En af de overraskende stemmer i den britiske debat om identitetspolitik og politisk korrekthed, særligt når det kommer til kønsidentitet, er skuespilleren Laurence Fox.
Tilbage i januar var han inviteret til at deltage i det politiske spørgeprogram ”Question Time” på BBC. Her bliver panelet af politikere og akademikere ofte krydret med en kunstner for at få et bredere perspektiv.
Et af spørgsmålene var, hvorvidt prins Harry og hans amerikanske hustru, Meghan Markle, havde forladt Storbritannien på grund af racisme mod hendes afroamerikanske baggrund.
”Jeg sagde, at det ikke handlede om racisme, og at landet havde været utrolig imødekommende. Hvis hun oplevede uønsket opmærksomhed, så handlede det mere om, at hun var en kendis i en ny rolle, end det var et spørgsmål om race,” fortæller Laurence Fox på et onlinemøde for udenlandske korrespondenter i London.
Han fik i tv-programmet det modsvar fra én blandt publikum, at han ikke forstod, hvad det handlede om, fordi han var en ”privilegeret hvid mand”, og at han var en ”racist”.
Det har siden vist sig, at kvinden bag udsagnet var Rachel Boyle, der er leder af et center ved Leeds Beckett University, hvor hun arbejder med køn og raceidentitet. Men Laurence Fox tænkte ikke videre over det, efter optagelsen var slut.
”Men da jeg vågnede næste morgen var min mobiltelefon nærmest rødglødende,” fortæller han om reaktionerne, som gik fra støtte og opbakning til de mest ondsindede kommentarer.
Og nu var Laurence Fox ikke kun en skuespiller. Han var havnet i orkanens øjne i debatten om race, identitetspolitik og køn.
Den høje, slanke mand er del af Foxfamilien, der i tre generationer har været en del af den britiske skuespiller- og teaterscene.
Den nu 42-årige skuespiller har en solid karriere bag sig – uden på nogen måde at være en stor stjerne. Men efter sin optræden i det politiske program på BBC blev han nærmest persona non grata, ikke mindst blandt yngre kvindelige skuespillere.
Selv var han i en form for choktilstand i tre måneder, hvor han blev stemplet som racist – og det offentlige stempel virkede.
”Det er virkelig en voldsom anklage. Jeg plejede at have hyggelige snakke med den farvede ekspedient på apoteket, hvor jeg hentede medicin til min nu afdøde mor. Men pludselig ville hun ikke længere tale med mig,” fortæller Laurence Fox, som igen og igen understreger, at han på ingen måde ser sig selv som racist.
Men når det er sagt, så bryder han sig ikke om den udbredte identitetspolitik, som blandt andet handler om en persons ret til at bestemme sit eget køn – uanset hvad man er fra fødslen.
Fra at være et offer i den meget rå og uforsonlige debat, er Laurence Fox gået over i den helt anden boldgade. Han har stiftet partiet og bevægelsen Reclaim, hvis navn handler om at tage noget tilbage.
”Jeg tænkte, at vi har et reelt problem her. Vi skal kæmpe for retten til at have holdninger og til at have dem, uden at vi skal miste vores arbejde. Og jeg følte, at tiden var inde til, at Storbritannien får en politisk bevægelse, der står for ytringsfrihed og retten til frit at tilkendegive sine holdninger. Det handler om simple værdier: retfærdighed, retssikkerhed og sund fornuft, som nu synes at erodere,” mener Laurence Fox.
Det siger han med henvisning til planer om at udvide den britiske diskriminationsparagraf til blandt andet at omfatte mænd, der klæder sig som kvinder, ældre, asylansøgere og agnostikere.
Han erkender, at det er ambitiøst at starte et nyt parti i det britiske valgsystem med valg i enkeltmandskredse. Men omvendt skal en ny bevægelse have et fundament. Også et økonomisk fundament. Og det har han fået på plads. Den britiske milliardær og forretningsmand Jeremy Hosking, der har støttet flere politiske projekter, har givet fem millioner pund – svarende til over 40 millioner kroner – i driftsomkostninger til de næste fire år indtil næste valg.
Laurence Fox takker i høj grad sin opdragelse for, at han ikke bare stikker halen mellem benene, når debatten bliver intens.
”Jeg er opdraget til at være modig, når jeg bliver konfronteret med ondsindede udsagn. Og hvis du ser på de debatter, jeg deltaget i, så har jeg i 9 ud af 10 været den mest høflige. Men jeg svarer også, som jeg bliver spurgt. Og hver gang, jeg bliver banket i gulvet, så kommer jeg tilbage igen.”
Han forklarer, at det ikke bare er en debat blandt nogle få mennesker i det britiske samfund.
”Det er udbredt. Selv politiet taler nu om, hvordan vi omtaler andre. Kulturinstitutioner skriver undskyldninger. ’Wokeisme’ er den fremherskende ideologi (’woke’ er den engelske betegnelse for at være identitetspolitisk vakt, red.). Folk er bange for at sige fra af frygt for at miste deres job.
Jeg vil stoppe den galloperende identitetspolitik her i landet. Og give mine skønne drenge en bedre og mere inkluderende verden og ikke den adskillende verden, som vi ser nu.”