Det er selvfølgelig tilfældigt, men ligner unægteligt en tanke, at DR 1 i denne uge har taget fat på at genudsende tv-serien ”Downton Abbey”, den snart otte år gamle serie om herskabet og tjenestefolket på et gods i midt-engelske Yorkshire. Hen over påsken er nedtællingen til Storbritanniens EU-farvel nemlig for alvor gået i gang med nu under et år til realisering af folkeafstemningen i juni 2016.
Den velfortalte, velspillede og velproducerede tv-serie leverer nemlig en meget god forståelse af det stof, som Brexit er gjort af. Den begynder ganske symbolsk med forliset af luksuslineren ”Titanic” i 1912 og udspiller sig efterfølgende i en tid og i en samfundsorden, hvor alle kendte deres pladser. Og hvor kun få seriøst satte spørgsmålstegn ved Storbritanniens evne til at stå på egne ben.
Den selvbevidste selvforståelse løber uimodsagt gennem godsets klokkestrenge; fra salonerne med udsigt over herskabets jagtmarker til underetagen, hvor selv kokkepigerne i rollen som absolut underklasse stiltiende accepterer den gældende orden. Fordi den synes at være selve fundamentet for det daværende, verdensomspændende imperium.
Og netop imperietankegangen dukker – hvor forældet og umulig den end er – op som bagtæppe med jævne mellemrum, når radio-, tv- og aviskorrespondenter rapporterer fra London og omegn. Hvad der op til Brexit-afstemningen for snart to år siden blev anset for ikke bare usandsynligt, men også umuligt, er langsomt ved at materialisere sig i aftaler om, hvordan det foranstående farvel skal håndteres på begge sider af Den Engelske Kanal.
Brexit-tilhængerne lader sig ikke rokke i troen på, at det hele bliver meget bedre uden EU. Og selvom der jævnligt spekuleres i en ny folkeafstemning, fremstår den konservative premierminister, Theresa May, stålfast og urokkelig, når hun tilsat Underhusets vanlige tilråb noterer de britiske skridt frem mod 29. marts næste år.
Respekten for Brexit-flertallet – 51,9 procent af vælgerne – er imponerende intakt, selvom mængden af besværligheder efter farveldatoen hober sig op. En af påskedagenes nyhedshistorier handlede således om, at de kommende ikke-rødbedefarvede britiske pas skal laves i – af alle steder – Frankrig.
Men hvis pas-problematikken er en besværlighed, skriver den sig såmænd bare ind i en række af den slags, som briterne historisk er ret gode til at håndtere. Mandagens ”Downton Abbey” begyndte med en skibskatastrofe, tirsdag bankede Første Verdenskrig på, og i dagens afsnit tre klokken 17 truer en konkurs godsets vellevned.
Alligevel klarer især herskabet sig, og som et britisk mikrokosmos er seriens i alt 48 afsnit frem mod afslutningen anno 1925 en absolut seværdig spejling af nutidens Storbritannien.
Dog med den forskel, at realismen indfinder sig også hos seriens aristokratiske overhoved Violet Crawley – eminent spillet af Maggie Smith – som gradvist må anerkende, at tiderne forandrer sig. At imperiet ikke er, hvad det var engang.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”.