Ingen ved præcist, hvor det marokkanske burkaforbud kommer fra, eller om det i det hele taget er et forbud og også gælder for andre former for fuld ansigtsdækning. Men siden lokale ledere og regeringsrepræsentanter i sidste uge pålagde handlende i byer som blandt andet Taroudant, Casablanca og Salé at holde op med at sælge og producere burkaer, har burkadebatten splittet Marokko.
Den afghanske burka ses meget sjældent i et land, der siden årtusindskiftet har forsøgt at bevare en prekær balance mellem en konservativ islam og ønsket om modernitet. Det har givet en form for social fred, men også en konstant tovtrækning mellem de to fløje i Marokko.
Offensiven mod burkaen har udløst et nyt slag i denne permanente magtkamp. Flere muslimske ledere protesterer over, at man vælger at standse brugen af en muslimsk klædedragt, men ikke andre vestlige beklædningsgenstande.
”Det er helt uacceptabelt, når menneskerettighedernes Marokko samtidig betragter retten til at bære den vestlige badedragt på stranden som en urørlig ret,” siger prædikanten Hammad Kabbadj på Facebook .
En anden salafistisk aktivist, Abdellah Hamzaoui, siger til ugemagasinet TelQuel : ”Jeg har aldrig set myndighederne forbyde salget og produktionen af miniskørter, denne vestlige opfindelse, hvorimod niqaben er en del af vores kultur og blev båret af vore bedstemødre.”
Tidligere kvindeminister Nouzha Skalli kalder omvendt forbuddet for ”et vigtigt skridt i kampen mod den religiøse ekstremisme”. Og den fransk-marokkanske forfatter Leila Slimani, som fik årets store franske Goncourt-litteraturpris, støtter derimod helhjertet et forbud:
”Burkaen er ikke en beklædningsgenstand som alle andre, men et instrument for undertrykkelse og en negation af kvinden, en hån mod halvdelen af menneskeheden. Den er en hån mod de kæmpende og aktivistiske kvinder, der har gjort Marokkos kvinder til det, de er i dag. Et forbud mod burkaen bekræfter den kendsgerning, at Marokko har valgt en anden samfundsmodel og siden selvstændigheden har fulgt en vej, der fører til stadig større lighed mellem kønnene,” siger hun på netmediet 360 .
Mohamed Fizazi ville måske ikke ligefrem udtrykke det på denne måde. Og det gør han heller ikke på netmediet Yabiladi , hvor han ikke desto mindre vender sig mod påstanden om, at burkaen og niqaben skulle være en del af Marokkos kultur.
”Jeg er ikke imod et forbud mod burka, så længe de marokkanske kvinder kan bære hijab eller den ’marokkanske niqab’ (et slør, der bindes for underansigtet, red.) og som især bruges i Sahara eller Souss-området. Klædedragten har en kulturel karakter. Jeg støtter ikke importen af andre kulturer, der udvisker den lokale kultur. Jeg vil ikke være nødt til at bære afghansk tøj, når vi har vores egen klædedragt, som burnusen og djellabaen,” siger Mohamed Fizazi.
Den kulturelle kamp står dermed ikke kun mellem modernister og konservative muslimer, men også mellem en marokkansk islam og den saudiarabisk inspirerede salafisme, som spreder sig i blandt andet Marokko, trods Kong Mohammed VI’s forsøg på at inkarnere en moderat marokkansk islam, samtidig med at regeringsmagten udøves af det islamiske parti, PJD.
Den saudiarabiske niqab, som måske og måske ikke er omfattet af forbuddet, benyttes især i den nordlige del af landet, der også har leveret de fleste af de marokkanske jihadister, som har sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Det er denne kamp, der også udkæmpes i debatten om burkaforbuddet, som blandt andet legitimeres med frygten for terrorisme. Som det formuleres af netmediet Al youm 24 : ”Nogle radikale benytter burkaen til at gennemføre terrorangreb.”