I store dele af det forgangne år var den britiske premierminister, Boris Johnson, på hælene i meningsmålingerne. Det skyldtes ikke mindst, at Storbritannien var Europas syge mand, som kæmpede med Italien om den lidet flatterende rolle som landet med den højeste dødelighed som følge af corona i Europa.
Han blev samtidig presset af den nyvalgte Labour-leder Keir Starmer, der bragte Labour tættere på midten af britisk politik efter knap fem år med Jeremy Corbyn i spidsen, hvor arbejderpartiet blev styret af partiets venstrefløj.
Men der ligger også en mere grundliggende ændring i britisk politik bag, at Labour her før lokalvalgene den 6. maj i England ikke har indhentet De Konservative, hvis man spørger den konservativt orienterede statskundskabsprofessor Matthew J. Goodwin fra universitetet i Kent.
”Grunden til, at De Konservative ligger øverst i meningsmålingerne, hænger i høj grad sammen med en nyorientering i britisk politik over det seneste årti. Vi er gået væk fra den traditionelle opdeling mellem højre og venstre. I stedet er den erstattet af en kulturpolitik, hvor temaer som EU-skepsis, immigration, sociale værdier, historie og den nationale arv vægter højt. Det har gjort det muligt for De Konservative at nå en ny gruppe vælgere, som deler de mere konservative værdipolitiske holdninger, og det er arbejderklassen og folk uden en universitetsuddannelse,” siger Matthew Goodwin.
Når det er sagt, så medgiver han, at den britiske succes med at vaccinere mod corona siden nytår har flyttet Storbritannien fra at være et af de hårdest ramte lande til et af de mest succesfulde.
Hertil kommer, at de daglige briefinger fra Downing Street også giver premierministeren og hans ministre en øget synlighed.
”Boris Johnson nyder naturligvis godt af at være den siddende premierminister under udrulningen af vaccinen. Men hans holdninger til Brexit og immigration spiller også ind. Han har reduceret udgifterne til udviklingshjælp, har været hård i forhandlingerne med EU, har blandet sig i debatten om vandalisme mod statuer og har senest støttet fodboldfans i kampen mod milliardærejerne,” siger Matthew Goodwin med henvisning til de kuldsejlede planer, hvor nogle af Europas rigeste fodboldklubber – hvoraf halvdelen var engelske – ville etablere deres egen lukrative superliga.
”Det spiller alt sammen ind i den politiske nyorientering. De Konservative har i nylige målinger et forspring på 14 procentpoint blandt vælgerne i arbejderklassen. Vi har ikke set noget tilsvarende siden Margaret Thatcher.”
Det leder dermed frem til Keir Starmer, der for lidt over et år siden blev valgt som ny leder af Labour. Han har længe ligget over Boris Johnson i målingerne om, hvilken leder vælgerne havde størst tillid til. Men hvedebrødsdagene er ovre.
”Det handler primært om to ting. Det er igen vaccineprogrammet, der har givet Boris Johnson ny medvind. Noget andet er, at venstrefløjen i Labour, som støttede Jeremy Corbyn, har mistet tilliden til Keir Starmer,” fremhæver Matthew Goodwin, der i sagens natur er skeptisk over for Keir Starmer.
”Han har stabiliseret skibet, men der er stadig mange huller i skroget. Det centrale er, at vælgerne ikke ved, hvad han står for. Hertil kommer, at han mangler karisma og ikke fremstår dynamisk og interessant. Det er ikke enestående i Labour. Det har været tilfældet for de fleste ledere, med Jeremy Corbyn og Tony Blair som de nyere undtagelser.”
Af samme grund forudser han et svært valg i særligt England ved lokalvalgene i maj – hvor Labour får svært ved at vinde stemmer tilbage i den tidligere såkaldte ”røde mur” i industribyerne i det nordlige England, hvor De Konservative vandt for første gang i mange år ved parlamentsvalget i 2019.
”Det billede bliver forstærket af den nyorientering, som jeg taler om. Keir Starmer er nødt til at demonstrere, at partiet kan gå frem i det nordlige England, blandt arbejderklassen i de traditionelle industribyer. Labour står stærkt i liberale kredse i de store byer og universitetsbyerne. Men det er ikke nok, at partiet genvinder overborgmesterposten i London. Partiet er også nødt til at vinde de socialt konservative arbejderstemmer i nord tilbage. Ellers er resultatet en fiasko.”
Noget andet er, hvor stærkt Boris Johnson står i sit eget bagland, forklarer professor Matthew Goodwin.
”Han står stærkt blandt græsrødder, almindelige partimedlemmer og vælgerne. Der er forskellige fraktioner i partiet, som kun vil støtte ham, så længe det ser godt ud i meningsmålingerne. Der er den liberalistiske fløj, som er stærkt imod coronarestriktionerne. Hertil kommer medlemmer valgt i det nordlige England, som ønsker en mere direkte økonomisk støttende politik. En anden svaghed er de mange beskyldninger om vennetjenester og amoralsk opførsel, hvor gode kontakter får særlige fordele. Det var den slags skandaler, der ramte De Konservative i 1990’erne, hvilket banede vejen for Labour og Tony Blair,” fremhæver Matthew Goodwin, der omvendt ikke er så bekymret for de mere personlige skandaler, som klæber sig til Boris Johnson, herunder ikke mindst beskyldninger om ulovlig finansiering af renoveringen af embedsboligen Downing Street.
”Vi har fra Donald Trump til Boris Johnson set en populisme, hvor modstandere tror, at den slags skandaler er farlige. Men det er de sjældent. De har ikke nok kraft til at destabilisere personer eller partier. Boris Johnsons personlige appel er, at vælgerne ser ham som en outsider, selvom han er indbegrebet af en insider. Men han gik op imod eliten om Brexit, og han fik dermed et stempel som antiestablishment, hvilket en Keir Starmer aldrig kan opnå,” fremhæver Matthew Goodwin.
Men skandalerne har kostet De Konservative opbakning i meningsmålingerne, og partiet fører nu kun snævert over Labour.
Hertil kommer, at den britiske valgkommission har bebudet en undersøgelse af, hvorvidt Boris Johnson har brugt omkring en halv million kroner i bidrag til De Konservative til at renovere lejligheden. Selvom premierministeren nu selv har betalt de penge, så kan han have overtrådt reglerne og vil i så fald blive presset til at træde tilbage.