Breve til islams reform

Er der mulighed for en reform af islam? Det diskuterer eksmuslimen Hamed Abdel-Samad og muslimen Mouhanad Khorchide i en bog, der netop er udkommet i Tyskland

Mouhanad Khorchide mener ikke, at deres nydelige, fælles reformteser vil få nogen gang på jorden, hvis de søges gennemført ovenfra. Kun hvis troende muslimer selv føler et behov for reform, vil en sådan blive virkelighed. Arkivfoto.
Mouhanad Khorchide mener ikke, at deres nydelige, fælles reformteser vil få nogen gang på jorden, hvis de søges gennemført ovenfra. Kun hvis troende muslimer selv føler et behov for reform, vil en sådan blive virkelighed. Arkivfoto. . Foto: Nima Stock/Ritzau Foto.

”Står islam endnu til at redde? Et stridsskrift i 95 teser” hedder en bog, der netop er udkommet i Tyskland. Titlens hilsen til Luther skyldes, at værket drøfter muligheden for en reform af islam. Bogen består af en brevveksling mellem eksmuslimen Hamed Abdel-Samad og muslimen Mouhanad Khorchide.

Abdel-Samad er tysk-egyptisk politolog og forfatter til en række islamkritiske bøger, mens Khorchide er leder af center for muslimsk teologi ved universitetet i Münster.

Die Welt bringer bogens to sidste breve; her tager forfatterne afsked og konkluderer på projektet.

Mouhanad Khorchide mener ikke, at deres nydelige, fælles reformteser vil få nogen gang på jorden, hvis de søges gennemført ovenfra. Kun hvis troende muslimer selv føler et behov for reform, vil en sådan blive virkelighed.

Alligevel mener Khorchide, at man må søge at påvirke muslimerne. I Vesten sker det gennem børnehave, skole og kulturbærende institutioner, herunder moskéerne. I Münster uddanner han selv lærere til muslimske skoler og øver derfor direkte indflydelse på udformningen af islams ansigt i Tyskland og Europa.

I de muslimske lande stiller sagen sig helt anderledes. Her må vejen gå gennem påvirkning af politikerne, for her fastlægger religionsministerier den religiøse profil.

På den vis kan man muligvis fremme reformer, men så skal regimet sidde ualmindeligt sikkert i sadlen. Ofte vil politikerne sky reformer for ikke at blive uvenner med den religiøse elite, som kan bringe dem til fald.

I Europa stiller sagen sig lidt gunstigere, hævder Khorchide, for her har muslimer større frihed til at sige, hvad de tænker. Derfor bør muslimsk teologi også blive et fag ved flere universiteter, hvor den også skal garanteres videnskabelig frihed.

Det sidste er dog ikke længere muligt i virkelighedens Europa. Universiteterne kan ikke længere sikre forskningsfriheden, og mange af Tysklands førende islamforskere lever allerede under dækadresse.

Khorchide tager afsked med Abdel-Samad med både hjertelighed og skepsis:

Hvordan kan Abdel-Samad egentlig mene, han her yder et bidrag til reformer, når han igen og igen betoner, at det er islam selv, der er problemet? Han øver kun kritik, klager Khorchide – som samtidig minder om et halvandet år gammelt Facebook-opslag fra ateistiske Abdel-Samad, hvori han beklagede sin fars pludselige død. Her bad han dem, som kunne, bede for afdøde; selv kan kunne han ikke, hvor gerne han end ville.

Derfor regner Khorchide ham for et stærkt spirituelt menneske, som i virkeligheden ”udstødte et skrig efter en nådig, barmhjertig Gud”.

Selv fandt Khorchide en sådan, da han under sin opvækst i det skrappe Saudi-Arabien tilbragte sine sommerferier hos slægtninge i Beirut, som dyrkede en blødere islam.

I sit allersidste brev udtrykker Hamed Abdel-Samad sin glæde over korrespondancen. Selvom han ikke regner islam for reformerbar, støtter han Khorchides bestræbelser.

”Jeg lovede Dem for et år siden, at skulle Deres begreb om en barmhjertighedens teologi sætte sig igennem hos et flertal af muslimer, så ville jeg ikke skrive flere islamkristiske bøger! Jeg skriver ikke for sjov, og jeg vil ikke ende som martyr. Men jeg skriver, fordi jeg er bekymret over min kultur, og fordi jeg elsker friheden. Naturligvis vil jeg ikke bekæmpe islam som spirituel kraft. Jeg regner tværtimod denne kraft for en gevinst for muslimer.”

Abdel-Samad forsøger i alle sine bøger, siger han, at skille klinten fra hveden, den spirituelle dimension fra islams politiske side, men det har indtil videre kun indbragt ham foragt.

Men hvad skal han og Mouhanad Khorchide nu stille op med deres 95 teser? På hvilken dør skal de slå dem op? Reaktionerne vil være forudsigelige, hvis de kun kommer ud i bogform:

”En og anden vestlig intellektuel vil rose os som fremskridtsvenlige. Andre vil bebrejde os naivitet og verdensfjernhed, teologisk hårkløveri eller generalisering. De muslimske forbund vil afvise vores teser, før de har læst dem, og sige, at ingen af os repræsenterer sand islam, hvilket jo også er rigtigt!”.

Kan vi få bogen oversat til arabisk? Bare vi ikke skal nøjes med at diskutere teserne i et debatprogram i tysk tv, sukker han.

”Kunne vi ikke i det mindste diskutere dem i en tysk moské? Først da ville jeg være virkelig tilfreds med denne stridssamtale,” skriver Hamed Abdel-Samad og slutter:

”Kære Mouhanad, på nu godt på Dem selv!”.

For denne bog vil bringe ham megen fjendskab på halsen fra fundamentalister, spår Abdel-Samad.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.