Brinkmann vil have os til at trække stikket

Psykolog Svend Brinkmann vil med en ny bog give mådeholdet en renæssance, som han oplever, der er en folkelig klangbund for

”Vi er vant til at tænke, at vi er defineret af de valg, vi har truffet, og de ting, vi har opnået, men det er kun den halve sandhed. Vi er i lige så høj grad defineret af det, vi er gået glip af," mener psykolog Svend Brinkmann.
”Vi er vant til at tænke, at vi er defineret af de valg, vi har truffet, og de ting, vi har opnået, men det er kun den halve sandhed. Vi er i lige så høj grad defineret af det, vi er gået glip af," mener psykolog Svend Brinkmann. Foto: Simon Jeppesen/ritzau.

FOR TRE ÅR SIDEN skrev professor Svend Brinkmann et forsvar for nej- hatten, sidste år kom en gennemgang af ståsteder, og i næste uge udkommer bogen ”Gå glip”, hvor han vil lære læserne at nøjes. Han analyserer temaet politisk, etisk, eksistentielt, psykologisk og æstetisk. Konklusionen er ifølge Brinkmann, at begrænsningens kunst er en forsømt livskunst.

Du mener, at vi bliver til som mennesker ved at gå glip af noget. Prøv at forklare hvordan.

”Vi er vant til at tænke, at vi er defineret af de valg, vi har truffet, og de ting, vi har opnået, men det er kun den halve sandhed. Vi er i lige så høj grad defineret af det, vi er gået glip af. Det taler vi dog ikke ret meget om, for det synes umiddelbart som den mere negative side af eksistensen.

Når man er i et ægteskab, går man glip af andre relationer, man kunne have haft. Når man er forælder, går man glip af spændende jordomrejser. Når man har venner, går man glip af at stifte alle mulige nye bekendtskaber, fordi venskaber med dybde forudsætter, at man ikke kan være ven med alle.”

Ser du tegn på, at vi gerne vil begrænse os og gå glip af mere?

”Jeg vil mene, at der på tværs af det politiske spektrum er en rig folkelig klangbund for de tanker, jeg præsenterer i bogen.

Tag nu Vestjylland, som er den egn, jeg kender bedst, fordi jeg er vokset op i Herning. Jeg holder mange foredrag i Vestjylland og møder en forundring over det hæmningsløse, forbrugerriske kreditkort-samfund, hvor mange bruger penge, de ikke har, for i Vestjylland har man klaret sig på de udpinte jorde ved at kultivere netop det nøjsomme og mådeholdne som centrale menneskelige dyder, som man også har forsøgt at give videre til næste generation.”

Du beskriver et grænseløst forbrugersamfund. Er det et individualistisk projekt at gå op mod det?

”Mange af de spørgsmål, jeg rejser i bogen, kan man kun adressere på et kollektivt og demokratisk niveau, for det handler om, hvordan vi opbygger fællesskaber, indretter arbejdspladser, skoler og andre af samfundets institutioner. Vores samfund er filtret ind i en vækst- og optimeringsdagsorden.

Der er ikke noget galt med vækst, men det bliver en anelse tomt, hvis væksten skal tillægges værdi i sig selv. Jeg mener, man må spørge med Aristoteles: Hvad er det for værdier, væksten skal tjene? At tjene flere penge gør ikke folk lykkeligere. Så hvad skal vi bruge vores rigdom til?”.

Men hvad afgør, hvad man skal gå glip af?

”Løgstrup skriver om ’vilje til form’. For at vi kan leve godt og ordentligt med hinanden i de fællesskaber, vi er en del af, må livet gives form. Det må inddæmmes og afgrænses snarere end at flyde ud over det hele og ekspandere i alle retninger. Formen kommer ikke ud af det blå, men kommer, fordi der allerede findes former givet ved vores traditioner og institutioner.”

Skal man så bare overtage fortidens former?

”Nej. Man skal ikke bare reproducere, men også renovere og innovere, men vi har lagt næsten alle æggene i den kurv, som hedder innovation, og sagt: Det, eleverne lærer nu, er forældet om et år, så der er ingen grund til, at de lærer noget bestemt.

Det vigtigste er, at de lærer konstant at tilegne sig ny viden. Det synes jeg er en stor fejl. Man må kende til den tradition, man eventuelt skal forbedre, for ellers kan man ikke lave om på den. Det gælder for det faglige indhold i skolen, men det gælder også for livsformer. Man må kende til måder, man har gjort tingene på, som de er indlejret i samfundet.”

For at omsætte idéerne om at begrænse sig til levet liv, anbefaler du en ”kulturel økologi med æstetisk appellerende ritualer”. Hvordan kan det konkret se ud?

”Det kan handle om måden, man er sammen på i en familie, når man samles om eftermiddagen. I min familie markerer vi, at vi er sammen, ved at lægge mobiltelefoner og skærme væk, mens vi tilbereder aftensmaden og spiser. Når børnene skal i seng, må de ikke have skærme på deres værelser, men de må læse så længe og så meget, de orker, i bøger af papir. På den måde har vi afskåret børnene og os selv fra nogle muligheder, men vi tror, at vi giver dem noget andet værdifuldt. Vores børn tilbringer lang tid med skærme hver dag, men vi har skabt nogle oaser, hvor vi vælger skærmene fra.”

Hvad vil du gerne blive bedre til at gå glip af?

”Ligesom børnene ikke har skærme på deres værelser om aftenen, har jeg heller ikke skærme i vores soveværelse, og jeg lader bevidst min telefon lade op et sted, hvor jeg ikke kan se eller høre den. Og når jeg arbejder, har jeg ikke telefonen ved siden af mig.

Det gør det lettere at koncentrere mig og lidt mere besværligt at tjekke ind i det socialt kildrende univers, som de sociale medier er. Der er perioder, hvor jeg ikke er på, fordi jeg har en deadline, men der er muligheder på de sociale medier, som jeg nødig vil gå glip af, i form af kontakt med begavede mennesker, som tænker helt anderledes end mig.”

For at nå frem til, hvad man skal gå glip af, må man ifølge din bog finde ud af, hvad der har eksistentiel betydning i tilværelsen. Hvad afgør, hvad du vil gå glip af?

”De forpligtigende relationer: Forpligtigelsen som kæreste, ægtemand, far, kollega, lærer, ven og søn. Tager man alle de relationer væk fra et liv, eksempelvis mit eget, så tror jeg ikke, der er noget væsentligt tilbage.

I stedet for at være optaget af, hvad jeg måtte rumme af indre potentiale, så mener jeg, vi skal øve os i at forstå det eksistentielt betydningsfulde i de forpligtende relationer, vi har til andre. De relationer definerer os, og andres ve og vel afhænger i mange sammenhænge af det, vi gør, som vi er forpligtede til.

Det er befriende, at der er forpligtelser, vi ikke selv har skabt, og som ikke bare kan annulleres, men det forudsætter en villighed til at gå glip af andre oplevelsesbaner og udviklingsmuligheder i tilværelsen.”