Prøv avisen
Essay

Britisk filosof: Derfor er denne krise et vendepunkt i historien

Undertrykkelse af virussen nødvendiggør en økonomisk nedlukning, der kun kan være midlertidig, men når økonomien genstartes, vil det være i en verden, hvor regeringer tager skridt mod at bremse det globale marked, skriver den britisk politiske filosof John Gray. – Foto: Douglas Magno/AFP, Vanessa Carvalho/Zuma Wire, Punit Paranjpe/AFP og Ngan Mandel/AFP/Ritzau Scanpix

Globaliseringens højdepunkt er et afsluttet kapitel. For dem af os, der ikke arbejder i frontlinjen, er opgaven nu at viske tavlen ren og tænke over, hvordan vi skal leve i en ændret verden

De øde gader vil blive fyldt igen, og vi vil forlade vores skærmoplyste huler blinkende af lettelse. Men verden vil være anderledes, end vi plejede at forestille os i de tider, vi troede var normale. Dette er ikke en midlertidig snublen i en ellers stabil tilstand af ligevægt: Den krise, vi gennemlever nu, er et vendepunkt i historien.

Globaliseringens højdepunkt er et afsluttet kapitel. Et økonomisk system, der har forladt sig på global produktion og lange forsyningskæder, transformeres til et system, som bliver mindre sammenkoblet. En levevis drevet af uendelig mobilitet er skælvende ved at nå sin ende. Vores liv vil være mere fysisk begrænsede og mere virtuelle, end de var før. En mere fragmenteret verden, som på nogle måder kan være mere modstandsdygtig, vil opstå.

Den engang så formidable britiske stat er ved at blive genopfundet i al hast — og det i et omfang, der ikke er set før. Med nødbeføjelser godkendt af parlamentet har regeringen smidt den økonomiske ortodoksi over bord. Plaget af flere års imbecil sparepolitik har sundhedssystemet — ligesom de væbnede styrker, politiet, fængslerne, brandvæsenet, pleje- og rengøringspersonalet — ryggen mod muren. Men takket være de ansattes noble pligtopfyldenhed vil virussen blive holdt i skak. Vores politiske system vil overleve intakt. Ikke mange lande vil være så heldige. Overalt kæmper regeringerne med den balanceakt, der ligger mellem at undertrykke virussen og knuse økonomien. Mange vil snuble og falde.

I det fremtidssyn, progressive tænkere klamrer sig til, er fremtiden en forskønnet version af den seneste fortid. Dette hjælper dem utvivlsomt til at bevare en vis grad af fornuft. Det underminerer dog også det, der nu er vores mest vitale egenskab: evnen til at tilpasse os og skabe forskellige måder at leve på. Opgaven forude er at opbygge økonomier og samfund, der er mere robuste og mere menneskeligt beboelige end dem, der blev udsat for det globale markeds anarki.

Det betyder ikke et skifte til mindre omfangsrig lokalisme. Befolkningstallet er for stort til, at lokal selvforsyning kan være en farbar vej, og de fleste mennesker er ikke villige til at vende tilbage til de små, lukkede samfund, der dominerede den mere fjerne fortid. Men de seneste årtiers hyperglobalisering vender heller ikke tilbage. Virussen har blotlagt fatale svagheder i det økonomiske system, som blev lappet sammen efter finanskrisen i 2008. Den liberale kapitalisme er kollapset.

Trods al dens snak om frihed og valg var liberalismen i virkeligheden et forsøg på at opløse de traditionelle kilder til social samhørighed og politisk legitimitet og erstatte dem med et løfte om stigende materiel levestandard. Dette eksperiment er nu afsluttet. Undertrykkelse af virussen nødvendiggør en økonomisk nedlukning, der kun kan være midlertidig, men når økonomien genstartes, vil det være i en verden, hvor regeringer tager skridt mod at bremse det globale marked.

En situation, hvor så mange af verdens væsentligste medicinalforsyninger kommer fra Kina — eller noget andet enkeltstående land — vil ikke blive tolereret. Under henvisning til den nationale sikkerhed vil produktionen på disse og andre følsomme områder blive trukket tilbage. Forestillingen om, at et land som Storbritannien skulle kunne udfase landbrug og gøre sig afhængigt af import for at få mad, vil blive afvist som det vrøvl, det altid har været. Luftfartsindustrien vil skrumpe, fordi folk vil rejse mindre. Hårdere grænser vil være en varig bestanddel af det globale landskab. Opretholdelse af snævre mål om økonomisk effektivitet vil ikke længere være muligt for regeringer.

