”Jeg er den fødte taber.” Sådan indleder et af Fangekorets medlemmer sit vidnesbyrd, når han og resten af koret af nuværende og tidligere indsatte holder koncerter rundt omkring i Danmark. Hans historie er ikke unik. En barndom i en misbrugsfamilie, en ungdom med de forkerte venner, smårapserier, røveri, vold. Mange af Fangekorets medlemmer kan fortælle den samme triste historie. Men også, at der er en vej ud af kriminaliteten.
Det koster at være kriminel. Sådan bør det være. Men kriminelle, der ønsker en forandring, fortjener en chance til. For mange gælder det, at hvis de bliver hjulpet på den rigtige måde, kan de hjælpes tilbage til et normalt og lovlydigt liv.
Lige nu er der i København fokus på den bandekonflikt, som har gjort livet utrygt for almindelige borgere med skyderier dag og nat. Den politiske bevågenhed er i top, og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) insisterer på, at banderne skal væk fra gaden og ind at ruske tremmer. Man har opjusteret alarmberedskabet og nedsat mobilpolitistationer for at kunne sætte flere fast. Men hvad er det helt præcist, man har tænkt sig, at der skal ske derinde i fængslet?
Det står uden for enhver tvivl, at banderne består af nogle af de mest kyniske, hårdkogte kriminelle, som er svære at håndtere og endnu sværere at resocialisere. Ifølge Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, er fængslerne dog underbemandede og plaget af sygdom blandt betjentene.
Det er alfa og omega, at vores fængselsvæsen ikke bare er et depotrum for kriminelle af alle slags. For vi må og skal som samfund have højere ambitioner for vores fængsler.
Hvis vores eneste svar på de verserende bandekonflikter er, at flere skal ind at sidde, skruer vi samtidig ned for empatien i fængslerne. Hvis vi gør det, bliver vi ude af stand til at nå de indsatte, som faktisk kan hjælpes. De indsatte, som bare har brug for en hånd, et positivt netværk, og at der er nogen, der ser dem i øjnene og anerkender dem som mennesker. Hvis ikke vi kan vise dem menneskelighed i dette kritiske øjeblik, taber vi dem på gulvet. Det er en katastrofe.
I Café Exit har vi siden 2007 med stor succes hjulpet tidligere indsatte med at komme tilbage i samfundet, blandt andet gennem mentorordninger og rådgivning om økonomi. Vi tilbyder samtalehjælp til dem, vi møder i fængslerne, og dem, der kommer forbi vores caféer, og oplever gang på gang, hvilken forskel det gør i et menneskes liv at blive mødt i øjenhøjde.
Sammen med kommunernes dygtige socialrådgivere og Kriminalforsorgen, forsøger vi at være systemets menneskelighed udadtil. Det sparer samfundet for millioner. Det vil koste staten dyrt ikke at hjælpe os og fængslerne med at løfte vores opgave, hvis banderne får al opmærksomheden.
Ole Bjørn Andersen er udviklingschef i Café Exit.