Prøv avisen
Debat

Efter Dalai Lamas besøg: Buddhistisk tomhed eller kristen fylde

Når vi hører, at Dalai Lama underviser i ”universelle værdier”, er det ren buddhisme, skriver sognepræst Jens Dammeyer. Foto: Ole Jensen

Når det kommer til stykket, har vi kun et argument for ikke at blive buddhister, nemlig at Jesus er opstået fra de døde. Men det giver et univers til forskel, skriver sognepræst Jens Dammeyer

VED DALAI LAMAS BESØG spurgte Sørine Gotfredsen, om han virkelig kunne mene, ”at alle religioner i samme grad fremmer kærlighed og tilgivelse i en tid, hvor netop religiøse kræfter hærger uhæmmet”.

Ja - det kunne han mene. For det passer med tankegangen, hvor udsagnet ”alt er relativt” er den religiøse sandhed. Det betyder, at forskelle mellem religionerne egentlig ikke findes. Danskerne tror, de forstår lamaens engelsk, men bag de venlige ord ligger en tænkning, som er ukendt for kristne.

Buddhismen er tiltrækkende, fordi den beskriver virkeligheden, som mennesker erfarer den, hvor mange har mistet troen på ideologi, religion og videnskab. Det er blevet naturligt at acceptere budskabet om, at alt er relativt.

Men den kristne kode er, at Jesus opstod fra de døde. Mødet med den opstandne var erfaringen, som bestemte alle efterfølgende overvejelser om, hvad et menneske er. Livet og kærligheden havde sejret over død, forgængelighed og ondskab. Uanset at verden tilsyneladende var den samme.

Hvis kristne opgiver koden, så tager vi ikke os selv alvorligt, og budskabet bliver noget vrøvl. Så forekommer buddhismen mere sammenhængende i forhold til den umiddelbart erfarede virkelighed.

Med opstandelsen er Jesu ord og gerning forskellig fra alle andre religiøse mestres - uanset lamaens budskab om religionernes fælles fundament. Og hvis vi ikke vil være buddhister, er vi nødt til at forstå, hvad denne kristne ”hemmelighed” (se blandt andet Ef. 3, 4) betyder i forhold til buddhismen.

DEN HISTORISKE Buddha var først hindu. I jagten efter befrielsen fra lidelsen mestrede han yogiens færdigheder, men fandt ikke fred. Derpå opgav han at flygte fra virkeligheden og begyndte at spise igen. Han opgav hinduismen.

Desillusioneret satte han sig under træet i Bodh Gaya. Og pludselig så han virkeligheden, ”som den er”. Han så, at virkeligheden ikke er årsagen til lidelsen. Problemet var forståelsen af virkeligheden. Og med denne erkendelse blev hele den buddhistiske lære rettet mod at komme fri af uvidenheden - og forstå virkeligheden, ”som den er”.

Virkeligheden er, at alt er forgængeligt. Vi lider, siger Buddha, fordi vi forholder os til tilværelsen, som om den er evig. Vi jager efter rigdom og fællesskab, som om det kan give fred og mening. Men vi vil altid miste, fordi intet er bestandigt - intet består uafhængigt af omgivelserne. Denne ”tomhed for permanent eksistens” er den buddhistiske tomhed, på sanskrit sunyata.

Sunyata gælder i alt. Det er den ”ultimative virkelighed”. Uanset hvordan Dalai Lama tænker eller taler, er sunyata koden.

Derfor findes religioner kun på det relative plan for buddhister. Der er ingen uafhængige ”sandheder” - og kristendommen findes ikke adskilt fra buddhismen. Ultimativt findes kun én virkelighed, hvor alt er relativt. Så når vi hører, at Dalai Lama underviser i ”universelle værdier”, er det ren buddhisme.

”Hvad er religion?” er titlen på en bog af japaneren Keiji Nishitani. I titlen gemmer sig essensen i buddhismen. Når udsagnet ”alt er relativt” bliver sandheden, så findes kun den ene virkelighed, hvor forskelle eller modsætninger aldrig kan tages alvorligt. Al religion er samme virkelighed - buddhismens virkelighed.

Derfor kan Dalai Lama ikke tænke i religiøse forskelle. Når religiøse mennesker gør ekstreme handlinger, er det aldrig, fordi religionen er ond og gør mennesker onde, men fordi mennesker er uvidende.

Spurgt om forskellen mellem reinkarnation og opstandelse, svarede lamaen: “Min ven drikker kaffe, og jeg drikker varmt vand. Hvad er forskellen? Blot tradition og opdragelse.”

Modsætningen mellem godt og ondt er ”relativ”, for problemet er uvidenhed. Relationerne mellem mennesker er ikke virkelige, som vi oplever dem, og lidenskaben kaldes en ”forstyrrende følelse”. Lidenskaben er den værste konsekvens af uvidenheden, for den binder mennesket, som om livet er virkeligt.

Som kristne må vi give buddhisterne ret i talen om den umiddelbart erfarede virkelighed: Alt er forgængeligt. Men hvorfor så ikke tage konsekvensen af livets smerte og blive buddhister for at holde det hele ud? Vi har, når det kommer til stykket, et eneste argument for ikke at blive buddhister, nemlig at Jesus er opstået fra de døde.

Men det giver et univers til forskel. Med opstandelsen bliver livet virkeligt, selvom det er forgængeligt. Der så vi, at det forgængelige er skabt, og at Gud ønsker at frelse det. Både lidenskab, kærlighed og fællesskab kan fyldes med Guds fylde.

Jens Dammeyer er sognepræst