Jeg ville nødig betro Bwalya Sørensen min stemme i diskussionen om racisme i Danmark

Den, der er til at stole på i det små, er også til at stole på i større sager, skriver Birgitte Stoklund Larsen og savner en rolig indrømmelse fra Bwalya Sørensen om hendes organisations manglende tilladelse til at samle penge ind

Birgitte Stoklund Larsen (tv.) skriver her om sin reaktion på et interview på Radio4 med forpersonen for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen (th.)
Birgitte Stoklund Larsen (tv.) skriver her om sin reaktion på et interview på Radio4 med forpersonen for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen (th.). Foto: Petra Theibel Jacobsen og Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix.

I kølvandet på de danske demonstrationer mod racisme har medierne de seneste dage beskæftiget sig med forskellige spørgsmål i relation til demonstrationerne: Er det forsvarligt at samle 15.000 mennesker til demonstration i en tid med coronasmitte? Er det i orden at bede folk om at fordele sig efter race og at forbeholde visse råb for sorte mennesker?

Onsdag var historien i medierne, at organisationen Black Lives Matter Denmark har fået kritik fra Indsamlingsnævnet for ikke at have ansøgt om tilladelse til at samle penge ind til organisationen. Sådan set det mindst sprængfarlige emne, hvor det hverken handler om sygdom eller død, ytringsfrihed eller racisme, blot om at overholde nogle formelle retningslinjer for pengeindsamlinger.

Alligevel gav det anledning til et af de mest spektakulære danske radiointerviews i nyere tid, på linje med hedengangne Radio24syvs satiredronning Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms interview med Rasmus Paludan. Det var dog ikke satire, men Radio4’s Peter Sinnbeck, der interviewede forpersonen for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen.

Eller interviewede er så meget sagt: Han forsøgte at få et par spørgsmål indført i det cirka 20 minutter lange indslag, som ellers bestod i Bwalya Sørensens hæse råben. Og hvad sagde hun egentlig? Hun ville helst tale om ”det positive”, altså at så mange mennesker havde demonstreret mod racisme. Sørensen mente, der var 50.000 i København, mere end tre gange så mange, som politiet anslog. Den positive tilgang havde hun aftalt med en person, hun omtalte som ”min pressedame”. Det holdt ikke længe.

Angreb er det bedste forsvar, og Sørensen havde angiveligt aldrig modtaget et brev fra Indsamlingsnævnet, som hun mente var et fupnummer, spredt af en stalker, som alle danske medier var hoppet på. Og ja, hun var helt med på, at de ikke havde fået de nødvendige tilladelser; ”civil ulydighed” kaldte hun det, og så var det pludselig et eksempel på Black Lives Matter Denmarks fredelige, ikke-voldelige aktionsform.

Mette Grovermann fra Indsamlingsnævnet fik ordet for en kort bemærkning og kaldte det ”meget usædvanligt”, at en organisation over så mange år ikke havde ønsket gennemsigtighed i regnskaberne. Black Lives Matter Denmark havde fået en frist senere i juni til at fremlægge et regnskab. Et rimeligt krav til en indsamling, hvor pengene ifølge Bwalya Sørensen var ”væltet ind”.

Men det var en privat sag, mente Sørensen – og i øvrigt var det uetisk af Radio4 at ringe om problemerne, råbte Sørensen og smækkede røret på. Kirsten Birgit kunne ikke have gjort det bedre.

Spørgsmålet om indsamlingstilladelsen er den mindste del af efterspillet efter demonstrationerne. En rolig indrømmelse kunne have lagt den død. Den, der er til at stole på i det små, er også til at stole på i større sager. Jeg ville nødig betro Bwalya Sørensen min stemme i diskussionen om racisme i Danmark.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.