”OPERATIONEN LYKKEDES, men patienterne døde.”
Sådan kan konklusionen på lidt længere sigt blive efter det britiske folkeafstemningsresultat den 23. juni.
Det er nemlig ikke kun Storbritanniens forhold til EU, der er i spil efter ”nejet”. Det gælder også selve det britiske kongerige, som vi kender det, men i virkeligheden også hele den europæiske konstruktion i EU.
Cameron er allerede trådt tilbage som premierminister, pundet er ude i et historisk fald, Brexit-siden er så småt ved at ryge i totterne på hinanden over udlægningen af, hvad Brexit egentlig betyder, og hvordan det skal håndteres, mens skotske nationalister igen fremturer med ønsket om at blive i EU, om det så betyder et Sexit fra Kongeriget.
Og i Bruxelles er EU-toppen i granatchok, fordi alle her ved, at det britiske resultat kan udløse centrifugale kræfter, der vil være katastrofale for det europæiske samarbejde. Men Nigel Farage er glad, Donald Trump ligeså, og det er Putin sikkert også.
Der kan dog være grund til at slå lidt koldt vand i blodet.
Alle er lige nu grebet af øjeblikkets kaos, men på den korte bane skal Storbritannien nok klare sig – det bliver bøvlet uden tvivl, men måske englænderne kan lære at elske et B-medlemskab af EU: symbolsk uafhængigt, men reelt underlagt det indre markeds regler og direktiver.
Den skotske vej til uafhængighed virker heller ikke helt nem, så kort tid efter seneste afstemning om emnet, og i EU kan Brexit måske være et wakeupcall for etableringen af en proces frem mod en nødvendig nyformulering af samarbejdet. Men vi ved det ikke – det hele er ganske spekulativt lige nu.
Alligevel virker det rimeligt sikkert, at spørgsmålet om forholdet til EU vil vedblive at være et emne, der deler vandene i britisk politik. Hvilket EF/EU i øvrigt har gjort, siden landet blev medlem i 1973.
Storbritannien valgte dengang den bagvendte model at holde folkeafstemning, efter man var trådt ind i samarbejdet. Det skete efter et regeringsskifte i 1974 fra De Konservative til Labour. Modsat i dag var det altså Labour, der primært havde problemer med samarbejdet. Det var især Storbritanniens bidrag til EF’s budget, der var en torn i øjet på Labour i årene, hvor oliekrisen slog igennem.
Selvom det nærmest virkede absurd med en genforhandling, så kort tid efter en britisk regering selv havde forhandlet en tiltrædelsesaftale på plads, lykkedes det Labour-regeringen at komme i hus med en rabataftale.
Alligevel var der i 1974-75 en frygt for, også hos danske regeringer, at den udskrevne folkeafstemning kunne resultere i et Brexit. Men overraskende for mange stemte godt 2/3 af de britiske vælgere for at blive i EF.
RESULTATET LAGDE DOG ikke EF-spørgsmålet til hvile. Da De Konservative med Margaret Thatcher i spidsen igen var kommet til magten i 1979, gik de til fornyet angreb på de britiske budgetbidrag.
Den britiske budgetrabat var ikke tilstrækkelig, mente Thatcher, som forlangte ”our money back”. Det er det slogan, der i dagens valgkamp har transformeret sig, til det mere overgribende UKIP-krav om at få ”our country back”.
Og trods resultatet af folkeafstemningen i 1975 burde det ikke komme som nogen overraskelse, at det netop er i Storbritannien, at man nu har stemt sig ud. Storbritannien har haft det vanskeligt med medlemskabet nærmest fra første dag, og 40 års meningsmålinger har klart vist, at det er britiske vælgere, der systematisk har haft det vanskeligst med EF-medlemskabet.
Men resultatet af Brexit-afstemningen med 52% for exit og 48% imod taler samtidig sit tydelige sprog om den splittelse, der hersker i spørgsmålet. Det grundlæggende indtryk, der står tilbage efter de seneste måneders valgkamp, er den uhyre polarisering, som har præget den, og som har været langt mere udpræget end under 1975-kampagnen.
Den politiske retorik har været hård, personlig og følelsesladet i en grad, som ofte har været helt fakta-resistent. Det er også vanskeligt ikke at se en sammenhæng mellem disse træk og mordet på Labour-politikeren Jo Cox i kampagnens slutfase: Mordet lader sig ikke kun afskrive som en sindsforvirret mands værk – det passer ind i et generelt forrået politisk klima.
