Prøv avisen
Debat

Brinkmann: Vi skal vende angsten for at gå glip af noget til glæden ved at gå glip af noget

Svend Brinkmann Foto: Simon Jeppesen

Min bog handler om, hvordan vi kan indrette et liv og et samfund, der igen begynder at sætte pris på mådehold og nøjsomhed. For det har vi brug for i en tid med klimakrise og galopperende ulighed i verden. Men det skal ikke være det stærke individs ego-projekt, skriver Svend Brinkmann

JEG ER MEGET taknemmelig for, at Kristeligt Dagblad dækker udgivelsen af min nye bog ”Gå glip. Om begrænsningens kunst i en grænseløs tid” så fyldigt. Jeg finder dog alligevel anledning til at kommentere den voxpop om bogen, som ledsager interviewet med undertegnede i avisen den 8. september.

Her svarer fire meningsdannere på spørgsmålet om, hvorvidt vi bør blive bedre til at gå glip af noget. To af de adspurgte er professorer fra Copenhagen Business School, og de benytter lejligheden til at forvanske mine synspunkter ret så grundigt.

Bent Meier Sørensen siger, at ”det er en farlig vej at gå”, for Brinkmann repræsenterer jo stoicismen, der er ”en overklassefilosofi”, men også en ”ensomhedsfilosofi” ifølge professoren.

Men det er forkert: ”Gå glip” handler ikke om stoicismen, og jeg tror, at Sørensen tænker tilbage på ”Stå fast”, der i sin form parodierede selvhjælpsgenren og satte stoicismen op som kontrast til nutidens tanker om selvudvikling og selvoptimering.

Men det var jo et ironisk greb, og jeg vil på ingen måde forsvare stoicismen i sin helhed. Vi kan efter min mening lære af stoikerne, at alle mennesker har værdi, hvilket forhåbentlig ikke kan reduceres til et overklassesynspunkt, men jeg deler ikke det, Sørensen kalder stoikernes ”ensomhedsfilosofi”.

Tværtimod ser jeg mennesket som relationelt og socialt, hvilket leder mig til at korrigere Ove Kaj Pedersens endnu mere besynderlige kommentarer til ”Gå glip”.

OVE KAJ PEDERSEN er også professor på CBS, kendt for sin bog ”Konkurrencestaten”, der fremhæver ”den opportunistiske person” som eksistentielt ideal. Med disse tanker i baghovedet er det mig helt uforståeligt, at Pedersen i sin kommentar kalder sig grundtvigianer og anklager mig for at repræsentere voluntarismen: ”en spekulativ idealisme, som understreger menneskets frie vilje”.

I alle mine bøger udtrykker jeg det stik modsatte synspunkt: en realisme – snarere end idealisme – og en understregning af, at mennesket altid lever i fællesskaber og relationer, der konstant sætter grænser for vores vilje. Mit grundsynspunkt op imod tidens tendenser er: Du kan ikke, hvad du vil!

Men det får Pedersen vendt helt om. Han fortsætter så med at udtrykke sin egen position: ”Jeg mener ikke, det er en dyd at begrænse sig.” Hvis han virkelig mener det, så har vi en substantiel uenighed, for jeg anser ligesom grækerne mådehold og selvbegrænsning for en kardinaldyd, uden hvilken der ikke kan være etisk liv. Uden selvbegrænsning bliver vi alle små Trumper, der konstant vil sætte vores vilje igennem uden blik for realiteterne eller andre menneskers behov. Løgstrup kaldte det ”formløshedens tyranni”, og det er en enorm risiko i dag, som min bog diskuterer.

MIN BOG HANDLER OM, hvordan vi kan indrette et liv og et samfund, der igen begynder at sætte pris på mådehold og nøjsomhed. For det har vi brug for i en tid med klimakrise og galopperende ulighed i verden. Men det skal ikke være det stærke individs ego-projekt.

I ”Gå glip” skriver jeg om nødvendigheden af at skabe kulturelle landskaber, som gør det lettere at nøjes, og som skaber fokus på de væsentlige anliggender i tilværelsen. Vi skal vende angsten for at gå glip af noget (FOMO, fear of missing out ) til glæden ved at gå glip af noget (JOMO, joy of missing out ), og det kan vi kun gøre i fællesskab.

Det kunne være spændende at høre d’herrer professorer forholde sig til, hvad jeg virkelig skriver, hvis de på et tidspunkt fik læst bogen. Det er i sig selv et tegn på tidens overfladiskhed, når man udtaler sig uden at kende til det, man taler om.

Svend Brinkmann er professor i psykologi og forfatter.