Buschauffør: Skal vi bytte arbejde for en dag, Claus Hjort?

I regeringens 2025-plan skal akademikeren, direktøren og den nedslidte ufaglærte alle bidrage med seks måneders arbejde ekstra. Men forskellen er blot, at akademikeren har 14 års pension efter arbejdslivet, den nedslidte kun seks år i gennemsnit, inden vi dør, skriver buschauffør og tillidsmand

"Så jeg spørger dig, Claus Hjort: 'Skal vi bytte arbejde for en dag?'. Du møder klokken 4.15 og starter en iskold bus op, sidder i mit buschauffør-sæde en hel dag, kører over en endeløs række af bump, vrider kroppen for hvert sving, du tager og oplever smerterne i dit højre ben efter otte timer på speederpedalen."
"Så jeg spørger dig, Claus Hjort: 'Skal vi bytte arbejde for en dag?'. Du møder klokken 4.15 og starter en iskold bus op, sidder i mit buschauffør-sæde en hel dag, kører over en endeløs række af bump, vrider kroppen for hvert sving, du tager og oplever smerterne i dit højre ben efter otte timer på speederpedalen.".

Jeg kan forestille mig, hvordan det ser ud i Finansministeriet, når Claus Hjort Frederiksen (V) ændrer forudsætningerne for min tilbagetrækningsalder. Jeg er 58, født i 1958, så med 2025-planen skal jeg arbejde et halvt år mere, inden jeg skal pensioneres. Regnearket for buschauffør John hentes frem på skærmen og justeres med min tilbagetrækningsalder – fra 67 år til 67 et halvt år, og resultatet kommer frem.

Jeg bidrager til staten med et plus på seks måneders ekstra skatteindbetalinger og en udskydelse af pensionsudbetalingerne i den samme periode. På regnearket er det umiddelbart en win-win-situation for staten og for samfundet. Men sådan ser jeg ikke på det.

For ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2012 vil jeg som ufaglært dø syv et halvt år tidligere end akademikeren Claus Hjort Frederiksen. Det foruroliger mig faktisk meget. Og hvis min tilbagetrækningsalder samtidig stiger med et halvt år, vil jeg kun have seks år tilbage at nyde min pensionisttilværelse i, inden jeg dør.

Hvilke vilkår kan jeg se frem til i mine kun seks år som pensionist? Hvordan vil min krop reagere på de seks måneders ekstra arbejde? Og hvor mange ekstra sygehusindlæggelser skal jeg igennem for at få behandlet mine ødelagte hofter og min skæve ryg?

Er der taget højde for de massive udgifter til sygehusvæsenet, når min nedslidte generation tvinges på seks måneders ekstra arbejde?

Jeg tror det næppe.

Sådan som jeg har forstået 2025-planen, skal vi alle arbejde seks måneder længere for at være med til at fremtidssikre velfærdsstaten. Akademikeren, direktøren og den nedslidte ufaglærte skal alle bidrage med seks måneders arbejde ekstra. Men forskellen er blot, at akademikeren har 14 års pension efter arbejdslivet, den nedslidte kun seks år i gennemsnit, inden vi dør.

Det, synes jeg, er moralsk forkert set ud fra det synspunkt, at livskvaliteten for generationerne, der har været i arbejde uafbrudt de seneste 40-45 år, vil være væsentligt dårligere i de sidste seks år på pension på grund af den store nedslidning, sammenlignet med akademikerens 14 år lange pensionsalder.

Så jeg spørger dig, Claus Hjort: ”Skal vi bytte arbejde for en dag?”. Du møder klokken 4.15 og starter en iskold bus op, sidder i mit buschauffør-sæde en hel dag, kører over en endeløs række af bump, vrider kroppen for hvert sving, du tager og oplever smerterne i dit højre ben efter otte timer på speederpedalen.

Jeg møder tilsvarende op på dit kontor, hilser på dine talguruer og beder dem om at vise mig mit personlige regneark. Jeg forlanger af dine medarbejdere, at der indlægges parametre for de udgifter, der kommer, når jeg skal hospitalsindlægges efter et forlænget arbejdsliv, og jeg tjekker facit inden arbejdsdagen er omme.

Så mødes vi efter dagens arbejde og åbner hver en flaske kildevand. Win-win-situationen fra før er nu erstattet af et regneark med både indtægterne og omkostningerne for samfundet, og i bedste fald er resultatet et stort rundt nul. Jeg vil derfor foreslå Folketingets politikere en job-praktikordning, så alle 179 akademikere kan prøve rigtigt manuelt arbejde og på egen krop føle, hvordan vi på gulvet har det efter 40-50 års nedslidende arbejde.

Først når job-praktikken er gennemført, kan vi forvente realistiske, og moralsk funderede udregninger fra Finansministeriet om konsekvenserne af en forlængelse af pensionsalderen.

John Sommer er buschauffør og tillidsmand.