Pandemien har pludseligt accelereret den geopolitiske forandring. Kombineret med olieprisernes kollaps kan den ukontrollerede spredning af virus i Iran destabilisere det teokratiske regime. Med en omsætning, der styrtdykker, er Saudi-Arabien også i fare. Der er ingen tvivl om, at mange ikke vil begræde dette, men der er heller ingen sikkerhed for, at en nedsmeltning i Golfen vil skabe andet end en lang periode med kaos. På trods af mange års snak om diversificering er disse regimer stadig slaver af olien, og selv hvis prisen retter sig en smule, vil den globale nedluknings økonomiske konsekvenser være ødelæggende.

I modsætning hertil vil Østasiens fremskridt helt sikkert fortsætte. De mest succesfulde svar på epidemien har hidtil været dem, vi har set i Taiwan, Sydkorea og Singapore. Det er svært at tro andet, end at deres kulturelle traditioner, som fokuserer på kollektiv velvære mere end personlig autonomi, har spillet en rolle i deres succes. De har også modstået dyrkelsen af minimalstaten. Det ville ikke være overraskende, hvis de tilpassede sig afglobaliseringen bedre end mange vestlige lande.

Kinas position er mere kompleks. På grund af landets tendens til at dække over sandheden og præsentere uigennemsigtige statistikker, er dets resultater under pandemien svære at vurdere. Det er under alle omstændigheder ikke en model, et demokrati kunne eller burde efterligne. Som det nye NHS Nightingale viser, er det ikke kun autoritære regimer, der kan bygge hospitaler på to uger. Ingen kender de fulde menneskelige omkostninger ved den kinesiske nedlukning. Alligevel ser Xi Jinpings regime ud til at have nydt godt af pandemien. Virussen har givet dem en undskyldning for at udvide statens overvågning og indføre endnu stærkere politisk kontrol. I stedet for at spilde krisen, udnytter Xi den til at udvide landets indflydelse. Kina er ved at træde ind på EU’s plads ved at bistå nødstedte nationale regeringer såsom Italien. Mange af de masker og testkits, der er leveret, har vist sig at være defekte, men det faktum ser ikke ud til at have givet Beijings propagandakampagne mange ridser i lakken.

EU har reageret på krisen ved at afsløre sin grundlæggende svaghed. Få idéer foragtes så kraftigt af de mere fornemt tænkende som suveræniteten. I praksis betyder suverænitet evnen til at eksekvere en omfattende, koordineret og fleksibel beredskabsplan af den slags, der implementeres i Storbritannien og andre lande. De tiltag, der allerede er truffet, er mere vidtrækkende end nogen af dem, der blev implementeret under Anden Verdenskrig. I deres væsentligste henseender er de også det modsatte af det, der skete dengang, hvor den britiske befolkning blev mobiliseret som aldrig før, og arbejdsløsheden faldt drastisk. I dag er Storbritanniens arbejdere — bortset fra dem, der udfører væsentlige tjenester — blevet demobiliseret. Hvis den står på i mange måneder, vil lukningen kræve en endnu større socialisering af økonomien.

Hvorvidt de vindtørre, neoliberale strukturer i EU kan gøre noget som dette, er tvivlsomt. Hidtil ukrænkelige regler er blevet revet midt over af Den Europæiske Centralbanks obligationsopkøbsprogram og lempelse af begrænsningerne for statsstøtte til industrien. Men den modstand mod en fordeling af de økonomiske byrder, vi ser fra nordeuropæiske lande som Tyskland og Holland, kan blokere vejen til redning af Italien — et land, der er for stort til at blive knust ligesom Grækenland, men som muligvis også bliver for dyrt at redde.

EU’s grundlæggende fejl er, at det er ude af stand til at varetage en stats beskyttende funktioner. Eurozonens opløsning er blevet forudsagt så ofte, at den efterhånden kan synes utænkelig. Men under de belastninger, de står over for i dag, er opløsningen af de europæiske institutioner ikke så urealistisk. Den frie bevægelighed er allerede lukket ned. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans seneste forsøg på at afpresse EU ved at true med at gøre det muligt for migranter at passere gennem Tyrkiets grænser, kombineret med slutspillet i Syriens Idlib-provins, kan føre til flere hundrede tusinde, måske millioner, af flygtninge, der når Europa. Endnu en migrantkrise, der ledsages af et pres på den dysfunktionelle euro, kan være dødsstødet.

