På mandag udkommer Svend Brinkmanns nye bog ”Ståsteder”.
Og den er så meget forhåndsomtalt, at det næsten må tage brødet ud af munden på anmelderne. Ikke blot har Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken og denne avis bragt store interviews med forfatteren, men i den jyske morgenavis analyserer kulturredaktør Palle Weis sågar bogen med udgangspunkt i følgende historie: To mænd sidder og hugger på hver sin sten. Da de bliver spurgt, hvad de har gang i, svarer den ene, at han forsøger at gøre den forbistrede sten firkantet, mens den anden mand siger, at han er i færd med at bygge en katedral.
Weis konstaterer tørt, at der ikke er mange, som bygger katedraler for tiden. De færreste føler, at de er en del af et større forpligtende projekt og med henvisning til Brinkmanns nye bog, skriver Weis: ”Pligten er ifølge psykologen blevet noget subjektivt og er for længst holdt op med at forholde sig til en højere målsætning.”
Den samme problemstilling forholder også forfatteren Katrine Marie Guldager sig til i en dobbeltkronik i Politiken, der bærer den bombastiske titel ”Ægteskabet er vores eneste redning”:
”Som Svend Brinkmann siger: Vi skal ud af os selv. Det er etikken, der skal genrejse os som mennesker. Ikke følelserne. Ikke den søde kløe. Derfor skal du spørge dig selv: Er det etisk at forlade din kone, fordi du i en periode føler dig overset?”.
Svaret er ifølge Guldager nej, idet hun henviser til ægteskabsløftet som begrundelse: ”Jeg er mere forpligtet, end hvis jeg ikke havde lovet det. Og derfor rummer ægteskabet muligheder. Derfor hedder det: Til døden jer skiller. Derfor hedder det ikke: Til kærligheden skiller. Det hedder ikke: Til du ikke gider mere.”
I Kristeligt Dagblad pågår der også en diskussion om og med Brinkmann. Retræteleder Else Marie Kjerkegaard mener ikke, at Brinkmann burde kritisere terapikulturen, når han nu ikke selv har erfaring med terapi. Men er der hold i den kritik? Med et svar, der både giver stof til eftertanken og kløpulver til debatkulturen, antyder Brinkmann, at Kjerkegaards kommentar åndeligt talt placerer modparten som patient på en briks i stedet for at forholde sig sagligt til problematikken.
Det var slemme overskrifter, der sagde godmorgen til Informations læsere i onsdags: ”Ikke-vestlige børn er mindre empatiske end danske”. Videnskabelig dokumentation påviste, at ikke-vestlige børnehavebørn ligger på et niveau, der uomtvisteligt peger nedad, idet de er mere end to år bagud i forhold til danske børn, når det gælder empati, samarbejdsevner, sprog- og matematikforståelse.
Hvad vil det betyde for Danmarks økonomi på længere sigt? For det er jo ikke et helt lille antal mennesker, vi taler om. I Morgenavisen Jyllands-Posten skriver juraprofessor Ole Hasselbalch således i en kronik, at der i 1991 var 60.000 muslimer. Det er i dag blevet til 270.000 muslimer, og hvis denne stigningstakst fortsætter, så vil der om 50 år være over fire millioner indbyggere i Danmark med ikke-vestlig baggrund, bemærker kronikøren.
I Berlingske noterer man sig, at produktiviteten i Danmark for øjeblikket er så elendig, at for første gang i 200 år vil den kommende generation blive fattigere end deres forældre. Berlingskes lederskribent konkluderer på den baggrund, at det ”gælder om at sikre integration af nye borgere med en bedre balance mellem pligter og rettigheder”.
Men hvis ikke-vestlige børns færdigheder er så beskedne, som den omtalte rapport konkluderer, risikerer vi så ikke en fremtidig kamp mellem klassen af skaffedyr og klassen af velfærdsnydere? Jo, svarer Mikael Jalving i en kommentar i Politiken, men udfaldet er givet: ”Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring. Til sidst løber den tør for penge og borgere at beskatte.”
Ifølge Hasselbalch koster en ikke-vestlig indvandrer da også den danske stat fem millioner kroner over et livsforløb, hvad der vel så må betyde, at forudsætningen for fremtidig velfærd er, at ikke-vestlige indvandrere forbliver et absolut mindretal eller hvad?
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt DagbladKjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt DagbladKristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter