Tillad mig at genfortælle en af de smukkeste scener fra dette års Tour de France: De to hovedduellanter, slovenske Tadej Pogacar og danske Jonas Vingegaard, har deres eget lille løb i det store løb. I et sving på 18. etape er Vingegaard tæt på at styrte, men formår mirakuløst at holde sig på cyklen, og de fortsætter jagten. I et af de næste sving styrter Pogacar. Heldigvis kommer han hurtigt på cyklen og optager forfølgelsen af Vingegaard. Og nu sker det så; Vingegaard stopper op. Han venter på sin største rival. Idet Pogacar når Vingegaard, giver han ham hånden som tak, og så kører de ellers cykelløb for fuld drøn igen.
Vingegaard giver os i det øjeblik et hint om, hvad der er vigtigt for ham. På spørgsmålet, hvorfor han ikke bare kørte fra den væltede Pogacar, svarede han således: ”Det er ikke sportsligt at køre, når han styrter. Sådan gider jeg ikke at være, og derfor venter jeg på ham”. Han forholder sig altså til sig selv, og hvad han som (sports-)menneske ønsker at være og tilpasser sin adfærd derefter. Det er kun muligt, mener jeg, fordi han respekterer sig selv som menneske og derfor ikke ser andre ikke som en ”trussel” mod hans selvrespekt. Dette giver ham overskud til at respektere andre for de (sports-)mennesker, de er. Derved er respekt ikke noget, han kræver fra andre, men noget han giver. Til sig selv og til Pogacar og til alle os andre, der så den smukke gestus.
Vi lever i en tid, hvor flere og flere melder sig ud af den demokratiske, offentlige debat på grund af en særdeles hadsk og fjendtlig tone. Mange giver i debatten udtryk for, at de kræver at blive respekteret for den, de er. Men hvorfor bliver man så provokeret af, at en anden, man oftest ikke kender, mener noget andet end én selv? Hvorfor skal man modtage dødstrusler for at have en mening om kål, kød eller køn? Det virker nærmest som om andres divergerende meninger opleves som et frontalangreb. Hvorfor mon? Tænk nu, hvis vi alle kunne respektere andre på trods af, at de mener noget helt andet end os selv, selv hvis de er vores største konkurrent. Præcis som Pogacar og Vingegaard viste os det.
Frank Hestehauge er cand.theol.