Danmark er et kristent land. Det fremgår af Grundloven og blev understreget i regeringsgrundlaget. Derfor er det også oplagt, at vi i år fejrer 500-året for Reformationen.
I det lys er det mærkværdigt, at en nordsjællandsk skole ikke længere vil holde egen tradition om en julegudstjeneste i hævd, fordi de er bange for at støde et mindretal af eleverne på manchetterne. Man må spørge sig selv, hvorfor julegudstjenesten skal sløjfes, når det er en dansk tradition og en del af den danske folkekirke, men jo ikke er et krav, men en mulighed for de elever, der ønsker at deltage.
Heldigvis har en gruppe forældre alligevel taget initiativ til at arrangere en gudstjeneste for børnene. Det er et sundt tegn, at civilsamfundet griber ind, når der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på folk, og det understreger jo betydningen af den danske kultur og dertilhørende traditioner.
I den forbindelse har jeg hæftet mig ved, at en af de muslimske forældre – Muhamad Hamed – giver udtryk for følgende: ”At droppe en gammel og vigtig tradition hjælper ikke vores børn med hensyn til deres tryghed og trivsel.”
For mig er det med til at understrege, at vi ikke skal skabe et samfund, hvor vi lever i frygt for at træde ved siden af. Det er et udtryk for en krænkelseskultur. For når vi indsnævrer feltet for vores møde med hinanden, underminerer vi netop fællesskabet. Når vi føjer os for misforståede hensyn til et mindretal, så fremmedgør vi os fra hinanden. Når vi giver køb på traditioner, mister vi noget af os selv. Der er en grund til, at det skaber så meget debat, når skolen sløjfer julegudstjenesten. Det gør det, fordi det ganske enkelt betyder noget for os. Formanden for Skolelederforeningen henviser til, at det ikke står i nogen lovgivning, at der skal holdes julegudstjeneste på skolerne. Nej, det gør det heldigvis ikke. Netop fordi traditioner og ånd ikke er noget, vi kan lovgive os til. Det eksisterer ude i samfundet, og det er i mødet mellem mennesker, at traditionerne holdes i hævd. Det er noget, der gøres af lyst – ikke af pligt.
Så er det et rimeligt argument for at sløjfe julegudstjenesten, at det ikke står i nogen lovgivning? Selvfølgelig ikke. Faktisk mener jeg, det er et udtryk for et fattigt samfundssyn, der åbner for en principiel diskussion, nemlig om forholdet mellem samfundet og staten, hvor sidstnævnte helst skal blande sig så lidt som muligt. Det ville være meget sørgeligt, hvis vi skulle lovgive os til eller ud af traditioner. Jo mere vi insisterer på homogenitet og misforståede mindretalshensyn, jo mindre plads er der til ånden, kulturen og glæden ved de ting, der betyder noget for os. Danmark er Danmark, og Danmark er et kristent land. Vi er også et frit land, hvor man må tro på, hvad man vil. Vi lever nemlig i et land, hvor man ikke lader sig støde på manchetterne over det anderledes, når det foregår i fred og fordragelighed.
Der er ingen, der tvinger nogen til at deltage i julegudstjenesten eller sige trosbekendelsen, fordi de er i en kirke. Vigtigst er det nemlig, at i den danske folkekirke er alle velkomne – med eller uden tørklæde. Endnu vigtigere er det, at vi i Danmark har det frie valg til at stemme med fødderne. Så hvorfor kan vi ikke nøjes med det, og så ellers holde fast i og selv og i de danske traditioner
Carl Holst er folketingsmedlem og kirkeordfører for Venstre.