Børn af alkoholikere skal have mere hjælp

Signalerne fra Christiansborg er for dårlige, når det gælder hjælp til børn af alkoholikere, mener projektleder på Barnets Blå Hus

Børn fra fra familier, der har et stort alkoholforbrug behøver mere hjælp, mener dagens debattør.
Børn fra fra familier, der har et stort alkoholforbrug behøver mere hjælp, mener dagens debattør. Foto: Gregers Nielsen Denmark.

Blå Kors åbner i maj to nye støttecentre for børn fra familier med alkoholproblemer, ét i København og ét i Aalborg.

Nogen kan måske fristes til at spørge, om vi ikke snart har tilbud nok for udsatte børn i Danmark. Der er de nye regionale børnehuse for incestramte børn, der er særlige tilbud for børn i skilsmissefamilier, børn i sorg, børn af indsatte, børn med psykisk syge forældre og en del flere.

Men børn fra familier, hvor forældrene drikker for meget, har behov for et særligt tilbud. Samfundet må se i øjnene, at storforbrug af alkohol har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, både økonomisk, men i høj grad også menneskeligt. Sundhedsstyrelsen anslår, at mindst 122.000 børn vokser op i familier, hvor de oplever problemer i forbindelse med forældrenes alkoholbrug. Det vil sige cirka to i hver skoleklasse.

At der ikke hidtil har været særligt fokus på det, skyldes ganske givet den almindelige danske alkoholkultur og den tabuisering, der omgiver den: Man skal ikke blande sig i, hvor meget andre drikker. Det regnes for utidig indblanding. Og når det danske folketing stadig afviser at udforme en national alkoholpolitik, og når den for ganske nylig igen har nedsat afgifterne på alkohol, så signaleres det fra højeste sted, at alkoholforbrug er en personlig sag og ikke noget, samfundet vil tage ansvar for.

Forskning viser, at mindst halvdelen af de børn, der vokser op i en familie, hvor far eller mor ofte er fulde, kan tage varig skade. At de mistrives i deres børneliv og senere har en øget risiko for angst, depression, selvmords-adfærd, lavt selvværd, spiseforstyrrelser, stress og eget misbrug.

LÆS OGSÅ: Danmark har til alle tider sejlet i alkohol

At de kommer til at opleve vanskeligheder i forhold til at flytte hjemmefra, både i forhold til at slippe ansvaret for den drikkende forælder og i forhold til at selvstændiggøre sig og finde en egen identitet. At de kan være usikre i forhold til egne følelser, behov og grænser og ofte oplever vanskeligheder ved at etablere stabile forpligtelser i forhold til arbejde og nære relationer. At de selv oplever flere skilsmisser og brudte parforhold end andre.

Med et anslået tal på 140.000 alkoholafhængige i Danmark må det være hævet over enhver tvivl, at der er tale om et samfundsproblem og ikke et spørgsmål, der blot tilhører privatlivets fred.

På den anden side må den enkeltes ansvar heller ikke overses. Her tænker jeg særligt på forældrene. Det er trods alt dem, der først og fremmest ejer problemet. Når der er så mange lidende børn i vores samfund, må der være noget, forældrene kan gøre bedre.

Måske er det nærmere her, samfundet skal løfte en opgave og undersøge, hvordan de mange forældre kan styrkes i deres forældreevne og klæde dem på til den opgave, de har svært ved at løfte alene.

Blå Kors to børnestøttecentre og kommunernes sporadiske tilbud kan ikke gøre det alene. Men det er en begyndelse. På sigt ønsker vi, at alle specialtilbuddene til udsatte børn skal blive overflødige.

Civilsamfundet og det offentlige system må samle alle gode kræfter og hjælpes ad med at opfostre den næste generation og få en masse gladere børn og familier med i købet.

Inger Chercka er psykolog og projektleder på Barnets Blå Hus