SVEND BRINKMANN er med sine bøger lykkedes med at opnå kultstatus som en modig modstander og kritiker af tidens trend.
Brinkmanns insisteren på at ”stå fast” ved vores ”ståsteder” og lære os begrænsningens kunst gennem at ”gå glip” fremstår som et samfundskritisk opgør med konkurrencestaten. I hvert fald synes det at være den forståelse af Brinkmanns filosofi, som er fremherskende i den offentlige debat.
Vi er ikke enige i den tolkning. Det ligner måske nok umiddelbart en kritik. Men kradser vi lidt i overfladen, er Brinkmanns filosofi faktisk ikke en kritik, men noget, der bedst kan beskrives som et knæfald for konkurrencestaten.
I sine bøger retter Brinkmann et angreb mod det, han beskriver som en grænseløs udviklingskultur og et præstationssamfund, hvor vi hele tiden skal løbe stærkere. Det er et samfund, som er støbt efter idealet om, at ”kun det bedste er godt nok”. Vi bliver bombarderet med budskabet om, at vi har uendelige muligheder og potentialer, som skal realiseres og udvikles. Og det er, som Brinkmann påpeger, ”en illusion, som mange desværre tror på”.
Belæggene for sine påstande finder Brinkmann i reklamens verden – ”alle har ret til et fedt køkken” – og i citater fra selvhjælpsbøger og ugeblade. For Brinkmann er det store problem for moderne mennesker, at vi ikke har viljestyrke nok til at kunne sige ”nej” til alt det, der lokker os. For kan vi ikke det, ”bliver det svært at falde til ro og affinde (sig) med det eksisterende”. For Brinkmann er konkurrencestaten et udtryk for et pres, der hviler på os, om aldrig at være tilfredse, hvor vi er, men hele tiden at skulle yde mere, udvikle os mere, blive bedre og bedre i et kapløb uden ende.
MEN HVORDAN SER DET SÅ UD, hvis vi vender os fra reklameverdenen og dens budskaber og i stedet lytter til, hvordan mennesker, som lever deres dagligliv i ”konkurrencestaten”, selv oplever deres virkelighed? Spørger vi for eksempel lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere om deres hverdag, tegner der sig et noget andet billede. Frem for uendelige muligheder og ”kun det bedste er godt nok”, sådan som Brinkmann præsenterer virkeligheden, hører vi velfærdsarbejdere beskrive et system af begrænsninger, kontrol og sanktionsmekanismer, som ikke alene sætter sig i vejen for den gode præstation, men også undergraver arbejdsglæden. Rapporten ”Hvorfor stopper lærerne i skolen?” fra UCC, 2016, konkluderer for eksempel, at lærere forlader folkeskolen, fordi de ikke synes, de kan ”gøre arbejdet godt nok inden for de givne rammer”.
I en debatartikel på detoffentlige.dk den 1. september 2017 beskriver pædagog Signe Borgstrøm, hvordan hun og hendes kolleger som pædagoger er ”uddannet til at tage os af mennesker på bedste vis”, men at hun dagligt må sætte sin faglighed til side: ”(…) de såkaldte effektiviseringer (har) betydet, at den fritidsinstitution jeg arbejder på, er gået fra en normering på 12 voksne og 60 børn til nu 7 voksne og 89 børn. Åbningstiden er godt nok forkortet, men samtidig er listen over bureaukratiske krav og tiltag vokset.” Borgstrøm beskriver en hverdag, hvor hun – ikke skal yde stadig bedre og bedre – men tværtimod er tvunget til at sætte faglige hensyn til side. ”Det sværeste er, når mine menneskesyn kolliderer med den lovgivning, jeg skal implementere,” konstaterer en socialrådgiver tilsvarende i avisen.dk den 15. juli 2017.
”Vi er gået fra omsorg til motivering og kontrol,” noterer Ove Kaj Pedersen i et interview fra 2011, hvor han beskriver velfærdsarbejdet med sin teori om konkurrencestaten. Pedersen taler om, hvordan den fagprofessionelles arbejdsplads kun kan overleve, hvis den er effektiv, og hvorfor det derfor først er efter, at velfærdsarbejderen har tænkt på økonomien og på sin egen organisations overlevelse, at kvalitetsnormen kan styre arbejdet. ”Kvalitetskrav står i konfrontation med effektivitetskravet,” konstaterer han.
I KONKURRENCESTATEN er præmissen, at velfærden bliver mere effektiv, hvis den ikke i første linje styres af den enkelte velfærdsarbejders faglighed, men af alles overordnede hensyn til budgettet. Fagprofessionelle kan derfor beskrive det daglige arbejde som et tab af faglig identitet, hvor økonomihensyn overtrumfer omsorgen for patient og borger, og arbejdsglæden forsvinder.
At arbejde i konkurrencestaten bliver – med en omvendt parafrasering af Brinkmanns filosofi – at ligge under for et stadigt pres om at ”gå glip”: Gå glip af din faglige stolthed, og sæt dig selv og dine medmenneskelige hensyn til side.
I det lys er Brinkmanns filosofi en videreførelse af konkurrencestatens logik. Det, som Pedersen ser som en tvingende nødvendighed, gør Brinkmann til en moralsk dyd. Hvis vi oplever et pres i arbejdslivet om at sætte egen vilje og viden til side, prædiker Brinkmann en filosofi, ikke kun afgrænset til arbejdslivet, men for livet som sådan, hvor vi alle skal lære ”begrænsningens kunst”.
Når vi oplever, at arbejdsglæden forsvinder, siger Brinkmann, at det skal vi slå os til tåls med. Og når pædagogen og socialrådgiveren siger, at både fagligheden og medmenneskeligheden byder dem at yde omsorg ”på bedste vis”, og konkurrencestaten siger, at det er der ikke råd til, så tilføjer Brinkmann: ”Det må I lære at affinde jer med.”
Det, som ved en hurtig betragtning ser ud som en appel om modstand mod konkurrencestaten, bliver til en kapitulation: Du skal slå dig til tåls, affinde dig med og ”gå glip”. Eller sagt med andre ord: Lær dig at stå fast – med konkurrencestaten.
Daniel Ankarloo er lektor i socialpolitik, Malmö Högskola, og Anita Ulrich er antropolog.