Da jeg forleden gik på fortovet, passerede jeg en yngre mand, der pludselig placerede en stor spytklat få skridt fra mig. Ikke for at provokere. Vist bare af rutine. Det var selvsagt ret ulækkert og samtidig tegn på, hvordan vi ikke ser ens på opførslen i det offentlige rum.
Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt, efter at især visse steder i København jævnligt forvandles til udendørs diskoteker for unge, der keder sig i en sommer uden det traditionelle og fortsat nedlukkede natteliv.
Konflikten er åbenlys mellem dem, der gerne vil kunne leve og sove i deres hjem, og dem, der med musikstøj på festival-niveau terroriserer omgivelserne, og i ”Deadline” på DR 2 i mandags mente Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl, at man er blevet så ivrig efter at skabe liv i byen, at hovedstaden udvikler en monokultur for unge mennesker. Stik modsat hensigten, som var at skabe mangfoldigt liv. Naturligvis. Det er det altid. Men igen lærer vi, at når kræfterne sættes fri i diversitetens navn, er det de højtråbende, der bestemmer, alt imens de henter legitimitet i ophøjelsen af individets krav på frihed.
Bylivet er en katalysator for civilisationens tilstand, og Holger Dahl pointerede præcist, at vi må ”genopfinde en bymæssig civilisation”, for i det offentlige rum skal man lære at være ”urban” – kultiveret i byen – og ikke te sig som en abe. At festen i dag dominerer, kan også ses som del af en udvikling, hvor man ville gøre op med den døde og funktionelle by.
På P1 i går tilførte arkitekt og professor emeritus Jan Gehl diskussionen nyttigt perspektiv. Gehl blev selv uddannet i den modernistiske ånd, hvor byen blev set som en maskine, mens man glemte, at menneskers livsmod også næres mellem husene og af det, vi hver dag ser på. Snart opstod længslen efter mere menneskeliv i byen, og mens man kan diskuterer, om de nyeste bydele i Aarhus og København er specielt vellykkede, mener Jan Gehl, at vi trods alt i dag konstruerer byliv ud fra et mere humant ideal.
København er da også blevet en beundret by i udlandet, men festen er gået amok, for når det civiliserede stadie ikke er på højde med mulighederne for udfoldelse, går det ofte galt.
Således udtalte en ung pige i forbindelse med ”Deadline”-debatten, at i det offentlige rum må man jo gøre, hvad man vil, og her har vi problemet. Det moderne frihedsbegreb bliver stedse mere simpelt fortolket, selvbeherskelse er ”næsten gået i glemme”, som kulturkritiker Bjørn Poulsen allerede i 1961 skrev som velment advarsel, og mens vi for tiden roser os selv for, hvor lydigt vi lukkede ned, da coronavirussen ramte, skal vi bare huske, at det var en kort tid, det lod sig gøre.
Manglen på selvbeherskelse stikker meget dybere, for den er nært forbundet med den mere og mere primitive hævdelse af frihed. Vi ser det fra den mindste spytklat på gaden til den mest højlydte fest, der aldrig stopper. Det er alt sammen et varsel om byen på den anden side af vores elskede idé om civilisation.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.