150 år efter udgivelsen af det første bind af den tyske filosof og økonom Karl Marx’ magnum opus, ”Kapitalen”, har interessen for den revolutionære tænker fået endnu en renæssance. Der meldes om store stigninger i salgstallene for Marx’ tekster, der udkommer stadig biografier om manden med det store skæg, og tidligere på året udkom en biograffilm om Marx’ unge år. Dertil har den globale ulighedsdebat atter fået vind i sejlene, især efter den franske økonom Thomas Pikettys mammutbog ”Kapitalen i det 21. århundrede” blev en international bestseller i 2014.
Men kan en bog fra midten af det 19. århundrede om et industrisamfund i sin vordende fase overhovedet bruges som et værktøj til at forstå nutidens verdensorden? Ja, mener David Harvey, som er professor ved City University of New York. Han har undervist i ”Kapitalen” i over 40 år og skrevet flere bøger om Marx.
Marx udtænkte en hel måde at beskrive og undersøge, hvordan kapital cirkulerer og hober sig op. Og i det system så han, at der var indlejret et uundgåeligt grundlag for vedvarende kriser, forklarer David Harvey.
”Hvis vi er enige om, at dette system genererer kriser – faktisk mere intense og mere geografisk omfattende kriser end nogensinde før – så har vi brug for nogle redskaber til at analysere, hvad det er, som foregår,” siger David Harvey.
”Kapitalen”, der består af tre bind, som i den danske udgave fra 1973 inklusive registerbind fylder godt 3000 sider, omtales ofte som den mest læste bog om økonomi til dato. Men ifølge David Harvey er problemet netop, at det ikke er den mest læste bog om økonomi.
”Det, som virkelig overrasker mig, er, at den eneste person, der virkelig har arbejdet hårdt på at forklare, hvor kriser udspringer fra, er den eneste person, som økonomerne ikke læser,” siger han og forklarer, at Marx selv påpegede, at en typisk økonoms svar på en krise er, at det ikke ville ske, hvis verden var i overensstemmelse med denne økonoms lærebog.
”Men selvfølgelig er verden ikke i overensstemmelse med en lærebog,” udbryder den aldrende professor med en britisk accent, der stadig er tydelig efter manges års ophold i USA.
Derfor kommer kriser meget ofte som en stor overraskelse for økonomer, som hellere vil tolke kriser som et udtryk for dårlige politiske reformer og andre eksterne faktorer. Men dermed overser de en vigtig pointe, som Marx kom med, forklarer David Harvey. Nemlig, at kriser reproducerer sig selv på grund af indbyggede modsætninger i det kapitalistiske system.
”Marx siger: Prøv at høre, kriser er indlejret i systemet, fordi det er et modstridende system,” siger David Harvey.
2017 er også 10-året for den indledende fase af, hvad der udløste den største globale økonomiske krise siden 1930’erne. I august 2007 prikker de amerikanske subprime -lån hul på en den amerikanske boligboble og skaber den finanskrise, som for alvor tager fart i 2008. En krise, som ikke kun havde rod i det amerikanske boligmarked, men også til tidligere kriser, påpeger Harvey.
Og for at forstå de kriser, som vi har oplevet de seneste 30 år, og som ifølge David Harvey vokser i styrke, vil det være direkte dumt ikke at beskæftige sig med Marx, selvom man langtfra skal tage alt for gode vare. For ikke alle analyser er lige gode, og mange bør justeres. Desuden er det nødvendigt, at man læser alle tre i bind i deres helhed, forklarer David Harvey og understreger, at mange begår den fejl at læse Marx ud fra et enkelt bind af Kapitalen eller endnu værre ud fra enkelte passager.
”Tag dig i agt for one-liners,” gentager han. For eksempel konkluderer Marx bombastisk, at de rige bliver rigere og rigere, og de fattige bliver fattigere og fattigere.
”Og det er jo ikke tilfældet, for mange steder i verden er mange mennesker bedre stillet end for 150 år siden, forklarer David Harvey og fortsætter:
”Og så vil folk sige, at Marx tog fejl. Men det er ikke pointen. Argumentet går på, at hvis der ikke var nogen problemer i markedet, så vil du se dette scenarie. Går du videre til bind to af ’Kapitalen’, siger han noget helt andet,” fortæller David Harvey.
I bind to kigger Marx blandt andet på markedet og undersøger, hvad der vil ske, hvis man bliver ved med at reducere lønningerne, som den enkelte kapitalist vil være tilbøjelig til at gøre for at forøge sin egen produktion. Marx’ påstand er, at bliver man ved med at reducere lønninger, vil man til sidst undergrave hele markedet, da der ikke vil være nogen, som har råd til at købe produkterne. Og det illustrerer den modsætning, som findes i systemet, forklarer David Harvey.
Og både pointen om et mindre reguleret marked, der skaber mere ulighed, og konklusionen om faldende lønningers tendens til at mindske markedet er ifølge professoren noget, vi har set sidste 40 år.
”Og svaret har været: Se at få svunget kreditkortet. Man udvider markedet igennem forøget gæld. Så siden 1970’erne har vi set en kæmpe udvikling i forbrugergæld, statsgæld og virksomheders gæld. Man har forsøgt at overvinde modsætningen mellem stagnerende lønninger og stigende ulighed ved at vende sig mod en gældsøkonomi,” siger David Harvey og understreger, at det igen har skabt grobund for nye kriser.
På den baggrund ser David Harvey også en sammenhæng mellem den stigende interesse for både Marx og den voksende popularitet, som mere klassisk venstreorienterede politikere som Anthony Corbyn i Storbritannien og Bernie Sanders i USA har oplevet. Denne sammenhæng har ifølge ham blandt andet rod i den store arbejdsløshed, som mange oplevede efter finanskrisen i 2008, samt at reallønnen i mange dele af verden ifølge ham ikke er steget i over 30 år. Desuden arbejder flere og flere under mere usikre kontraktforhold – det såkaldte prekariat – ligesom der er lavet en række nedskæringer på det offentlige forbrug.
”Så vi har en ny slags mennesker på gulvet, som har anerkendt, at den konstante nedskæringspolitik og det system, der sænker lønninger eller i det mindste ikke tillader dem at stige, er modstridende. Og hvor går de hen?”, spørger David Harvey retorisk.
Han forklarer, at kriser som den i 2008 historisk set har medført statslige indgreb på markedet gennemført med en mere klassisk socialdemokratisk politik som den, Anthony Corbyn og Bernie Sanders repræsenterer. Og nogle af de statsindgreb vil være positive og omfattende, men de vil ofte finansieres igennem gæld.
Og dette er ifølge Harvey en modsætning, for selvom man ikke ønsker at forøge gælden, er man samtidig nødt til det, hvis man skal bevæge sig væk fra den nedskæringspolitik, som er blevet ført i mange lande.