Prøv avisen
Debat

Brinkmanns opgør: Er selvindsigt og selvudsigt modsætninger?

Professor Svend Brinkmann er en brobygger til kristendommen, skriver lektor Dorthe Enger. – Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Det er værdifuldt, at Brinkmann tager fat på tidens narcissisme. Men det er en skam, at selvindsigtens potentielt frigørende og bevidstgørende vej får rollen som skurk, skriver gymnasielektor

Paradokser er besværlige.

Hvordan kan to modsatte synspunkter være sande på samme tid? Inden for den logisk rationelle tankemåde løses paradokser oftest ved, at det ene synspunkt vinder over det andet. To modsat‑ rettede synspunkter kan ikke hver være sande på samme tid.

Det er således en kamp mellem positioner om sandheden. I debatkulturen har denne kamp stor underholdningsværdi. Hvem vinder, hvem kæmper bedst for sin sag i synspunkternes arena? Og ikke mindst: Hvem har hvilke interesser i udfaldet af kampen?

Svend Brinkmanns opgør med selvindsigten i form af selvudvikling, coaching og mindfulness og hans opfordring til at rette blikket ud mod medmenneskene og verden vækker stor opmærksomhed.

Jeg er enig med Sørine Gotfredsen, der fremhæver, at grunden til, at Brinkmann nu har status som antiselvhjælpsguru er, at han fik pligttænkning sat på dagsordenen på en måde, der virker appellerende på ikke-religiøse mennesker, da han fremhæver, at han ikke selv er religiøs.

Brinkmann er dog samtidig en brobygger til kristendommen på to måder. Inspireret af Løgstrup taler han om værdier, der har en værdi i sig selv. Det må betyde, at han ikke anser dem for kulturelle konstruktioner, men som iboende, som givet med den menneskelige eksistens. Denne essentialisme er forenelig, om ikke identisk, med et religiøst perspektiv. Hans syn på det indre som et land, man ikke får noget ud af at gå på opdagelse i, stemmer desuden overens med Luthers pessimistiske syn på mennesket som fortabt og henvist alene til Guds nåde.

På den måde understøtter Brinkmann den skepsis, som møder folkekirkepræster, der lader sig inspirere af eller ønsker at integrere kristen eller østlig mystik med fokus på den indre vej i deres pastorale praksis.

Jeg er enig med Else Marie Kjerkegaards kritik af Brinkmanns nedgøring af den indre vejs værdi (Kristeligt Dagblad, den 19. august). Denne indre vej spiller en stor rolle i både katolsk kristendom og i østlige religioner. Ud fra en katolsk tankegang er der ikke nogen modsætning mellem selvindsigt og selvudsigt. Det katolske menneske- og verdenssyn er holistisk. ”At finde Gud i alle ting” som grundlæggeren af Jesuiterordenen, Ignatius af Loyola, udtrykte det – også gennem udforskningen af det menneskelige sind og dets tilbøjeligheder.

Dette tema udfoldede han i sin tids ”selvhjælpsbog”, Exercitiebogen (1523), hvor han understregede vigtigheden af gennem indre bøn og meditation at lære at skelne mellem destruktive og positive impulser i sindet for dermed i det ydre liv at kunne blive en positiv forandringsagent i samfundet med andre menneskers vel på sinde. Selvindsigt og selvudsigt kan således være forenende modsætninger, der skaber nyt og godt for den enkelte og for fællesskabet.

Brinkmann sætter fokus på selvindsigt uden selvudsigt, hvor selvindsigten, når den tjener et narcissistisk univers, trækker mennesket ud af livet i stedet for ind i det.

Det er værdifuldt, at han tager fat på denne narcissisme, som kan beskrives som et meningsløshedens sort hul, som er til stede indivi‑ duelt og kollektivt i vores kultur.

Dette sorte hul trækker vores eksistens ind i sig og instrumentaliserer den i forhold til det håbløse projekt, det er at fylde det op. Det sker i den enkeltes privatliv gennem mangel på nærvær og kærlighed, det sker på arbejdspladser med deres krav om evalueringer og effektiviseringer og implementeres gennem politiske beslutninger, præget af new public management-ideologi. Men det er en skam, at selvindsigtens potentielt frigørende og bevidstgørende vej får rollen som skurk.

Dorthe Enger er gymnasielektor