Prøv avisen
Debat

Hvad historien kan lære os om Brexit

Ascherson slår fast, at den aktuelle afstemning er tredje gang, briterne eller englænderne har sagt nej til Europa. Foto: Gail Orenstein/NurPhoto

I debatten om følgerne af den britiske afstemning om at forlade EU henvises ofte til kongedømmets notorisk komplicerede forhold til kontinentet

I debatten om følgerne af den britiske afstemning om at forlade EU henvises ofte til kongedømmets notorisk komplicerede forhold til kontinentet.

”Europa”, som det hedder set fra øriget, selvom United Kingdom – endnu – er forbundet med fastlandet med en tunnel, som i Calais belejres af desperate immigranter. De historiske henvisninger går ofte til de gange, briterne har reddet Europa fra at blive samlet af én diktator, fra Filip II’s forliste armada i 1588, over Napoleons Frankrig til Hitlers Neuropa. Alt dette er rigtigt, selvom man kan diskutere, om de britiske motiver bag politikken med altid at balancere kontinentets stærkeste magt var selviske eller idealistiske.

Tidsskriftet London Review of Books har fået den gode idé at spørge en snes af de forskere, der skriver på fast basis i bladet, om, ”hvor vi (englænderne eller briterne) nu er” (trykt i LRB, 14.7.16). Det er der kommet en række spændende og originale svar ud af.

Mest original er Neal Aschersons kommentar. Skotske Ascherson regnes for den bedste af den afdøde E.J. Hobsbawms elever. Så god, at han afslog en akademisk karriere til fordel for journalistik og virksomheden som offentlig intellektuel. Han har skrevet bøger om Øst- og Centraleuropa, herunder en fascinerende bog om Sortehavets kulturer gennem tiderne i stil med Fernand Braudels værk om Middelhavet. Her gælder det imidlertid England.

Ascherson slår fast, at den aktuelle afstemning er tredje gang, briterne eller englænderne har sagt nej til Europa.

Første gang var i år 286, da Britannia var en provins i det romerske imperium. En batavisk (det vil sige hollandsk) marineofficer ved navn M. Mausaeus Carausius udråbte dette år sig selv til kejser, afværgede flere romerske forsøg på at krydse kanalen og udstedte en række sølv- og kobbermønter med sit eget skæggede ansigt på.

Ligesom Leave-kampagnen fortalte han briterne, at de sammen ”skulle tage deres land tilbage”, på latin ”Restitutor Britanniae” (på dansk: Britanniens restitutor). Dette motto prydede hans mønter sammen med citater fra Virgil.

Hans styre, der af nogle victorianere i 1800-tallet blev set som forløber for britisk uafhængighed, varede ikke længe, da han blev myrdet af sin finansminister, en vis Allectus, i 293. Kort efter var Britannia tilbage i romerriget.

Det er grunden til, at sønnen af den romerske medkejser i York, Constantius, efter dennes død i 306 kunne rejse oprørsfanen og i spidsen for sine legioner via Trier ved Mosel kæmpe sig vej til kejsertronen i Rom.

Efter sejren ved den milviske bro uden for Rom, efter at Kristus efter sigende i en drøm havde sagt ”ved dette tegn skal du sejre”, herskede han fra 312 til 337 som Konstantin den Store. Han legaliserede kristendommen i det enorme rige og flyttede hovedstaden mod øst til Konstantinopel. Men han begyndte altså i York i det, der senere blev til England.

Den anden gang, England har splittet Europa, var, da Henrik VIII i 1533 brød med den katolske kirke. Hans motiv var ganske vist at få lov til skille sig af med sin retmæssige hustru, Katharina.

Men følgerne i England så vel som Europa blev umådelige. Den anglikanske kirke er ikke renlivet protestantisk, især ikke den højkirkelige del. Men antikatolicisme og skepsis over for europæiske immigranter blev grundlaget for engelsk og siden britisk identitet fra hans datter Elizabeth I til i dag.

Senest er det kommet til udtryk i modviljen mod de 900.000 polske arbejdere i landet. Ud over at de er flittige og påtager sig jobs, de lokale ikke vil have, er de jo katolikker.

Den tredje afvisning, Ascherson behandler, er Brexit-afstemningen.

Dens årsag finder han ikke i et bredt funderet folkeligt krav om ændring, men som resultat af en vendetta i snævre kredse i det konservative parti.

Den historiske parallel er den langvarige borgerkrig mellem to grene af kongehuset, Rose-krigene fra 1455 til 1487. De var blodige og pointeløse, bortset fra at de leverede plottet til mange af Shakespeares stykker. Vil Brexit få samme eftermæle og tilsvarende utilsigtede følger som Carausius’ oprør og Henriks skilsmisse? Ascherson frygter det værste.

Uffe Østergaard er historiker og professor emeritus ved CBS