til maj rejser jeg derfor til Brasilien med en dansk erhvervsdelegation. Vi vil have et særligt fokus på de stadig større muligheder i sundhedssektoren men vi vil også se på andre sektorer. Alle danske virksomheder er velkomne til at tage med.

Udviklingen i Brasilien er heldigvis ikke enestående. Med Indien som undtagelse har vi stort set på alle udvalgte vækstmarkeder set markant stigende eksport. Det er et tegn på, at stadig flere danske virksomheder dygtigt udnytter markedsmulighederne på de markeder, hvor der er vækst.

Mens væksten til EU-landene desværre faldt med 0,5 procent i 2012, steg eksporten til regeringens 10 udvalgte vækstmarkeder i årets første 11 måneder med knap 10 procent vi afventer endnu de endelige eksporttal for december. Det viser, at regeringen satser rigtigt ved at holde fokus på at øge vækstmarkedernes andel af den danske eksport.

Vi fortsætter denne indsats i tiden fremover, samtidig med at vi med næb og kløer vil kæmpe for at fastholde vores markedsandele på vores europæiske nærmarkeder, der fortsat er langt de største for dansk erhvervsliv.