Brinkmanns nyeste bog er en tiltrængt påmindelse om, at livet ikke går op

Er livet matematik og konsekvensberegning? Eller er det noget andet og langt dybere? Tak til Svend Brinkmann, som med bogen ”Mit år med Gud” åbner for tanker og refleksioner om det religiøse, om troens verden og om Gud, skriver dagens kronikør

Der er noget fantastisk, glædeligt og smukt i livet. Men der er også noget uforståeligt, vanskeligt og lidelsesfuldt. Livet er på én gang forudsigeligt og uforudsigeligt. Meningsfyldt og meningsløst, skriver Jørgen Breindahl efter at have læst Svend Brinkmanns seneste bog.
Der er noget fantastisk, glædeligt og smukt i livet. Men der er også noget uforståeligt, vanskeligt og lidelsesfuldt. Livet er på én gang forudsigeligt og uforudsigeligt. Meningsfyldt og meningsløst, skriver Jørgen Breindahl efter at have læst Svend Brinkmanns seneste bog. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Jeg har lige læst professor Svend Brinkmanns nyeste bog, ”Mit år med Gud”. Og lad mig sige det med det samme: Jeg har meget respekt for og er inspireret af Svend Brinkmanns filosofiske og eksistentielle refleksioner i blandt andet bøgerne ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip”.

Jeg vil ikke her forsøge at anmelde hans bog om Gud, men i stedet komme med personlige refleksioner i kølvandet af at have læst bogen.

For nylig skulle jeg i en samtale prøve at komme med et bud på, hvad religion overhovedet er for et begreb. Efter kort at have tænkt mig om var mit svar: ”Det handler om, at livet ikke går op.” Der er noget fantastisk, glædeligt og smukt i livet. Men der er også noget uforståeligt, vanskeligt og lidelsesfuldt. Livet er på én gang forudsigeligt og uforudsigeligt. Meningsfyldt og meningsløst.

For kort tid siden oplevede vi fodboldlandsholdsspilleren Christian Eriksens kollaps i åbningskampen i Parken mod Finland. En kernesund, toptrænet ung mand faldt uforståeligt om på banen med hjertestop. Det leder tankerne hen på, at ”noget” pludselig kan komme på tværs af al logisk forudsigelighed. Det skete jo også, da covid-19 brød ud i starten af 2020.

Artiklen fortsætter under annoncen

For mig er et af de centrale kendetegn ved livet, at det er så modsætningsfyldt. Lad mig her nævne nogle få temaer som eksempler.

Kærlighed/had . Vi glædes ved fællesskabet. Vi glædes ved at kunne give noget ind i fællesskabet. Og alligevel kommer der modstand mod fællesskabet. Egoismen gror frem. Måske kan det ligefrem udvikle sig til nydelse af egoismens gennemslagskraft. Glæden ved magt kan tage magten over glæden. ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,” siger Paulus i Romerbrevet, kapitel 7, vers 19.

Glæde/tomhed . Der er så fantastisk meget at være glad for, ikke mindst i et trygt land som Danmark. Sommeren, årstiderne. Naturen. Kulturen. Mulighederne. Ytringsfriheden. Og alligevel kan glædens modsætning med mellemrum tage over. Som mismod, angst, afmagt eller glædesløshed. Tomhed. Sommetider er der en forklaring, men ofte ingen rigtig tydelig forklaring. Kemiske processer i hjernen kan vise, at der er sket noget med følelserne. Hvorfor?

Hjælpsomhed/svigt . Man kan hjælpe sig selv. Og man kan hjælpe en anden eller andre. Ofte føler man sig mest i harmoni med livsfællesskabet, hvis man hjælper en anden eller andre. Og sommetider uden selv at være klar over det. Der kan også ske det modsatte: at man skader andre. Bevidst eller ubevidst. Og får man ligefrem glæde ved at skade andre eller en anden, så er der sket en farlig proportionsforvrængning, som kan medføre en dominoeffekt af dårligdomme. Både for andre og for en selv.

Retfærdighed/barmhjertighed . Hvad er retfærdighed? Det er der skrevet tykke bøger om. Du får løn som fortjent. Domstolene skal gerne repræsentere et retfærdigt retssamfund, så mennesker ikke dømmes vilkårligt eller i værste fald ud fra personlige sympatier eller antipatier. Men der er en retfærdighed, som overgår øje for øje-mentaliteten. Nemlig barmhjertigheden. Altså hvor man ikke får løn som fortjent, men på baggrund af noget større og langt mere grænsesprængende. Vi kalder det kærlighed.

