Prøv avisen

Brugbar bibelkonstruktion med bygningsfejl

KOMMENTAR: Der er god grund til at takke oversætterne for deres indsats, selvom projektet er behæftetmed klare svagheder og mangler.

Det er noget af en begivenhed, når der kommer en ny bibeloversættelse. Der er derfor grund til at markere, at der netop er blevet udgivet en ny bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag.

Det er en prøveoversættelse af 1. Mosebog 1-12 samt Esajas' Bog 1-12, og den er udarbejdet af en gruppe semitiske filologer med base i Det Kongelige Bibliotek.

Tekstvalget er velbegrundet, da disse kapitler har spillet en central rolle i den jødisk-kristne tradition. Som oversættelsesstil har man lagt sig fast på en tekstnær oversættelse frem for en vellydende. Dermed har man villet bringe læseren så langt tilbage i tiden, at ingen er i tvivl om, at det er en oldhebraisk tekst, som kun vanskeligt kan gengives på et sprog som dansk.

Oversætterne gør i det indledende bind klart opmærksom på, at det ikke er muligt at skabe en »entydigt objektiv oversættelse, i den forstand, at det som en matematisk opgave skulle være muligt at finde frem til én »sand« oversættelse.« (Bd. I, s. 25) Derfor supplerer de oversættelsen med fyldige noter om andre oversættelsesmuligheder. På den måde fremstår oversættelsen som et veldokumenteret forslag til, hvordan man uden skelen til den virkningshistorie, teksterne har haft (dvs. den kristne brug af GT), mener, de enkelte udsagn har været ment og er blevet forstået dengang, de blev til.

Dette er et legitimt formål; men problemet er den nærmere definition af, hvornår vi egentlig befinder os i tid, når det f.eks. er 1. Mosebog, der skal oversættes, sådan som de oprindelige forfattere og (forhåbentlig også tilhørere/læsere) forstod teksterne. Og her bliver vi som læsere ladt i stikken af oversætterne.

En afgørende mangel ved det fremlagte er derfor, at oversætterne vil arbejde ud fra en rent (for)historisk horisont uden at præcisere, hvor i fortiden vi befinder os, og hvilke konsekvenser det har for forståelsen af teksterne. Det er derfor skuffende, at de problemer, der er forbundet med dateringen af de gammeltestamentlige skrifter, stort set henvises til en fodnote (Bd I, s. 23-24, note 8), hvor det indledningsvis fastslås: »Det er ingenlunde uproblematisk at ville forstå og oversætte de hebraiske bibeltekster i deres »egen« kontekst. Et centralt tema inden for den moderne forskning er ikke mindst dateringen af de hebraiske bibeltekster, og hvilken betydning denne datering må tillægges for vor forståelse af (formålet med) disse tekster. Er majoriteten af teksterne fra assyrisk, babylonsk, persisk eller hellenistisk tid?

Som en radikalisering af tendenser i den ældre bibelforskning har en del af nyere forskning søgt at sandsynliggøre, at de hebraiske bibelteksters brugbarhed som kilder til det gamle Palæstinas »realhistorie« må anses for minimal. Ifølge denne forskning er teksterne derimod først og fremmest udtryk for en jødisk elites litterære selviscenesættelse af fortiden, foretaget i den persisk-hellenistiske (og til dels romerske) tidsepoke. I Danmark har specielt N.P. Lemche og T.L. Thompson gjort sig til talsmænd for dette synspunkt ...«

En anden stor mangel er, at oversætterne alt for hurtigt affærdiger det faktum, at det er litteratur, de arbejder med, og at man, hvis man skal arbejde videnskabeligt forsvarligt med litteratur, også skal vide noget om litteraturvidenskab. Således hævder de, at »der i en videnskabelig bibeloversættelse nødvendigvis også må tages forbehold over for den siden 1960'erne omsiggribende litteraturkritiske metode inden for den teologiske forskning. For når denne metode undertiden anvendes til at læse den hebraiske bibel og Det Nye Testamente som en litterær helhed, repræsenterer den - som den bibelske teologi - i virkeligheden en tilbagevenden til den kristne oldtids og middelalderens bibelsyn.« (Bd I, s. 21) Dertil kommer, at denne metode mere interesserer sig for »de bibelske tekster i deres endelige litterære form« end for »deres historiske baggrund og »oprindelige« kontekst.« Derfor hører litteraturkritikken ikke hjemme i religionshistorien, men i litteraturvidenskaben. (Bd I, s. 21) Men at nogle metoder kan bruges apologetisk, dvs. til at forsvare det kristne budskab, er ikke ødelæggende for metoden som sådan. Også oversætternes foretrukne metode, filologien, har været brugt til andet end filologi.

