Prøv avisen

Bureaukrati og statsforvaltning kvæler folkekirken

Folkekirken er ved at blive kvalt i statsadministration, bureaukrati og forvaltning mener Jens Smedegaard Andersen Foto: .

Katastrofalt for kirken, at den opfattes som forvaltningsorgan under staten, mener Jens Smedegaard Andersen. Der skal forfatning og selvstyre til nu

Regeringen opfatter folkekirken som et uselvstændigt, underordnet statsligt forvaltningsorgan, som regering og folketing med ministeren som chef har ret til at bestemme over også i trosspørgsmål, når der er uenighed, og politiske formål gør det hensigtsmæssigt.

Er det en kristen kirke? Er det et trossamfund? Er det overhovedet en institution, som samfundet og oplyste borgere kan bruge til noget som helst?

Denne fejlagtige opfattelse er opstået efterhånden inden for de 160 år, hvor regeringer og folketing har forsømt at oprette den forfatning med selvstyre, som Grundloven kræver for den selvstændige folkekirke, som Grundloven samtidig oprettede til afløsning (ikke som fortsættelse) af enevældens kirke. Forsømmelsen har medført langvarig statsadministration af kirken i stedet for den kortvarige, som var nødvendig, mens man afventede forfatningen.

Det har været en katastrofe for kirken at blive ledet af andre administrative hensyn end dem, der kunne tjene kirkens hovedopgave: at være trossamfund for fællesskaber af kristne. I stedet er der opbygget et uhyrligt bureaukrati, også det gejstlige, som kvæler den lokale indsats i menighederne. Der er fremkaldt funktionærmentalitet. Kirken har været ude af stand til at forholde sig til et næsten totalt tab af autoritet, som oplevelse af fællesskab og betydning af trofasthed kunne have afløst. Ingen har oplevet at have noget overordnet ansvar for kirken. Hvordan skulle en institution kunne trives under sådanne vilkår?

Den fejlagtige opfattelse står i skærende modstrid med, at folkekirken ved Grundloven i 1849 blev oprettet som selvstændig, der sammen med de andre i kapitel 1 nævnte selvstændige institutioner folketing, regering (konge, statsminister) og domstole skulle være fundamentet under demokratiet. Her er ikke antydet noget underordnelsesforhold, der særligt skulle gælde kirken. Tværtimod er selvstændighed og selvstyre entydigt angivet i folkekirkens placering i kapitel 1 og i anvendelsen af begrebet forfatning, der ellers anvendes i forbindelse med selvstændige stater.

Ved menighedsrådslovene fra begyndelsen af 1900-tallet har Folketinget givet noget, der ligner en del af en forfatning, hvilket dog ikke har reduceret statsadministrationens skadelige indflydelse.

Den forfatning, den nuværende regering stiler imod, vil få udgangspunkt i den fejlagtige opfattelse, at Grundloven ikke i sig selv skabte den selvstændige, selvstyrende kirke, men at kirkens selvstyre først bliver skabt af forfatningen og derfor får et omfang, der afhænger af, hvor meget kompetence, regeringen vil overlade til kirken altså en fortsættelse af de hensyn, som staten hidtil har anlagt ved administrationen af kirken. Det bliver ikke en forfatning, der indretter kirkens styrelse, således at den bliver bedst egnet til at møde en vanskelig fremtid, der også indeholder stort behov for at rette op på fortidens alvorlige skader. Hensynet hertil er end ikke nævnt i regeringens oplæg. Det bliver en forfatning, hvor selvstyret er skabt ved lov, og som derfor kan ændres ved lov efter politiske hensyn.

Værst er det måske, at regeringens mål ikke er at gavne kirkens muligheder for at leve op til de opgaver, som Grundloven har pålagt den. Målene er at ligestille al religionsudøvelse, herunder med reduktion af understøttelse af kirken, og at fritage regering og folketing fra at beskæftige sig med folkekirken.

Regeringens forehavende begunstiges af et folketing, hvor siges det meget få medlemmer har interesse for folkekirken og færre har indsigt i kirkens forhold og ikke erkender dens betydning for samfundet som helhed. Princippet om ligestilling står i langt højere kurs.

Kirkefolkets stridigheder og manglende forståelse for at stå sammen om det væsentligste bliver måske afgørende for, at regeringen får held med sit forehavende. Sammenhold kan derimod bevirke, at kirken får et af Grundloven påbudt og stærkt tiltrængt selvstyre og en struktur på Grundlovens forudsætninger.

Jens Smedegaard Andersen,forhenværende dommer,Sofievej 9, Hellerup