Etik handler om forholdet til den anden, religion handler om troen på en højere magt

Mine bøger – særligt ”Ståsteder” – handler i høj grad om at sætte næsten ind. Eller: Næsten skal ikke ”sættes ind”, for den er der altid allerede. Det er i det etiske forhold til den anden, at vi selv bliver til som personer, skriver Svend Brinkmann som svar på kritik

Svend Brinkmann er forfatter og professor i psykologi.
Svend Brinkmann er forfatter og professor i psykologi. . Foto: Simon Jeppesen/ritzau.

Kristeligt Dagblad tager i dagens avis en diskussion op fra efteråret, hvor det efter udgivelsen af min bog Ståsteder blev debatteret, i hvilken udstrækning man kan tænke etisk uden et gudsbegreb.

Anledningen er i dag, at Carsten Hjorth Pedersen, der leder Kristent Pædagogisk Institut, har udgivet en ny bog ”Skift fokus”. Han siger selv, at ”bogens titel er valgt som en kommentar til Svend Brinkmann.” Det er jeg da beæret over, men jeg mener nu – som i efteråret – at det er filosofisk, idehistorisk og muligvis teologisk forkert, at sammenkæde det etiske så tæt med det religiøse, som Hjort Pedersen forsøger.

Han udtaler om mig (og blandt andre Per Schultz Jørgensen): ”Jeg mener, at deres kritik mangler et fast grundlag. de tør ikke sætte ord på, hvad livets ultimative mål er. her sætter jeg så Gud og næsten ind.” Og videre: ”Jeg kan langt hen ad vejen følge Sørine Gotfredsen, som i jeres avis anklagede Brinkmann for at nasse på kristne værdier og kultur.”

Til det er min kommentar: Mine bøger – særligt ”Ståsteder” – handler i høj grad om at sætte næsten ind. Eller: Næsten skal ikke ”sættes ind”, for den er der altid allerede. Det er i det etiske forhold til den anden, at vi selv bliver til som personer.

Vi skylder hinanden vores eksistens, og livet leves i et netværk af forpligtende relationer. Det kan man selvfølgelig sagtens mene, hvad enten man er religiøs eller ej. Hvis Hjort Pedersens synspunkt er, at kun kristendommen ved noget om etik og det gode, da er det efter min mening udtryk for en meget problematisk form for fundamentalisme.

Det betyder også, at de fleste af de filosoffer, jeg med Hjort Pedersens udtryk ”nasser på” i min bog, ikke kan bruges til belysning af det etiske: Aristoteles levede længe inden kristendommen, Kant var vel en slags agnostiker (trods sin kristne opdragelse), Nietzsche var kristendomskritiker, Arendt og Derrida var jøder, Camus var ateist og Iris Murdoch var en slags buddhistisk platoniker. Kun Montaigne, Kierkegaard og Løgstrup kan uden forbehold kaldes kristne.

Jeg finder disse tænkere relevante, kristne eller ej, fordi de peger på etisk-eksistentielle ståsteder på forskellig vis. Hvis man kun må det som troende kristen, da gør man religion til etik. Nu er jeg jo i bedste fald amatørteolog (og i værste fald naiv og sludrevorn på området), men det slår mig som på alle måder problematisk at hævde, at ”vi kristne alene vide”, når det drejer sig om etik. Jeg tror heller ikke, at det er essensen i det kristne budskab. Det må da i langt højere grad være: ”Jeg kan ikke gøre mig fortjent til Guds kærlighed – han elsker mig, som jeg er!” Og det er netop ikke en etik, men en religiøs anskuelse, en tro, som man kan have eller ikke have.

Hvis man vil udlede en menneskelig etik af det religiøse, risikerer man at ende med en fundamentalisme, som vi kender fra præstestyrer rundt om i verden, og det bør vi selvfølgelig for alt i verden undgå. Meget forenklet: Etik handler om forholdet til den anden, religion handler om troen på en højere magt. De to områder flyder selvfølgelig over i hinanden, men efter min mening kan og bør vi ikke uden videre udlede det ene fra det andet.

Svend Brinkmann er forfatter og professor i psykologi.