Formålet med den lavmælte omgang med problemerne vedr. teksternes tilblivelsestidspunkt og den markante afstandtagen fra litteraturkritikken falder godt i tråd med de talrige og efterhånden velkendte angreb på den autoriserede oversættelse (DO 92), som også indledningen til oversættelsen er fuld af. Det drejer sig ganske enkelt om at understrege sin egen særlige profil - som om den kom til at stå stærkere ved at man beklikker andres hæderlighed.

Oversætterne siger helt korrekt, at de laver en »ikke-konfessionel oversættelse af et antikt kildeskrift i humanistisk regi«. Det er helt i orden. Vi har brug for en oversættelse, hvor der er plads til den omhyggelige gennemgang af de mange tvivlstilfælde, hvor oversætterne har måttet vælge; men hvor andre muligheder stadig er relevante, eller hvor det ikke er muligt at afgøre på objektiv vis, hvad der er det rigtigste. Oversætterne er da også næsten hudløst ærlige, når det gælder de praktiske vanskeligheder med at gengive de sværeste steder i f.eks. Esajas 1-12. Læser man noterne, møder man igen og igen formuleringen »CA usikker« eller »CA obskur« (CA = Codex Aleppo, som stammer fra 925 e.v.t. og er lagt til grund for denne oversættelse). Derfor står oversætterne med et stort ansvar, når de skal vælge, og derfor er det fornuftigt, at det i forbindelse med oversættelserne (Bd II, s .7) anføres, hvem i gruppen, der har oversat hvad. To personer oversætter nu engang ikke ens.

Oversætterne har gjort et stort arbejde for at præsentere de gamle tekster med alle de mange usikkerhedsmomenter, der er forbundet med at føre læseren tilbage til en fortid, som på mange måder er os fremmed. Og det skal de have tak for. Der er enkeltheder, man kan diskutere. Og det vil de formentlig også blive - både blandt teologer og blandt semitiske filologer. Fremover vil det desuden vise sig, om valget af den meget tekstnære oversættelse i realiteten vil bevirke, at kun meget få vil have rigtig glæde af oversættelsen, nemlig de af os, der kan kigge i den hebraiske tekst og selv gå ind i vurderingen af de forskellige muligheder. Undertiden er gengivelsen i hvert fald så kryptisk, at man som ikke-hebraiskkyndig må have DO 92 ved siden af for at gætte sig til, hvad det betyder.

Oversætterne har som et af deres erklærede formål at undgå at bruge begreber, som kan lede tanken hen på en senere tids teologiske overvejelser. I 1 Mos 1,26-27 er mennesket derfor ikke længere skabt i »Guds billede«, men »efter vor skikkelse, i lighed med os ... efter sin skikkelse - efter en guds skikkelse..« Hermed undgår man måske, at læseren kommer til at tænke på spørgsmålet om gudbilledlighed og de teologiske debatter derom. Det gøres ligeledes tydeligt, at den unge kvinde i Esajas 7,14 er gravid og snart skal føde en søn, hvorved det gøres vanskeligere at se en direkte forbindelse til Ny Testamente. Her - som i forbindelse med skildringen af Guds ånds/stormvejrets rolle ved verdens skabelse i 1. Mosebog 1 - vælger oversætterne altså en oversættelse, der indholdsmæssigt svarer til, hvad der i DO 92 kom ned i fodnoten.

Der er således enkelte ændringer af indholdsmæssig art. Men umiddelbart er det den ydre form, der virker anderledes. Navnestoffet gengives f.eks ikke, som vi er vant til. Gomorra hedder Amorra, hvilket er tættere på den hebraiske stavemåde, Esajas hedder Jeshajahu, og gudsnavnet gengives konsekvent ved Jahwæ - og ikke som de fleste steder i DO 92 ved Herren. Ideer af denne type skal naturligvis afprøves, og heldigvis er der et register bagi, hvor man kan slå efter, hvis man ikke kan genkende et navn. Ny er også måden at stille teksten op på i korte linjer, som har til formål at gengive den mundtlige form. Det har dog den sidevirkning, at alt kommer til at se ud som poesi, og det er næppe hensigtsmæssigt, da oversættelsen i øvrigt ikke gør alverden ud af at virke poetisk, dér hvor der vitterlig er tale om poesi.

Der er god grund til at takke oversætterne for den indsats, de har gjort, og for den meget omhyggelige dokumentation, de har fremlagt sammen med oversættelsen. Som samlet vurdering må det dog siges, at projektet er behæftet med klare svagheder og mangler. Ved i den grad at arbejde i forhold til det modbillede, oversætterne har skabt sig, nemlig DO 92, har de anbragt sig i en position, hvor deres definition af, hvad et videnskabeligt forsvarligt arbejde er, må blive meget snæver og - set med mine øjne - ude af trit med den aktuelle forskning inden for bibelfagene.

Kirsten Nielsen er professor og dr theol. ved det teologiske fakultet på Aarhus Universitet.