Prøv avisen
Debat

Brugen af ordet ”Allah” understøtter forkvaklet islamforståelse

Men ”Allahu akbar” er meget andet end et kampråb. Jeg mindes, hvordan min nyligt afdøde svigermor som 90-årig trak sin krumbøjede, gigtplagede krop op ad trappen i sit hus med et fast tag i gelænderet. På hvert trin holdt hun en lille pause og sukkede: ”Allahu akbar”, mens hun samlede kræfter til at tage det næste trin. Arkivfoto. Foto: Polfoto

Benytter man ordet ”Allah”, er man i virkeligheden med til at understøtte de konservatives og de yderligtgåendes ekskluderende, forkvaklede islamforståelse, skriver muslimsk debattør

Kristeligt Dagblad har i den seneste tid lagt spalteplads til en diskussion om brugen af ordet ”Allah”.

Nu må det være på tide, at der kommer et muslimsk synspunkt på banen:

Lige siden jeg for mere end 30 år siden valgte at bekende mig til islam, har jeg som en selvfølge benyttet ordet ”Gud” i forbindelse med islam. Begrundelsen herfor er ganske enkel: ”Gud” er den danske betegnelse for det arabiske ”Allah”, der er en fællesbetegnelse for ”Gud” for arabisktalende jøder, kristne og muslimer – uanset, om man opfatter Gud som treenig eller ej.

Derfor giver det ingen mening, at nogle muslimer insisterer på at bruge ”Allah” frem for ”Gud” for at lægge afstand til den kristne treenighedslære. Denne insisteren er tværtimod med til at understøtte den helt uislamiske idé om en speciel muslimsk gud og er med til at skabe en ganske unødvendig kløft mellem islam og de andre monoteistiske religioner.

Naturligvis bliver jeg som troende både vred og ked af det, når den tro, der igennem det meste af mit voksenliv har givet mig fred i sjælen og bragt mig nærmere Gud, misbruges til at så had og ufred blandt mennesker og til at myrde, voldtage og plyndre i Guds navn under kampråbet ”Allahu akbar”. Mon ikke mange kristne på samme måde ville have haft det svært med, at korsridderne drog hærgende gennem Europa under kampråbet ”Gud vil det”, hvis man dengang havde kunnet følge med i medierne, som vi kan i dag?

Men ”Allahu akbar” er meget andet end et kampråb. Jeg mindes, hvordan min nyligt afdøde svigermor som 90-årig trak sin krumbøjede, gigtplagede krop op ad trappen i sit hus med et fast tag i gelænderet. På hvert trin holdt hun en lille pause og sukkede: ”Allahu akbar”, mens hun samlede kræfter til at tage det næste trin.

Alt imens moderate kræfter forsøger at samle menneskene om kernen i de monoteistiske religioner – troen på Gud, den almægtige – så er det åbenlyst, at stærke konservative og yderligtgående kræfter trækker i modsat retning ved at så mistillid, splid og ufred blandt menneskene.

Ofte foregår dette i det skjulte, som når man i Saudi-Arabien udgiver oversættelser af Koranen til alverdens sprog. I virkeligheden er der tale om en skjult eksport af konservative og yderligtgående tanker, som listes ind i kendte europæiske muslimers koranoversættelser.

Derfor er det så vigtigt, at man, når man omtaler islam på andre sprog end arabisk, benytter det pågældende sprogs ord for ”Gud”. Benytter man ordet ”Allah”, er man i virkeligheden med til at understøtte de konservatives og de yderligtgåendes ekskluderende, forkvaklede islamforståelse.

Aminah Tønnsen er forfatter.