Prøv avisen
Refleksion

Bryd reglerne til ære for livet

Illustration: Søren Mosdal

Sagen om den døende patient fra Aarhus, som blev kørt ud på en terrasse, i sin seng med en smøg i hånden og et glas vin, her har fået mig til at tænke på alle dem, for hvem reglerne ikke brydes, og som ikke får mulighed for at få deres sidste ønske opfyldt, skriver hospitalspræst Lotte Blicher Mørk

For nylig blev jeg ringet op af et nyhedsmedie, der ville have mig til at kommentere en sag fra Aarhus Universitetshospital. Deres presseafdeling havde delt et billede på Facebook med overskriften “En værdig død på hospitalet”.

En patient ses her kørt ud på en terrasse, i sin seng med en smøg i hånden og et glas vin, der rækkes til ham, alt imens man kan se en smuk, rød solnedgang.

Opslaget vakte international opmærksomhed, blandt andre den britiske avis The Guardian hyldede hospitalet for at opfylde patientens ønske ved at bryde regler om rygeforbud og dermed give ham en værdig død.

Jeg har tidligere i denne spalte skrevet om den værdige død. Sagen her har fået mig til at tænke videre. På alle dem, for hvem reglerne ikke brydes, og som ikke får mulighed for at få deres sidste ønske opfyldt. De, der er for dårlige til overhovedet at have et sidste ønske.

Det er et problem, hvis man skal derud, hvor vi skal være døende, før reglerne brydes – hvis vi da ellers formår at udtrykke, hvad vi har brug for. Jeg kunne ønske, at man langt tidligere i forløbet er optaget af, hvad der er vigtigt for den enkelte patient, for derigennem at kunne bidrage med mere livskvalitet i den til tider årelange proces, der kan ligge forud for døden. I stedet bliver det ofte døden, der får opmærksomhed, og ikke livet.

Jeg havde engang fornøjelsen af at arbejde sammen med en ældre sygeplejerske, der ikke bare vidste noget om døende mennesker, men om hele processen op til. En proces, der som nævnt kan tage mange år.

Hun kunne ofte, med en vis tørhed i stemmen, sige, at ”vi er terminale fra den dag, vi bliver født”. På trods af mine 15 år i sundhedsvæsenet vænner jeg mig aldrig til ordet terminal i sin betydning af afslutning eller grænse. Der dukker altid et andet billede op på min nethinde; en terminal i en lufthavn. Den er alt andet end en grænse, men derimod billedet på det modsatte. På at være på vej.

Som et kristent menneske foretrækker jeg klart dette billede, fordi det signalerer mulighed frem for afgrænsning. Det er dog svært at være uenig i sygeplejerskens udsagn, for døden er som bekendt det eneste sikre her i verden. Men det er døden som et generelt vilkår.

Hvad med den personlige, eksistentielle død? Den, der pludselig bliver konkret forestående, når man for eksempel får diagnosticeret en uhelbredelig sygdom som manden i Aarhus. Han var uden tvivl døende, men hvornår er man egentlig det?

Selv ikke de dygtigste læger kan forudse, hvornår tiden er inde. Og hvornår skal man så begynde at fokusere på en patients ønsker og måske ovenikøbet bryde reglerne for at kunne opfylde disse?

Jeg vil gerne understrege, at jeg har al respekt for den sygeplejerske, der formåede at give manden og hans nærmeste en god og vigtig oplevelse i den sidste stund. Samme respekt har jeg for alle de sygeplejersker og læger, jeg indimellem har set bryde reglerne for at opfylde patienters ønsker. Jeg har set hunde og katte blive transporteret ind til døende patienter, festmåltider blive forberedt i personalekøkkenet, patienter blive hjulpet ud på de ikke dertil egnede reposer for at ryge etcetera. Det vidner om, at det sundhedsfaglige personale heldigvis først og fremmest er mennesker, der løber en risiko for at opfylde et andet menneskes ønske. Det er vidunderligt, og det giver håb.

Jeg ville bare ønske, at man kunne folde Aarhus-eksemplet ud og fokusere på, at regler kan brydes, før vi ligger på vores dødsleje. Måske er det ikke tre dage inden døden, du har brug for et glas vin og en smøg, men i stedet på en stille og måske tung aften på hospitalet tre år før. For at mærke livet. For at fornemme livskvalitet på trods af situationen.

Min erfaring siger mig nemlig, at når man først er døende, er det for mange patienter diffust, hvad de ønsker, og for dem, der måtte have et reelt ønske, handler det umiddelbart om at blive lindret for smerter og kvalme.

Ikke alle patienter er så udtalte om deres behov som manden i Aarhus. Af samme grund er det heller ikke enkelt for personalet at handle i disse situationer. Det er lettere at holde sig til regler og standarder, der ofte kun tager højde for det somatiske i stedet for at fokusere på mennesket bag.

Det handler ikke nødvendigvis om uvilje, men om en generel holdning til, hvordan man udnytter ressourcerne. Hvilket desværre ikke altid ender med det, den enkelte patient opfatter som værdigt.

En værdighed, som ikke skal være forbeholdt tiden inden de sidste vejrtrækninger, men hele processen op til. Livet. Dette kræver en nytænkning i sundhedsvæsenet. En holdningsændring, hvor det ikke kun er den fysiske smerte, der er i centrum, men også de andre aspekter ved et menneskeliv – det sociale, psykiske, eksistentielle og åndelige.

Døden ser ikke altid ud som på billedet af terrassen i Aarhus. Men vi bør lade det være et eksempel, der bærer frugt, så vi oftere bryder reglerne til ære for livet.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.