Hvis EU overlever, bliver det måske som noget, der minder om Det Tysk-romerske Rige i dets senere år — et fantom, der bliver hængende i generationer, mens magten udøves andre steder. Livsnødvendige beslutninger tages allerede hos nationalstaterne. Fordi den politiske midte ikke længere er en førende kraft og med en stor del af venstrefløjen dedikeret til det mislykkede europæiske projekt, vil mange regeringer blive domineret af det yderste højre.

I USA finder Donald Trump det åbenlyst vigtigere at holde økonomien oven vande end at inddæmme virussen. Et børskollaps, der vækker mindelser om 1929, og en arbejdsløshed, der er værre end i 1930’erne, kan udgøre en eksistentiel trussel mod hans præsidentembede. James Bullard, CEO for The Federal Reserve Bank of St. Louis, har antydet, at den amerikanske ledighed kan nå 30 procent — et højere niveau end under Depressionen. Omvendt kan det at begrænse nedlukningen — med den amerikanske decentrale styreform, et knusende dyrt sundhedsvæsen og mange millioner uden forsikring, et kolossalt antal fængslede, hvoraf mange er gamle og svagelige samt byer med et betydeligt antal hjemløse og en allerede stor opioid-epidemi — betyde, at virussen spredes ukontrollabelt og med ødelæggende effekt. (Trump er ikke alene om at tage denne risiko. Sverige har ikke hidtil indført noget, der minder om den nedlukning, som foregår i andre lande.)

I modsætning til det britiske program er Trumps støttepakke på 2.000 mia. dollars mest af alt endnu en redningspakke til erhvervslivet. Men hvis man skal tro meningsmålingerne, støtter et stigende antal amerikanere hans håndtering af epidemien. Hvad nu hvis Trump kommer ud af denne katastrofe med et flertal af amerikanernes støtte?

Uanset om han bevarer sit greb om magten, er den amerikanske position i verden uigenkaldeligt ændret. Det, der er under hurtig optrevling er ikke blot de seneste årtiers hyperglobalisering, men hele den globale orden, der blev etableret ved Anden Verdenskrigs afslutning. Ved at punktere en imaginær tilstand af ligevægt, har virussen fremskyndet en opløsningsproces, der har været undervejs i mange år.

I hans skelsættende ”Plagues and Peoples” skrev Chicago-historikeren William H. McNeill:

”Det er altid muligt, at en eller anden hidtil obskur parasitær organisme undslipper sin vante niche i økosystemet og udsætter de tætte befolkningsgrupper, der er blevet så iøjnefaldende på Jorden, for en rask, og måske ødelæggende, omgang dødelighed.”

Det vides endnu ikke, hvordan Covid-19 undslap sin niche, omend der er mistanke om, at Wuhans ”våde markeder”, hvor det lokale dyreliv sælges, kan have spillet en rolle. I 1976, da McNeills bog først blev udgivet, var ødelæggelsen af de eksotiske arters levesteder ikke nær så fremskreden, som den er i dag. Efterhånden som globaliseringen er taget til, har risikoen for spredning af infektionssygdomme gjort det samme. Den spanske syge i 1918-1920 blev en global pandemi i en verden uden flytrafik for masserne. I en kommentar til, hvordan pestsygdomme er blevet fortolket af historikerne, observerede McNeill: ”For dem som for andre forblev lejlighedsvise katastrofale udbrud af smitsomme sygdomme pludselige og uforudsigelige afbrydelser af normen, der ingen videre historisk forklaring havde.” Mange senere undersøgelser er kommet til lignende konklusioner.

Alligevel eksisterer der fortsat en opfattelse af, at pandemier er mindre, besynderlige udslag snarere end en integreret del af historien. Bag denne opfattelse ligger en tro på, at mennesker ikke længere er en del af den naturlige verden, og at de kan skabe et selvstændigt økosystem, der er adskilt fra resten af biosfæren. Covid-19 fortæller dem tydeligt, at det kan de ikke. Det er kun ved hjælp af videnskaben, at vi kan forsvare os mod denne pestilens. Massetestning for antistoffer og udvikling af en vaccine vil være afgørende. Men der skal ske permanente ændringer i vores levevis, hvis vi skal være mindre sårbare i fremtiden.

