Britisk dom sætter gang i debat om retten til kønsopdelte skoler

Appeldomstol fastslår, at britisk muslimsk skole adskilte piger og drenge ulovligt. Dommen kan få konsekvenser for andre trosbaserede skoler

Den muslimske Al-Hijrah-skole har nu fået rettens ord for, at den ikke må holde drenge og piger adskilt i undervisningen. Dommen kan få betydning for andre muslimske skoler og også for visse jødiske skoler. –
Den muslimske Al-Hijrah-skole har nu fået rettens ord for, at den ikke må holde drenge og piger adskilt i undervisningen. Dommen kan få betydning for andre muslimske skoler og også for visse jødiske skoler. – . Foto: Caters/ritzau.

GANSKE VIST er der i det britiske skolesystem traditionelt mange rene drenge- og pigeskoler. Men hvis en skole har begge køn på samme skole, så må de to køn ikke være adskilt i undervisningen.

Det har appelretten – den sidste britiske retsinstans før højesteret – nu slået fast. Afgørelsen handler om den muslimske Al-Hijrah-skole i Birmingham, men dommen kan også få betydning for anslået 20 andre overvejende muslimske og ultraortodokse jødiske skoler.

Sagen er anlagt af Ofsted, som er det britiske skoletilsyn. Selvom tilsynet har vundet sagen, så får de samtidig kritik af dommerne for at set gennem fingre med den ulovlige praksis i mange år, skriver BBC News.

Den muslimske Al-Hijrah-skole har gennem hele processen fået opbakning fra Birmingham Kommune. Børnedirektør Colin Diamond finder det ubekvemt at skulle håndhæve en politik, som tillader andre fuldt lovlige skoler i nabolaget, som kun tager piger eller drenge.

”Vi taler om en meget populær skole med gode eksamensresultater og forældre, som melder deres børn ind, velvidende at skolen adskiller piger og drenge,” siger han til avisen The Times.

Han understreger dog, at det er afgørende, at skolen holder sig inden for lovens rammer.

Ultraortodokse jødiske skoler har fulgt sagen tæt. Rabbiner David Meyer, der er direktør for Partnerships for Jewish Schools – en sammenslutning af jødiske skoler, finder dommernes afgørelse udfordrende.

”Det er svært at finde et uddannelsesmæssigt argument, der kan retfærdiggøre, at nogle skoler må adskille kønnene, mens det bliver betaget som ulovligt for andre. Desværre betyder afgørelsen i denne sag, at det mere vil begrænse forældres valgmuligheder end hæve uddannelsesniveauet,” siger David Meyer til den jødiske avis The Jewish Chronicle.

Han henviser dermed til de traditionelle pige- og drengeskoler, hvoraf nogle er de mest prestigefyldte i landet.

Men de to ting kan ikke sammenlignes, fastslår i direktøren for skoletilsynet Ofsted i et indlæg i avisen Daily Mail.

”Det lette svar er, at drenge- og pigeskoler har en specifik undtagelse i loven. Men der er et andet og mere fundamentalt spørgsmål, som handler om formålet med opdelingen. Det er derfor, de fleste pigeskoler lægger vægt på at imødegå kønsstereotyper og på at give pigerne et skub i typiske mandefag,” forklarer Amanda Spielman, før hun forklarer, hvorfor tilsynet har valgt at gå til den yderste retsinstans, selvom tilsynet har tabt sagen ved lavere domstole.

”Formålet med kønsopdelingen på Al-Hijrah er anderledes. Deres politik er indrettet på af forstærke forskellene mellem kønnene, og deres snævert definerede roller i samfundet. Deres politik var, som domstolen fandt, at en pige, der går på Al-Hijrah, aldrig må være alene med en dreng eller mand, som hun ikke er i familie med, fra en alder af ni år,” fortsætter Amanda Spielman.

Lokalpolitisk har De Konservative, som er i opposition i byrådet i Birmingham, krævet, at skolen bliver lukket. Matt Bennett, der er De Konservatives skoleordfører, henviser til, at det offentlige tidligere har været nødt til at overtage kontrollen med skolen.

”Skolen har, for at sige det mildt, et noget blakket ry. Og nu, hvor den endnu en gang er blevet bedømt som værende utilstrækkelig, så er det uden for enhver debat, at byrådet har fejlet i at give skolen de nødvendige forbedringer,” argumenterer Matt Bennett for en total lukning i lokalavisen Birmingham Mail.