Brug de nedlagte kirker i lokalsamfundet

14 KIRKER er af Københavns Stiftsråd blevet indstillet til lukning, heraf to på Frederiksberg: Solbjerg Kirke og Sankt Lukas Kirke. Det giver allerede nu anledning til bekymring om, hvad der skal ske med de historiske bygninger. Uanset om de nedlægges som kirker er de stadig kulturbærende og i mange, mange år fremover vil bygningerne for mange borgere have en særlig betydning minderne om barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser forsvinder ikke, blot fordi kirkerne tages ud af drift.

I England er det set, at nedlagte kirker er blevet brugt til natklub, lejligheder, supermarked eller klatrecenter. Det kan ingen være tjent med. Det er vigtigt, at man respekterer de følelser, der lever for de lukkede kirker. Og det er vigtigt, at kirkerne bliver overtaget af ejere, der vil videreføre dem med respekt for deres historie og de ritualer, der har fundet sted.

På Frederiksberg har en konservativ rådmand allerede foreslået, at de lukningstruede kirker rives ned. Det forekommer heller ikke at være en optimal løsning i hvert fald ikke for alle de lukningstruede kirker. Det er jo smukke bygninger, der med respektfuld brug kan fortsætte med at spille en stor rolle i deres lokalsamfund, om end ikke længere en religiøs rolle.

Man kunne for eksempel forestille sig, at Frederiksberg Kommune overtog en af de to kirker eksempelvis Solbjerg og brugte den til et foreningshus eller samlingssted for frivillige. Det ville være en smuk brug af bygningen, der respekterede dens oprindelige funktion og særlige plads i befolkningens hjerter. Også andre kirker kunne overtages af foreninger eller myndigheder, der vil kunne sikre en værdig brug af kirkebygningerne, så de hverken forfalder eller forsvinder.

DET KRÆVER, AT ejerne af kirkerne i halvdelen af tilfældene Kirkefondet tænker mere i, hvordan kirkerummet bør bruges i fremtiden, end i hvordan man får mest muligt for bygningerne. Ofte vil det være sådan, at de rette ejere ikke har ret mange midler at kunne købe bygningerne for. En kommerciel biograf eller natklub vil kunne betale mere for en forladt kirkebygning end en kommune, spejderforening eller ældreklub, men det vil ikke tjene hverken folkekirkens eller lokalsamfundets interesser.

Det er også vigtigt, at kirkerne ikke kommer til at stå lukkede og tomme for længe, inden der findes en ny ejer, for en kirkebygning skal vedligeholdes ordentligt og respektfuldt, også når den ikke længere fungerer som kirke.

Allerede når beslutningen om lukning træffes endeligt af Kirkeministeriet, bør der derfor også træffes beslutning om, hvordan og på hvilke vilkår selve kirkebygningerne skal afhændes.

Katrine Lester (S) er anden- viceborgmester i Frederiksberg Kommune