Det stof, som hverdagen er gjort af, er allerede ændret. Der er en følelse af skrøbelighed overalt. Det er ikke kun samfundet, der føles usikkert. Det samme gør menneskets position i verden. Virale billeder afslører menneskets fravær på forskellige måder. Vildsvin løber frit i byerne i det nordlige Italien, mens bander af aber, der ikke længere fodres af turister, kæmper i Lopburis gader i Thailand. Umenneskelig skønhed og en hård kamp for livet er opstået i byer, som er lagt øde af virussen.

Det, virussen fortæller os, er ikke blot, at fremskridt kan vendes — en kendsgerning, som selv de progressive synes at have fattet — men at fremskridt kan underminere sig selv. For at tage det mest oplagte eksempel, har globaliseringen skabt nogle enorme fordele — millioner er blevet løftet ud af fattigdom. Denne præstation er nu truet. Globaliseringen avlede selv den afglobalisering, som nu er i gang.

Mens udsigten til stadigt stigende levestandarder svinder, genopstår andre kilder til autoritet og legitimitet. Uanset om det er liberalt eller socialistisk, hader det progressive sind tanken om national identitet af et ondt hjerte. Historien rummer rigeligt med eksempler på, hvordan en sådan kan misbruges. Men nationalstaten er i stigende grad den stærkeste kraft, der driver handlinger på den store skala. For at håndtere virussen, kræves der en kollektiv indsats, der ikke vil blive mobiliseret på baggrund af hensyn til den universelle menneskehed.

Ligesom vækst har altruismen sine begrænsninger. Før det værste af krisen er overstået, vil der være eksempler på ekstraordinær uselviskhed. I Storbritannien har en hær på over en halv million mennesker meldt sig som frivillige for at støtte sundhedsvæsenet. Men det ville være uklogt at stole på, at menneskelig sympati i sig selv vil føre os igennem dette. Venligheden over for fremmede er så dyrebar, at den må rationeres.

Det er her, den beskyttende stat kommer ind i billedet. I sin kerne har den britiske stat altid været hobbesiansk. Fred og et stærkt styre har været de overordnede prioriteringer. Samtidig har denne hobbesianske stat for det meste hvilet på samtykke — særligt i tider med nationale nødsituationer. At blive beskyttet mod fare har overtrumfet ønsket om frihed fra regeringens indblanding.

Hvor meget af deres frihed, folket vil ønske sig at få tilbage, når pandemien har toppet, er et åbent spørgsmål. De viser ikke megen interesse for socialismens tvungne solidaritet, men vil måske med glæde acceptere en ordning med biologisk overvågning af hensyn til en bedre beskyttelse af deres sundhed. At grave os selv op af hullet vil kræve mere statslig intervention frem for mindre — og det af en meget opfindsom slags. Regeringerne bliver nødt til at gøre meget mere i forhold til at stille afsætningsgarantier for videnskabelig forskning og teknologisk innovation. Omend staten ikke altid vil være større, vil dens indflydelse være udbredt og efter den gamle verdens standarder mere indgribende. Det post-liberale styre vil være normen i den overskuelige fremtid.

Kun ved at anerkende de liberale samfunds svagheder kan vi bevare deres mest essentielle værdier. Sammen med retfærdighed omfatter disse individuel frihed, som ud over at være noget værd i sig selv også udgør en nødvendig kontrol over for regeringen. Men de, der tror, at personlig autonomi er det mest grundlæggende menneskelige behov, afslører deres uvidenhed om psykologi — ikke mindst deres egen. For stort set alle er sikkerhed og tilhørsforhold lige så vigtige og ofte mere. Liberalismen var i realiteten en systematisk fornægtelse af denne kendsgerning.

En fordel ved karantænen er, at den kan bruges til at tænke tingene igennem forfra. Opgaven er nu at rydde sindet for rod og tænke over, hvordan vi skal leve i en ændret verden. For dem af os, der ikke arbejder i frontlinjen, bør dette være tilstrækkelig beskæftigelse, så længe det varer.

©New Statesman.

Denne artikel er oversat af Translated By Us.

Globaliseringen avlede selv den afglobalisering, som nu er i gang.

Hvis EU overlever, bliver det måske som noget, der minder om Det Tysk-Romerske Rige i dets senere år - et fantom, der bliver hængende i generationer, mens magten udøves andre steder.