Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Brev til skoleelev: Kvinder har altid følt sig forkerte. Tiden er inde til en modbevægelse

Det næste skridt i kampen for kvindefrigørelsen er et opgør med synet på den kvindelige krop som forkert, skriver Birgitte Asmussen i et åbent brev til skoleelev, der beskrev, hvordan hun og hendes veninder ser på deres egne kroppe

Brev til skoleelev: Kvinder har altid følt sig forkerte. Tiden er inde til en modbevægelse
Modelfoto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Kære Celina

I Kristeligt Dagblad den 18. juni beskriver du de psykiske slåskampe, du og dine jævnaldrende veninder i 8. klasse har med jer selv om jeres kroppe. Du lægger åbent dine hverdagsoplevelser frem. Tak for det. Det er modigt at skrive så nøgent. Og det er vigtigt.

Du beskriver, hvor voldsomt dine tanker om dit udseende og din vægt fylder dit hoved, helt fra du slår øjnene op om morgenen. Du beskriver dårlig samvittighed over at have spist to små portioner mad om dagen. Og du skriver om muren ind til følelserne, som med tiden bliver tykkere og tykkere. Du fortæller om at smile udadtil og bløde indvendigt. Du delagtiggør din læser i, hvordan du og dine veninder trækker hinanden ud på toiletterne i frikvarteret for at tjekke, hvordan jeres kroppe ser ud. Om I er for tynde, for tykke, for oppustede. Og du skriver om ikke at kunne huske, hvornår de negative tanker begyndte. Du gætter på, de er dukket op på grund af de sociale medier.

Personligt har jeg ikke oplevet at tænke på mit udseende som det første om morgenen. Det skyldes måske, at jeg var teenager i en familie på syv, hvor der helt fra dagens begyndelse var mange andre end mig selv, jeg skulle give opmærksomhed. Eller det kan skyldes, at jeg voksede op på landet, hvor der var praktiske opgaver nok til at flytte fokus effektivt væk fra, hvordan jeg havde det indeni.

Til gengæld genkender jeg på stedet din beskrivelse af følelsesmuren. Og hvad mere er, det tror jeg også min mor ville have gjort, og min følsomme bedstemor ville i hvert fald - måske var det derfor, hun selv valgte livet fra som godt 50-årig. Min tipoldemor har også beskyttet sig bag muren, men har temmelig sikkert ikke nået at mærke den. Selv blev jeg 40 år, før jeg for alvor blev klar over, at den var der. Hvis du træder et skridt væk fra dig selv, løfter blikket og ser på den helhed, du er en del af, så vil du opdage, at du indgår i et ældgammelt mønster, der handler om såvel undertrykkelse som udnyttelse.

Det er ikke de sociale medier der har sat tankerne i gang – men de sociale medier har efter min opfattelse sat fart i processen

Birgitte Asmussen

Psykoterapeut

Du og dine veninder er meget langt fra at være de første, der har det skidt med jer selv og jeres krop, jeres udseende, jeres madindtag. I er også langt fra at være de første, der føler sig forkerte. Dette siger jeg ikke for at reducere jeres smerte, men for at begrunde, hvorfor jeg i stedet vil inspirere dig til at se, at I til gengæld har chancen for at beslutte, at I bliver de sidste, der har det sådan. Fordi det nu gør så ondt, så tidligt, at I kan nå at komme ud på den anden side af muren,

Inden I får børn, og dermed også inden I giver et negativt syn på jer selv og jeres krop videre til jeres børn. Det er ikke de sociale medier der har sat tankerne i gang – men de sociale medier har efter min opfattelse sat fart i processen. Jeg ved, det ikke er sjovt at have det sådan, som du beskriver. Du lever i en tid, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt, at samfundet fokuserer på at udvikle ting, men hvor det er nok så vigtigt også at udvikle de mennesker, der skal bruge tingene.

Din generation af kvinder kommer også til at skulle yde et bidrag til menneskelig udvikling, og jeres bidrag kan blive at gøre endeligt op med den forkertgørelse af kvinden, som har huseret længe, og som med tiden bare er blevet mere og mere grotesk. Det er den blevet, fordi de grove undertrykkelsesmåder en for en blev ryddet af vejen af generationer af kvinder før din: Nej, vi vil ikke acceptere, at vores ægtefælle må slå på os. Nej, vi vil ikke acceptere ikke at kunne deltage i valg. Nej, vi vil ikke acceptere ikke at have adgang til uddannelse. Nej, vi vil ikke acceptere at skulle tigge vores ægtefælle om penge. Listen er endeløs, og den har kostet for kvinderne.

Da det ved fælles indsats var lykkedes at få luget de grovere undertrykkelsesmåder væk, blev de i stedet erstattet af mere raffinerede måder, som var sværere at gennemskue. Forkertgørelse er et meget effektivt undertrykkelsesmiddel. Forkertgørelse af et menneske og dets krop fjerner dets følelse af værdighed og værdi. Den skaber skam, og – hvilket ikke er uvæsentligt – der er penge i den. Rigtig mange penge. Den perfekthedsmølle, der maler dig og dine veninder følelsesmæssigt i smadder, har kørt stadig vildere lige siden 1950’erne, og den har solgt produkter for milliarder af kroner. Den har kunnet køre, fordi kvinder helt automatisk har købt historien om at være forkerte. Og selvfølgelig blev forkertgørelsen købt, for gennem historien har kvindekønnet ingen erfaring haft med at være "rigtig". Den erfaring skal vi først til at skabe nu. Forkertheden er indlejret i os alle og i hele vores slægt – også i dem, der ikke mener, de er ramt af den.

Men du – 15 år gammel – skriver fortrøstningsfuldt og klogt, at ”accepten af os selv må komme med tiden. Det håber vi alle på”. Det fik mig til tasterne, Celina. For den tid er nu. Og accepten er ikke noget, I behøver håbe på, det er noget, I sammen kan tage ansvar for at være med til at skabe. Ved at insistere på jeres kropslige værdighed. Ved aktivt at protestere mod kyniske normer. Ved at lave modbevægelser. Ved at være opmærksomme på, hvordan I omtaler hinanden, hvilke ord I bruger, og hvordan I behandler hinanden. Ved bevidst at beslutte at holde op med at stå på toiletterne og tjekke hinandens kroppe i et væk, men i stedet løfte hovedet, se jer omkring og overveje, hvordan I kan være med til at sætte endnu et trin på kvindefrigørelsens stige.

Og så skal du vide én ting – I behøver ikke gøre det alene. Kvinder, der har levet meget længere, end du har, slås med følelser og oplevelser, der ligner det, du beskriver. Ræk ud – vi er her, og sammen kan vi flytte noget, uanset om vi er 15 eller 65.