Længsel . Jeg har ovenfor forsøgt at beskrive emner med modsatrettede poler ud fra en erkendelse af, at livet ikke er entydigt, men komplekst. Den kompleksitet er i ethvert menneske. Konsekvensen er, at der i ethvert menneske er en længsel efter mening og sammenhæng. Den længsel beskrev kirkefaderen Augustin som ”Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, Gud.”.

Og det er i den sammenhæng, jeg har fundet det meget inspirerende at læse Svend Brinkmanns bog ”Mit år med Gud”. For mig er det tydeligt, at Brinkmann i hele bogen kredser om denne længsel og selv oplever den. Ja, det er vel denne længsel, der overhovedet afføder, at han er gået i gang med dette specielle bogprojekt. Skal jeg udvælge et af bogens 12 kapitler, som specielt har inspireret mig, så må det være kapitlet for november: ”Hvilken rolle spiller tvivlen?”.

Brinkmann konkluderer indledningsvis, at den religiøse dimension har at gøre med eksistentielle afklaringer snarere end videnskabelige forklaringer. Som det hedder et sted: ”Gud kan betragtes som betegnelse for den mangel, der findes i verden, som mennesket er fordret til at råde bod på efter bedste, manglende evne. Så mit svar på spørgsmålet om tvivl og troskab må være: Vær tro mod tvivlen, for kun sådan kan man gardere sig mod illusionen om, at vi ved alt i eksistentielle anliggender. Og kun sådan undgår vi missionerende former for fundamentalisme. At være tro mod tvivlen forudsætter paradoksalt nok også, at man indimellem tvivler på selve tvivlen. For den er ikke velkommen i alle livets sammenhænge. Hvis man går rundt og tror, at det er godt med en vedvarende tvivl på kærligheden over for ens nærmeste, ja, så er der noget, man har misforstået.”

Og jeg spørger: Hvad er da tro? I Brevet til Hebræerne, kapitel 11, vers 1, står der: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Troen er for mig at vove sig ind i den længsel, som er et grundvilkår ved at være menneske. Det er dér, skismaet mellem tro og viden for alvor forløses eller forkrampes. Det er også dér, jeg har mulighed for at erfare troens konsekvenser og gaver. For eksempel bønhørelse. Altså at jeg eksempelvis får hjælp til at finde vej dér, hvor jeg ikke synes, der var eller er en vej.

Der har i min levetid været en trend omkring ”det søgende menneske”: at det var godt at søge, men ikke at finde. Altså en evighedssøgen som intellektuel udfordring. Uden længsel efter at finde et ståsted. Hvis jeg skal tale om tvivlens gave og opgave – for at bruge Brinkmanns sprogbrug – så er det at blive i den eksistentielle søgen, hvor tvivlen leder mig ind i troen. Ikke som min ejendom, men som en afgørende gave og mulighed. Med den kristne grundfortælling som den gave, jeg har fået med fra min opvækst, er den mangel, som Brinkmann fortæller, at Gud er udtryk for, for mig blevet det evangelium, hvor Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matthæusevangeliet, kapitel 11, vers 28). Og hvor Jakob Knudsen med baggrund i evangeliet synger: ”At mig dagen fryder trods synd og død” (Salmebogen, nummer 754).

Grundtvigs livserfaring var de berømte ord ”Menneske først, kristen så”. Altså når jeg bevæger mig ind i menneskelivets mange veje, vildveje, blindveje og omveje, så støder jeg på vanskeligheder og dilemmaer, som ikke kan beskrives i et traditionelt videnskabeligt logisk sprog. Der er brug for et andet sprog, som vi kalder det religiøse.

Hvor det afgørende betydningsfulde ikke er noget, der kan sættes på formler. Men hvor personlige sansninger og erfaringer omsættes til det religiøse sprog, der – også – beskriver virkeligheden. Og hvor troens verden bliver en ny mulighed som supplement til vores viden.

Tak til Brinkmann for tanker og refleksioner omkring det religiøse, om troens verden og om Gud. Det tema bliver vi aldrig færdige med at arbejde med. At tro på. At tvivle på. Og at tro på igen.