Som nævnt er det ikke kun Storbritanniens forhold til EU, der har stået på spil. Et side-show har været, om et Brexit samtidig ville føre til en opløsning af den britiske union, af United Kingdom. Det har således ikke skortet på udmeldinger fra førende skotske nationalistkredse om, at et Brexit ville resultere i et fornyet skotsk forsøg på udtræden af kongeriget og som platform for skotsk forbliven i EU.
Senest er dette perspektiv også blevet rejst på vegne af Nordirland, som sammen med London og Skotland mønstrede et flertal for at blive i EU. Cameron kan således potentielt blive tilskrevet arven for ikke blot et Brexit, men også indtil flere exits fra kongeriget.
I en historisk optik vil det være en hård skæbne. Visionerne om et England som et europæisk Singapore eller nordsø-Schweiz, som med mellemrum har været luftet i UKIP-kredse, lyder jo nærmest som den totale nedsmeltning for et land, der for mindre end hundrede år siden besad et globalt imperium og ”ruled the seas”.
Det kan være fristende at afskrive det ovenstående som et udslag af velkendt britisk excentrisme, men budskaberne har en bredere europæisk appel. Det er ikke kun i Storbritannien, at synet på EU polariserer samfundet, og det er heller ikke kun der, man bøvler med nationalstatslige opløsningstendenser, bare spørg i Belgien, Spanien og Italien.
SAMTIDIG ER DET heller ikke kun i Storbritannien, at kravet om at få vores land tilbage rejses. I 2009 gik Morten Messerschmidt til europaparlamentsvalg under sloganet ”Giv os Danmark tilbage”, og ved seneste folketingsvalg hed den socialdemokratiske slagvare: Bevar ”Det Danmark, du kender”.
Tilsvarende appeller kendes fra en lang række andre europæiske lande. Der må derfor være nogle mere generelle processer på spil i øjeblikket, som øger modstanden mod EU og gør det attraktivt at søge tilflugt i nationalstaten.
Denne udvikling har for alvor fået momentum de seneste 10-15 år, hvor EU’s medlemskreds er vokset voldsomt; hvor integrationen er blevet dybere og berører kerneområder, som nationalstaterne før tog vare på; hvor befolkningen gennem folkeafstemninger involveres mere direkte i den politiske beslutningsproces; hvor finanskrisen har hærget, og hvor EU’s (læs Tysklands) tilgang til kriseløsningen har været alt for endimensionelt budget- og nedskæringsorienteret; og senest hvor EU ikke har magtet at opstille en effektiv flygtninge(begrænsnings)politik.
Men processen er også næret af de forandringer, som den nye globale verdensorden skaber. Jobs, velfærd og eksisterende verdensbilleder er udfordrede, og folks livsbekymringer derfor reelle. Og da globaliseringsprocesser og europæiseringsprocesser ofte løber sammen på en uigennemskuelig måde, er det altså EU, der må tage tæskene.
Det er forståeligt, men også langt hen forfejlet, fordi det i meget høj grad er nationalstatens egne politikere, der gennem en lang række finansliberaliseringstiltag og privatiseringsinitiativer har beredt vejen for globaliseringens gennemslag i vores samfund.
Der har været klare økonomiske grunde til denne globaliseringspolitik, men det virker også oplagt, at såvel nationale politikere som EU-toppen længe ikke har fokuseret stærkt nok på den sociale slagside, som globaliseringen skaber i de europæiske samfund.
Med disse konstateringer in mente og med Brexit-debatten frisk på nethinden synes der at være god grund til at advare mod den britiske vej. Løsningen ligger ikke i en afvikling af EU og en tilflugt i nationalstaten. Det er en flugt ind i historien; ikke et bud på, hvordan vi sikrer briternes, danskernes og europæernes interesser i det 21. århundrede.
Debatten bør derfor handle om, hvordan vi finder et fremadrettet bud på, hvordan nationalstat og EU kan virke dynamisk og ansvarligt sammen i en globaliseret verden. Det handler ikke om at afvikle, men udvikle EU. Set fra Danmark kan vi leve med et Storbritannien i ”decline”, men vi kan dårligt leve med et Europa i ”decline”.
Thorsten Borring Olesen er professor i historie ved Aarhus Universitet med EF/EU’s historie og udvikling som speciale